Samvirket af små og mindre NGOer, Projektrådgivningen med sæde i Århus, skal have nyt navn. Derfor beder man nu medlemmerne om at komme med forslag til, hvad “Projektrådgivningen” skal hedde i fremtiden, fremgår det af sammenslutningens seneste elektroniske nyhedsbrev onsdag.
For at sætte gang i processen har man udskrevet en konkurrence. Hvis processen ender med, at der på årsmødet i april bliver vedtaget et nyt navn til “Projektrådgivningen”, vil den organisation som forslaget er stillet af få gratis medlemsskab af Projektrådgivningen i 2008.
Så fat pennen og indsend dit forslag til nyt navn til [email protected], mærket “nyt navn”, hedder det
Styregruppen og Sekretariatet har sendt følgende brev til medlemmerne:
Kære medlemmer i ”Projektrådgivningen”
Ja, du ved nok, hvem du har fået brev fra. Men siger navnet projektrådgivningen egentlig hvem vi er? Det synes vi ikke i styregruppen. På seneste årsmøde drøftede medlemsorganisationerne kort emnet og blev enige om, at et nyt navn måske er en god idé. For at finde et nyt navn spørger vi eksperterne til råds – og derfor kære medlemsorganisationer: I skal være med til at bestemme hvad skal vi hedde.
Hvem er vi? – Find et dækkende navn
”Projektrådgivningen” er en sammenslutning af pt. 225 organisationer. De fleste er baseret på frivillig arbejdskraft, nogle på en eller anden grad af ansættelser til at udføre arbejdet.
Arbejdet, vi er fælles om at udføre på hver vores helt egen måde, er at forsøge at forbedre forholdene for folk i Syd, som har vores sympati af en lang række forskellige grunde. Vi er fælles om ikke blot at se til, at folk forbliver i fattigdom. Vi tager det menneskelige eller moralske ansvar på os og handler ud fra det.
Vores motivation henter vi mange steder. Måske er det fordi det er skæppehyggeligt at vi lægger så mange frivillige timer i arbejdet. Måske er det fordi det drejer sig om folk vi kender. Måske er vi drevet af stor social indignation eller noget helt fjortende.
Alt vores arbejde og engagement dækkes ikke af navnet ”Projektrådgivningen”.
Styrket fællesskab
De senere år er vi som forening blevet styrket. Vi er blevet flere, vores gennemslagskraft større, vores interne fællesskab stærkere, og vores samarbejde udadtil er også i vækst.
Til at støtte os har vi et stærkt og dygtigt sekretariat. De rådgiver os om projekter (nå ja, her er navnet så meget godt), om at udvikle partnerskaber og om vores egen og vores partneres organisationsudvikling.
De laver spændende kurser i alt der har at gøre med at være frivillige, være organisationer, at arbejde med u-landsbistand, med udvikling generelt og de fungerer som netværkskatalysator imellem vores organisationer, til det øvrige ulandsmiljø og til omverdenen.
Det er indlysende at ”Projektrådgivningen” ikke er dækkende for al denne aktivitet.
Tydelig afsender
I takt med at vi bliver mere kendte og respekterede, og tager vores opgave som fælles formidlere af vores eget arbejde mere seriøst, bliver det stadigt vigtigere at omverdenen genkender os. Så snart de ser vores navn, skal de modtage et tydeligt signal om hvem der er afsender og hvad vi står for.
Vi ønsker at få et navn, der afspejler mangfoldigheden i vores aktiviteter, og tydeligt signalerer de mange områder vi arbejder indenfor. Navnet skal blandt andet:
– Give en klar ide hvem afsenderen er og hvad vi laver
– Fungere i u-landsmiljøet som et stærkt signal om, at vi er en medspiller
– Fungere i sammenhæng med en pressemeddelelse
– Kunne oversættes til og bruges på engelsk
– Gerne kunne suppleres med ”Foreningen” og ”Sekretariat” til de situationer hvor det er nødvendigt at skelne
– Være velklingende og brugbart i dagligdagen
Det skal signalere:
– Folkelighed
– Udvikling
– Saft og kraft
– Handling
– Troværdighed
– Solidaritet
– Dialog
– Forskellighed og tolerance
– Mangfoldige ideer
– Fælles fodslav
Navn og værdigrundlag
Samtidigt med processen med at definere et nyt rammende navn for foreningen er Projektrådgivningens værdigrundlag også under revision. Idet navn og værdigrundlag bliver revideret samtidigt er det hensigten at der skabes en sammenhæng, og at de 2 processer gensidigt forstærker hinanden.
I det reviderede udkast til værdigrundlag er der inspiration at hente i forhold til hvordan medlemmerne ser på foreningen. Navneskiftet skal sammen med det nye værdigrundlag være brændstof i den udvikling foreningen løbende gennemgår.
Vær med i konkurrencen om det nye navn! – Planen er følgende:
Indtil den 10. april klokken 12.00 har I mulighed for at indsende forslag til et nyt navn til [email protected] . Meddelelserne skal mærkes ”forslag til nyt navn”, og I skal skrive hvilken organisation I er fra, samt jeres navn.
Når vi har modtaget alle indkomne forslag vil ”navneudvalget” indstille egnede forslag til Styregruppen, som vil udvælge et eller flere forslag, der vil blive stemt om på Projektrådgivningens årsmøde.
Hvis et af forslagene bliver vedtaget på årsmødet, præmieres den organisation der stiller forslaget, med gratis medlemskab af foreningen i 2008 og en stor ære J.
Så fat pennen, diskuter hvilken forening I er medlem af på jeres næste medlemsmøde, indkald til brainstorms, udskriv en intern konkurrence, find det gode navn og send jeres forslag til os! slutter brevet