Året 2003 med Nepenthes (2)

Redaktionen

Uddrag af årsberetning 2003 for Nepenthes, aflagt for nylig på miljøorganisationens generalforsamling og med vægt på 3. Verdens-relaterede aktiviteter. Af tekniske årsager er årsberetningen gengivet i 2 dele.

DEL 2

Nepenthes projektafdeling gennemfører en række udviklingsprojekter i Mellemamerika, som næsten alle er finansierede af Danida. Omsætningen for projektafdelingen var i 2002 på ca. 8,5 mio. kr.

Danida gennemførte i 2003 en kapacitetsanalyse af Nepenthes med henblik på at vurdere foreningens kapacitet til at udføre flere projekter. Danidas konsulenter besøgte projekterne Miljøbevidstgørelse i Nicaragua og Bæredygtig turisme i Honduras, som begge fik godkendt en større bevilling senere på året, sidstnævnte med start i januar 2004.

Den samlede vurdering af Nepenthes viste, at foreningens projekter er relevante og velgennemførte, og at der er god sammenhæng imellem foreningens virke i Danmark og i u-landene. Danida ønsker fortsat at støtte foreningens arbejde.

Hvis foreningen ønsker at øge projektporteføljen yderligere, bør den især lægge vægt på at styrke kvaliteten i selve projektudviklingen, partnervalg og kvalitetskontrol, hvilket projektafdelingen nu er i gang med. I hele 2003 har afdelingen arbejdet intensivt på at videreudvikle procedurer, retningslinjer, forretningsorden og strategier.

Projektafdelingen bidrog i 2003 til debatter om dansk u-landsbistand gennem samarbejde med 92-gruppens Udvalg for miljø og bistand, Projektrådgivningen, Udenrigsministeriets Råd for internationalt Udviklingssamarbejde samt andre organisationer og bidrog med høringssvar til Danidas strategier.

Nepenthes deltog i ansøgningen til allianceprojekt Sustainability Watch sammen med WWF, IBIS og MS, som dog ikke blev godkendt i første omgang af Danida.

Der blev i 2003 oprettet en ny projektstyrelse med 4 eksterne medlemmer til at styrke foreningens faglige kapacitet på u-landsområdet.

Nepenthes repræsentation i Honduras har opbygget et tættere samarbejde med andre internationale donorer og NGOer i regionen. Især på FSC området er Nepenthes ved at blive kendt i landet og respekteret af organisationer og institutioner.

Nepenthes foranledigede i 2003, at der blev oprettet en FSC national arbejdsgruppe i Honduras med deltagelse af alle relevante aktører.

Beskrivelse af de konkrete projekter.

Bæredygtig skovforvaltning i Honduras, Bevilling: 3,65 mio. kr. Løbetid: Juli 2002 – oktober 2004

Projektet arbejder for at styrke en bæredygtig skovforvaltning i det nordlige Honduras. Som led i projektet vil flere kooperativers skovarealer blive FSC certificerede.

Hele produktionen fra skovning, transport og forarbejdning vil blive gennemgået og forbedret, og der arbejdes på at skabe øgede afsætningsmuligheder på såvel det lokale som det danske marked for partnerkooperativets træprodukter.

Projektet vil desuden finansiere en kampagne for bæredygtig skovforvaltning, der skal udføres af et skovbrugsnetværk bestående af offentlige myndigheder, private virksomheder, tømmerbranchen, undervisningsinstitutioner m.m.

Projektet har i 2002 fået rådgivning af en dansk FSC savværksekspert og en dansk møbelsnedker, og vores repræsentant i Honduras deltager aktivt i udførelsen af projektet.

Certificering for småskovbrugere i Honduras. Bevilling: 1 mio. kr. Løbetid: September 2003 – august 2005

Projektet har til formål at give småskovbrugere i hele den regnskovsdækkede del af Honduras mulighed for at deltage i og bidrage aktivt til udvikling af FSCs nationale retningslinjer i arbejdsgruppen i Honduras og samtidigt give dem bedre adgang til FSC certificering af deres tømmerproduktioner.

Undervisningsmateriale til forståelse for certificerings- og arbejdsprocesser er udarbejdede og træningen påbegyndt. Kvinder inddrages i beslutningsprocesserne i kraft af deres alternative produktioner (orkidéer, medicinplanter, palmefibre m.m.) og med henblik på at inddrage kønsaspektet i FSCs nationale retningslinjer.

