30 repræsentanter fra en bred vifte af de mindre danske u-landsforeninger mødtes lørdag den 19. november i Århus Studenterhus til Minipulje-workshops for at udveksle erfaringer fra deres projektarbejde.
Af Mikkel Møldrup-Lakjer, NGO-aktivist, Projektrådgivningen
Hvordan undgår vi, at u-landsbistanden bliver til skrivebords-projekter, som de fattige ikke har indflydelse på? Hvordan kan de fattige komme ud af fattigdomsfælden, så de kan fortsætte arbejdet, når projektet er slut og pengekassen smækkes i? Ja, hvornår er et u-landsprojekt i det hele taget en succes – og hvordan måler vi det?
Det var spørgsmål, som blev diskuteret, da Projektrådgivningen for 6. gang havde indkaldt til Minipulje-workshop i den gamle toldbodsbygning ved Århus Havn.
Det øgede fokus på det ligeværdige partnerskab mellem NGOer i nord og syd og på organisationsudvikling og fortalervirksomhed for de fattiges rettigheder stiller de danske NGOer over for nye udfordringer.
I stueetagen satte en gruppe deltagere fokus på tilrettelæggelsen af projektarbejdet i lande, hvor den danske NGO ikke selv har noget kontor, mens en anden gruppe arbejdede med formuleringen af mere præcise succeskriterier for projektarbejdet. På første sal sad en tredje gruppe med udsigt over Århusbugten og fremlagde sine visioner for styrkelse af bæredygtigheden i udviklingsarbejdet.
En af deltagerne var Ole Riis fra Dansk Vietnamesisk Forening, som var kommet for at fortælle om foreningens arbejde, men også for at lytte. Kunne han nikke genkendende til erfaringerne fra de andre foreningers projekter?
– Både ja og nej. Nogle NGOer arbejder med store regionale netværksprojekter, og det ligger langt fra vores tilgang, der består i pædagogisk-psykologisk arbejde med børn i små grupper. Men selv NGOer, der arbejder i helt andre dele af verden end os, har nogle ideer som vi gerne vil lære af og bruge. F.eks. ideer til hvordan vi kan knytte praktikanter eller frivillige til vores projekter, siger Ole Riis.
Workshoppens deltagere kommer fra foreninger, som gennemfører udviklingsprojekter med bevilling fra Minipuljen, der administreres af Projektrådgivningen i Århus. Hvert år indsender foreningerne de skriftlige statusrapporter, som fortæller, hvordan det går med at opfylde de fastsatte mål i projektbeskrivelserne som de er forpligtede på.
På Minipuljeworkshopen handler det derimod ikke om kontrol af projektarbejdet, men om læring. Her aflægger organisationerne ikke rapport til donoren der har bevilget pengene, men til hinanden. Denne utraditionelle afrapporteringsform er formuleret som et krav, således at alle organisationer med bevilling fra Minipuljen deltager en gang årligt.
– Afrapportering består normalt i at man indsender en rapport til nogle konsulenter på et kontor, som så svarer tilbage med et brev efter nogen tid. Men ved den mundtlige erfaringsudveksling får man umiddelbar respons fra andre som sidder med tilsvarende problemer, siger NGO-Konsulent Søren Asboe Jensen fra Projektrådgivningen.
Den idé synes Ole Riis er så god, at den fortjener større udbredelse: – Det burde overvejes om mundtlig erfaringsudveksling som afrapporteringsform ikke også kunne bruges i andre sammenhænge, f.eks. hos NGOer med enkeltbevilling fra Danida.
Søren Asboe Jensen ser også en anden fordel ved denne form: – Vores erfaring er at deltagernes forberedelse af det mundtlige oplæg giver dem anledning til at standse op og reflektere over deres projekt på en anden måde end når de indsender den skriftlige rapport.
Det er Antonio Ugaz Cruz fra Mellemamerika Komiteen enig i: – Jeg synes det er godt, at man skal komme, selv om det kan være svært at finde tid til det hele i en frivillige organisation. Når man skal fortælle andre om sit projekt, får det én til at tænke grundigt igennem, hvad der er sket, og hvad man har lært. Ellers kan man jo godt have tendens til bare at ville glemme sine fejl, siger han.
Han var kommet for at fortælle om gode og dårlige erfaringer fra et projekt som skal forbedre tekstilarbejdernes rettigheder i Mellemamerika, og det havde ført til en udbytterig diskussion: – Jeg har lært at man ikke helt kan undgå at begå fejl, men at man kan minimere problemerne med en god planlægning. Nu er min udfordring at finde ud af hvordan jeg kan dele min viden med de andre i min egen forening.
Søren Asboe Jensen håber at workshoppen kan give projekterne en bedre forankring i foreningerne: – Projektarbejdet bliver i nogle foreninger koncentreret om for få personer. Ved workshoppen lægger vi derfor vægt på, at det i princippet er hele foreningens ansvar at redegøre for sit projekt. Det skal ikke bare være den eller de personer der “fandt på” projektet, der møder op hver gang. På den måde kommer flere i foreningen til at føle ansvar for projektet.
På de første års workshops fortalte deltagerne om deres projekter i et bredt perspektiv. Siden har workshoppen fået en mere fokuseret form hvor temaerne er udvalgte, så både foreninger der for nylig har taget fat på projektarbejdet, og organisationer med længere erfaring kan få noget med hjem.
Ole Riis er ikke i tvivl: – Det er en fantastisk styrke det giver at møde de andre organisationer, for de har masser af erfaringer at fortælle om. Lige nu sidder jeg med 120 ideer til nye ting at lægge i projektarbejdet. Jeg ville gerne bruge endnu mere tid på denne slags udveksling – et weekendkursus ville ikke være for meget, slutter han.
Læs mere om Minipuljen på www.prngo.dk
