Verdens første og stadig førende dokumentationscenter og bibliotek for torturspørgsmål befinder sig i København og vil nu intensivere arbejdet for at levere information og litteratur om tortur til den danske og udenlandske offentlighed.
Dokumentationscenteret blev oprindelig skabt i 1987 i tilknytning til Rehabiliteringscenteret for Torturofre (RCT) på Rigshospitalet af læge Inge Genefke og bibliotekar Svend Bitsch Christensen. I 1997 overgik det til IRCT, det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, men er fra juli 2004 nu en del af RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, skriver RCT i en pressemeddelelse mandag.
De 2 anti-torturorganisationer, der begge er hjemmehørende i Borgergade i København, har netop – bistået af hoveddonoren, det danske udenrigsministerium – gennemgået en reorganisering af den indbyrdes arbejdsdeling, hvorefter RCT i endnu højere grad skal udvikle sig til et videns- og forskningscenter, mens IRCT især skal koncentrere sig om internationale opgaver som fortalervirksomhed.
Det internationalt anerkendte dokumentationscenter rummer i dag flere end 45.000 enheder omfattende først og fremmest bøger, rapporter og artikler, men også en samling af fotografier, tegninger og AV-materiale. Hovedparten er registreret i data-baser, som er tilgængelige på internettet via RCTs hjemmeside.
– Vi har en vigtig opgave med fortsat at understøtte forskning i Danmark og internationalt omkring tortur, men det er mindst ligeså vigtigt at stå til rådighed med baggrundsstof og informationer for journalister, sundhedsfagligt personale, studerende og i det hele taget enhver i både den danske og internationale offentlighed, der beskæftiger sig med problemet tortur, siger dokumentationscentrets leder, bibliotekar Sven-Erik Baun, og lægger til:
– Den grusomme tortur i de irakiske fængsler viser, at den opgave bliver stadig vigtigere. Jo mere begivenhederne omkring os sætter tortur og dens konsekvenser i fokus desto mere understreger det vigtigheden af oplysning og information
Bibliotekar Sven-Erik Baun står sammen med dokumentalist Ion Iacos og bibliotekar Kirsten Reimer for den daglige drift.
Danmark er internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur. Danske regeringer har diplomatisk arbejdet for, at forbudet mod tortur er blevet slået fast i FNs konvention mod tortur og danske menneskeretsforkæmpere indledte tidligt et behandlings- og rehabiliteringsarbejde for torturofre. Det blev siden fulgt op med forskning og dokumentation for også at forebygge tortur, slutter pressemeddelelsen fra RCT.
Yderligere oplysninger hos kommunikationskoordinator Tue Magnussen eller ledende bibliotekar Sven-Erik Baun, RCT, tlf. 33 76 06 00.