Kampen mod tortur er en hård kamp, hvor det hele tiden går op ad bakke.
Menneskeretsforkæmpere sætter deres liv på spil, når de står frem og offentligt taler imod bødlernes umenneskelige opførsel. Nogle er endda selv blevet udsat for tortur, eller de er blevet dræbt på grund af deres arbejde mod tortur, hedder det fredag i en pressemeddelelse fra Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT, der har hovedsæde i København.
I lande som Indonesien, Tyrkiet og Zimbabwe er læger, der arbejder mod tortur, blevet chikaneret af staten. I april blev IRCTs præsident, Dr. Bhogendra Sharma, arresteret, mens han overværede en fredelig demonstration i sit hjemland, Nepal.
IRCT opfordrer her på FN-dagen til støtte for Torturofre, lørdag den 26 juni, alle lande og det internationale samfund til at garantere sikkerheden for de menneskeretsforkæmpere, som holder øje med regeringerne rundt om i verden og dokumenterer tortur og arbejder for at rehabilitere torturofre.
IRCT er en uafhængig, international lægefaglig organisation, som arbejder for at rehabilitere torturofre. I dag kan færre torturofre end tidligere tilbydes rehabilitering, især i landene uden for EU, hvor mange af rehabiliteringscentrene for torturofre er i alvorlig økonomisk krise.
IRCTs Præsident, Dr Bhogendra Sharma, siger:
– Det er vigtigt, at de lande, der har ratificeret FNs Konvention mod Tortur, lever op til deres forpligtelse til at sikre torturofrene rehabilitering. Desuden må regeringerne garantere sikkerheden for alle, professionelle som frivillige, der arbejder med at rehabilitere torturofre og dokumentere tortur. De midler, der er til rådighed og som hjælper rehabiliteringscentrene med at fortsætte deres arbejde, kan langt fra dække det reelle behov.
IRCT har sammen med folketingsmedlem Lars Kramer Mikkelsen (S), arrangeret
et møde i Europarådet I Strasbourg under titlen “Tortur i Europa – hører det aldrig op”. I mødet deltog desuden Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Alvaro Gil-Robles.
IRCT har bidraget med en udtalelse på et pressemøde, som er arrangeret af det irske rehabiliteringscenter for torturofre CCST (Centre for the Care of Survivors of Torture) i Dublin. I udtalelsen opfordrer IRCT det internationale samfund og især EU-landene og USA, som mødes i Dublin i disse dage, til at øge støtten, ikke bare til rehabilitering af torturofre blandt flygtninge i de pågældende lande, mens også at støtte rehabiliteringen af torturofre i deres egne lande og nærområder.
IRCT deltager desuden i et møde om tillægsprotokollen til FNs Konvention mod Tortur. Mødet er arrangeret af Koalitionen af Internationale NGO’er mod Tortur (CINAT), som udover IRCT tæller Amnesty International, APT (Association for the Prevention Against Torture), (ICJ) International Commission of Jurists), FIACAT (International Federation of Action by Christians for the Abolition of Torture), Redress, og OMCT (the World Organisation Against Torture).
IRCT opfordrer alle regeringer til at ratificere tillægsprotokollen til FNs Konvention mod Tortur. Tortur sker oftest i fængsler, på politistationer og andre steder, hvor folk tilbageholdes af myndighederne. I nogle tilfælde er en del af årsagen manglende viden om menneskerettigheder. Desuden er der mange tilbageholdte, som ikke ved at deres rettigheder bliver krænket, når de udsættes for tortur.
Lande, der har ratificeret tillægsprotokollen til FNs Konvention mod Tortur, skal etablere nationale kontrolinstanser, som kan besøge steder, hvor tortur oftest finder sted. Der er erfaring for, at disse besøg har en forebyggende virkning.
Tillægsprotokollen sikrer desuden oprettelsen af en international kontrolinstans, som består af internationale eksperter, der arbejder sammen med lokale eksperter i de lokale kontrolinstanser.
Når der er mistanke om tortur eller mishandling, skal disse eksperter rådgive myndighederne og dermed hjælpe dem med at standse torturen.
– I anledning af FN-dagen til støtte for torturofre opfordrer vi alle lande, som har ratificeret FNs Konvention mod Tortur, til også at ratificere tillægsprotokollen. Samtidig opfordrer vi alle lande, der ikke har ratificeret selve konventionen mod tortur til at gøre dette, siger Bhogendra Sharma.
Yderligere oplysninger hos IRCTs mediekoordinator, Poul Struve Nielsen, tlf. 33 76 06 49, mobil 23 34 55 09.