Amnesty: Danmark skal ikke være “tortur-hæler” for USA eller andre

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Justitsminister Lene Espersens (K) accept af, at PET (Politiets efterretningstjeneste) kan bruge oplysninger fremkommet under tortur i andre lande, er ødelæggende for retssikkerheden og i strid med FNs konvention mod tortur, anfører Amnesty Danmark i en presseudtalelse tirsdag.

Amnesty International opfordrer VK-regeringen til at nægte samarbejde med efterretningstjenester i lande, der er kendt for at bruge tortur. Verdenssamfundet har – med helhjertet dansk støtte – vedtaget, at forbudet mod tortur er totalt, siger generalsekretær i Amnestys danske afdeling, Lars Normann Jørgensen.

Med acepten er regeringen på direkte kollisionskurs med artikel 4 og artikel 15 i FN’s konvention mod tortur, hedder det

Artikel 4 siger, at “ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur”.

Og artikel 15 fastslår, at “enhver deltagende stat skal sikre, at enhver udtalelse, om hvilken det er fastslået, at den er afgivet som følge af tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen proces undtagen mod en person, der er tiltalt for tortur, som bevis for, at udtalelsen er afgivet”.

Amnesty International opfordrer regeringen til klart og utvetydigt at tage afstand fra ethvert samarbejde mellem PET og udenlandske efterretningstjenester i lande, der er kendt for at anvende tortur.

Lars Normann Jørgensen:

– Ved at acceptere en udveksling af efterretninger, der er fremkommet under tortur i et andet land, legitimerer den danske regering brugen af tortur udenfor Danmarks grænser i situationer, hvor det kan hjælpe det danske politis efterforskningsarbejde. Det er en form for “tortur-hæleri”, som er dybt problematisk, og det sår tvivl om det totale forbud mod tortur.

– Ministeren skaber et kunstigt hul i de internationale retsregler. Et hul, som de facto er i strid med konventionerne, og som betyder en accept af tortur under visse omstændigheder og dermed en åben dør for tortur under alle omstændigheder.

Han mener, at Lene Espersen med sine udtalelser benytter frygten til at styre den danske lovgivning og indirekte blåstempler visse landes fortsatte brug af tortur.

Samtidig stiller Amnesty International spørgsmålstegn ved regeringens reelle hensigter med at skrive et forbud mod tortur ind i den danske straffelov – som netop meddelt ved Folketingets åbning – når man med den anden hånd vil udveksle yderst tvivlsomme efterretninger fremkommet under tortur i andre lande.

– Det er dybt skuffende, at den danske regering på denne måde tilslutter sig de stærkt kritisable metoder i krigen mod terror, som USA har været drivkraften bag. Regeringen må tage klart afstand fra samarbejde med torturstater, og det vil klæde regeringen, hvis den i stedet udtrykker sin afsky for de lande, der fortsat benytter tortur under afhøringer, konkluderer Lars Normann Jørgensen.

Yderligere oplysninger hos presseansvarlig Ole Hoff-Lund, tlf. 33 45 65 55 eller
26 83 81 84