Caguama, et bufferzone (stødpudezone) projekt. Bevilling: 4,9 mio. kr. Løbetid: Juli 2001 – august 2004

Partnerorganisationen FUCAGUA er medforvalter af de 2 beskyttede områder i hvis bufferzoner projektets retter sin indsats. Projektet arbejder sammen med lokalbefolkningen om bæredygtige skov- og landbrugsproduktioner kombineret med miljøbevidstgørelse.

Bønder og kvindegrupper trænes i bæredygtige produktionstekniker, der fremmer udbyttet pr. arealenhed, og dermed forbedrer den socioøkonomiske situation for husholdningerne.

Frivillige ungdomsgrupper arbejder med miljøaktiviteter, og undervisningsministeriet er nu med til at gennemføre et miljømodul i områdets folkeskoler. I 2003 er der arbejdet spredningseffekten af aktiviteterne. Danida er ansøgt om en fase 2 af projektet.

Miljøbevidstgørelse i Rio Platano: Bevilling: 3,25 mio. kr. Løbetid: Juli 2000 – november 2003

Formålet med projektet er at øge befolkningens miljøbevidsthed, bæredygtig produktion og forvaltning af naturressourcerne i bufferzonen til biosfære reservatet Rio Platano i Honduras samt kapacitetsopbygning af den lokale samarbejdspartner FRP.

Der er tale om et integreret miljøprojekt, som arbejder med støtte til ungdomsgrupper, miljøaktiviteter og studieture. Især bæredygtig kaffeproduktion er blevet styrket for at mindske trykket på naturressourcerne. Projektet sluttede i november 2003, og partnerorganisationen har fået midler fra en anden donor til at fortsætte projektaktiviteterne.

Opmærkning af skovområder samt Undersøgelse af økoturismepotentialet på nordkysten af Honduras

2 mindre projekter på henholdsvis 30.000 og 32.000 US dollar er blevet bevilliget af CIDA (Canadian International Development Association) til at støtte op om projekterne til Bæredygtig skovforvaltning og Bæredygtig turisme i Honduras.
Det er Nepenthes hensigt, at en større del af udviklingsprojekterne med tiden skal finansieres af andre donorer end Danida.

Kollektiv ejendomsret for Embera og waunaan indianere i Panama, Bevilling: 13,6 mio. kr. Løbetid: Januar 1998 – juni 2004

Sammen med partneren, indianerorganisationen Fundacion Dobbo Yala, arbejder Nepenthes for at få indført kollektiv ejendomsret for indfødte folk i Panamas lovgivning. Hensigten er, at indianere, som bor uden for reservaterne, kan få retten til den jord, de bor på og lever af.

Projektet har et lovforslag til førstebehandling i parlamentet, formuleret af den lokale partner sammen med embera og wounaan indianerne. Lovforslaget har været høring i de offentlige institutioner og gik igennem til andenbehandling, men meget aktiv modstand fra især ét parlamentsmedlem har trukket processen ud.

Projektets anden komponent har med succes udviklet bæredygtige produktioner, der kombinerer indianernes egne dyrkningsmetoder med vestlige og giver en indtjening som alternativ til at fælde skoven. En solid kvindegruppe arbejder på dette. Projektet evalueres eksternt i januar 2004. Danida vil blive ansøgt om en fase 3.

Styrkelse af Naso-indianernes rettigheder i Panama. Bevilling: 1 mio. kr. Løbetid: Juli 2002 – juni 2004

Nepenthes partner, Fundacion Dobbo Yala, har udarbejdet og indsendt et lovforslag til parlamentet for at få legaliseret Naso indianernes territorium i det nordøstlige Panama. Indianernes ledere deltager i møder og debatter med de offentlige myndigheder.

Lovforslaget har været til høring i de offentlige institutioner og er nu i andenbehandling. Territoriet er opmærket og konflikter langs grænserne er løst. Staten har sat udstedelse af skøder i grænseområderne i bero, indtil parlamentet har truffet sin beslutning. Lovforslaget forventes vedtaget inden parlamentsvalget i maj 2004.

Miljøbevidstgørelse i Nicaragua, 2. fase. Bevilling: 10,5 mio. kr. Løbetid: September 2003 – august 2007

2. fase af projektet i bufferzonen til nationalparken Indio Maiz blev bevilget i 2003. Miljøundervisningen på skolerne overdrages langsomt til undervisningsministeriet, som deltager stadig mere aktivt og også overtager monitoreringen. Skolebestyrelserne bakker kraftigt op.

Metoderne har bidraget til indførelsen af miljøundervisning på alle landets skoler. Ungdomsgrupper styrker sammenholdet gennem sport, folkedans og teater, og arbejder samtidigt for at forbedre miljøet i deres landsbyer og i kommunen.

