Torturofre, der lider af Post-Traumatisk Stress Syndrom (PTSD), kan ikke længere få dispensation for sprogkravet og er dermed afskåret fra at blive danske statsborger. Det har et flertal i Folketingets Indfødsretsudvalg bestemt.
Amnesty International tager afstand fra denne tilsidesættelse af diagnosen PTSD, skriver organisationens danske afdeling i en presseudtalelse tirsdag.
I Søndagsmagasinet på DR1 afviste Britta Schall Holberg fra Venstre, at et offer for tortur skal have dispensation fra sprogkravet til dansk statsborgerskab “fordi man er blevet brændt med et strygejern.” Det synspunkt er tidligere blevet bakket op af Søren Karup fra Dansk Folkeparti, der mener udvalget er “trætte af” ansøgninger om dispensation for PTSD.
Amnesty International er bekymret over sådanne holdninger, der dels bagatelliserer tortur, og dels stiller spørgsmålstegn ved en internationalt anerkendt lægelig diagnose, hedder det.
Overlæge i psykiatri Morten Ekstrøm er medlem af Amnestys Lægegruppe og deltog i Søndagsmagasinet: -Udfra en almen menneskelig synsvinkel finder jeg det helt urimeligt, at vi i det danske samfund ikke kan tage særlige hensyn til vores mest traumatiserede flygtninge som fremover ikke kan opnå dansk statsborgerskab på grund af sprogkravene, siger han og uddyber:
– PTSD har i en lang årrække været en internationalt anerkendt diagnose i WHO regi på lige fod med diagnoser som skizofreni, mani og depression. Politikerne har nu valgt at se bort fra denne diagnose uagtet at ansøgeren måske har været udsat for langvarig fængsling og tortur og uagtet at diagnosen stilles af en læge. Selv en speciallæge i psykiatri er ikke tilstrækkelig kompetent til at foretage denne vurdering uden særlig træning.
– Der er således tale om en yderligere marginalisering af vores svageste og hårdest ramte flygtninge og der er tale om en aldeles usaglig mistænkeliggørelse af en internationalt anerkendt lægelig diagnose. Men der er også tale om en grov tilsidesættelse af lægelig kompetence, hvilket er en ny og meget bekymrende stil hos lovgiverne, mener Morten Ekstrøm.
PTSD er en psykiatrisk lidelse, der bl.a. rammer personer med stærke traumer efter tortur. Symptomerne er eksempelvis søvnbesvær med mareridt, hvilket medfører træthed og manglende overskud i løbet af dagen. Der er hyppige genoplevelser af traumerne, tendens til at isolerer sig, anspændthed og vagtsomhed og ikke mindst udtalt koncentrations- og hukommelsesbesvær.
Med disse problemer har man svært ved at lære et nyt sprog og det man lærer, glemmer man hurtigt igen. Af samme årsag har Folketingets Indfødsretsudvalg hidtil i en række tilfælde givet dispensation for torturofre med PTSD, men det har et flertal i udvalget nu valgt at sætte en stopper for.
Læs mere på www.amnesty.dk