Affaldsindsamling er ved at blive gennemført. I 2. fase vil ungdomsgrupperne arbejde med bæredygtige produktioner som alternativ til forældrenes landbrugsproduktioner for at give de unge, der har gået i skole og ikke vil være bønder, mulighed for en indtjening i området. Dette er endnu i sin opstart.

Nepenthes Nature Tours (NNT)

Nepenthes Nature Tours sendte 56 frivillige afsted til Latinamerika i 2003, fordelt med 2 til Panama, 22 til Ecuador og 32 til Costa Rica.

I forbindelse med en evalueringsrejse til vores samarbejdslande blev også Guatemala besøgt, og samarbejdsaftaler blev udformet med en sprogskole og 2 projekter i landet, så de kommer på programmet fra 2004.

På kontoret i Århus var der indtil september en person ansat i 8 timer om ugen til at stå for administration, hvorefter yderligere en person blev ansat i 7 timer om ugen.
En frivilliggruppe i tilknytning til kontoret i Århus har vist stort engagement i forbindelse med mange opgaver, bl.a. udformning af NNTs nye folder, T-shirt samt hjemmeside, www.naturetours.dk.

NNT har holdt sammenlagt ca. 12 informationsmøder i Århus og København, henvendt til kommende frivillige og andre interesserede. NNT kom ud af 2003 med et netto overskud på 24.050,-

Oplysning

Skov og Folk udkom som vanligt 4 gange om året. I hvert nummer bragtes en artikel med tilknytning til Nepenthes 20-års jubilæum. I sidste nummer var som noget nyt indsat afriveligt girokort til decemberindsamlingen. Alle numre blev trykt på FSC-papir.

Nepenthes Forlag udgav elevbogen “I skovenes Verden”, der er den første bog i Danmark trykt på FSC-certificeret papir, med tilhørende lærervejledning og en video ” På kanten af regnskoven”. Begge distribueres i samarbejde med Geografforlaget.
Nepenthes webshop blev opdateret og alt materiale fra gratis plakater, foldere og bøger er nu lagt på.

Nyhedsliste og hjemmeside

Nepenthes nyhedsliste bruges til at udsende relevante nyheder, debatoplæg og lignende. Listen blev brugt ca. 10 gange i 2003. Listen tæller ca. 570 politikere, embedsmænd, journalister og andre med interesse i natur og miljødebatten.
Yderligere blev der på offentliggjort et tilsvarende antal rapporter, debatindlæg mm.

Pressearbejde

Nepenthes opnåede igen i 2003 god pressedækning på en række mærkesager. Især lanceringen af tropetrae.dk, skovloven, naturskovsfældningen på Sydsjælland, skovcertificeringen i Honduras kan nævnes. En række læserindlæg blev bragt i de landsdækkende dagblade. Et længere TV indslag blev bragt i på TV2 Lorry med regnskovsopkøbet i centrum.

Netværk, firmasamarbejde og andre organisationer

Samarbejdet med Merkur Bank fortsatte i 2003. Nepenthes Naturkonto bidrog til Nepenthes arbejde med 22.800 kroner, hvilket ca. er en firdobling i forhold til 2002. I alt har 79 personer oprettet en Naturkonto.

Nepenthes fortsatte samarbejdet med COOP. Der blev atter udført en rapport om bananplantagedriften i Costa Rica. Rapporten offentliggøres i 2004.

Sekretariat

I bestræbelserne på at rette flest mulige ressourcer mod at opfylde foreningens formål tilstræber ledelsen i Nepenthes løbende at holde drifts- og administrationsudgifter på et minimum.

Der har derfor igen i 2003 været fokus på at bringe udgifterne til drift ned. Øget udlejning af lokaler og en række mindre besparelser har samlet set medført markante besparelser. Omlægning fra fuldtidssekretariat til deltid blev indledt i 2003, men bliver først endeligt gennemført i 2004. Driften på sekretariatet forløb regelmæssig i 2003.

Økonomi

Omlægningen fra primært at være finansieret af offentlige midler, til at være finansieret af medlemmer og private donorer er nu fuldstændig gennemført. Ledelsen har stabiliseret medlemsgrundlaget og bygget foreningens drift op efter dette grundlag.
Driftsresultatet for 2003 viser et overskud på 16.000 kroner.

Ledelsen arbejder aktivt på at bibeholde og øge antallet af medlemmer. Overskuddet forventes at stige i 2004 og egenkapitalen vil blive bragt på et acceptabelt niveau de kommende år.

SLUT på del 2