I første ansøgningsrunde for Minipuljen i 2008 med frist 2. januar blev der modtaget i alt 31 ansøgninger og det samlede ansøgte beløb var på 30,2 mio. kr.
Niveauet er lidt under antallet af ansøgninger i de seneste minipuljerunder, skriver puljens administrator, Projektrådgivningen i Århus, i sit seneste elektroniske nyhedsbrev
Ansøgningerne fordeler sig på:
Afsluttende projektformuleringer: 4, med samlet ansøgt beløb på kr. 200.000.
Partnerskabsaktiviteter: 3, med et samlet ansøgt beløb på omkring kr. 810.000.
Mindre projekter (under 400.000): 10, med samlet ansøgt beløb på kr. 3,6 millioner.
Mellemstore projekter (400.000-1 mio.): 4, med samlet ansøgt beløb på kr. 3,0 millioner.
Store projekter (1 – 3 mio.): 10, med samlet ansøgt beløb på 22,6 millioner kr.
Der er i denne runde ingen ansøgninger til mini-netværkspuljen.
Næste ansøgningsfrist tirsdag d. 1. april kl. 12.00
Service-eftersyn af minipuljens bevillingsprocedurer igangsat
Minipuljen er vokset betydeligt i de seneste år og samtidig er ansøgningsloftet hævet fra 1 til 3 millioner. I samme periode er bevillingsgruppen udvidet fra 5 til 7 personer, for at kunne behandle det voksende antal ansøgninger.
Der er i perioden indført flere redskaber i bevillingsgruppens arbejde – f.eks. brug af uddybende spørgsmål til ansøger, screening af store ansøgninger på ambassaderne mv. – som et led i at tilpasse minipuljens procedurer og bevillingspraksis til den fortsatte vækst.
På trods af disse tiltag viser feedback fra ansøgere og rådgivningsforløb, at der er behov for at tage en drøftelse af praksis. Således har Bevillingsgruppen og Projektrådgivningens konsulenter mærket de første symptomer på vokseværk i systemet i form af flere kritiske kommentarer fra brugerside, samt interne drøftelser omkring den faglige vurdering af ansøgninger.
I en foreløbig analyse er væsentlige problemfelter blevet identificeret:
– Flere kritiske kommentarer og ufrugtbare rådgivningsforløb efter afslag.
– Tendenser til uensartethed i vurderingspraksis.
– Behov for en præcisering af fagkonsulentens mandat og rolle.
– Behov for at se på legitimitet af system og afgørelser.
På den baggrund har Projektrådgivningen valgt at bede ekstern konsulent Lisbet Fich om at gennemføre en proces henover foråret, hvor man dels får analyseret problemerne og deres mulige årsager, dels kommer med konkrete løsninger. Løsninger der kan fremtidssikre minipuljens procedurer, og også tage hensyn til eventuelle justeringer som følge af den opdaterede civilsamfundsstrategi.
Det overordnede formål med opgaven er at sætte Projektrådgivningen i stand til at justere det bevillingsmæssige set-up for Minipuljen ud fra kriterier om, at det skal være bæredygtigt, fremtidssikret og have en bred legitim basis blandt medlemmer, brugere og Danida.
Første skridt for konsulenten har været at holde en problemafklarende workshop med deltagelse af Projektrådgivningens styregruppe, bevillingsgruppen og sekretariatet. På baggrund af denne workshop, vil konsulenten foreslå et proces forløb, som skal sikre inddragelse af brugere og relevante parter omkring minipuljen.
Når det nærmere forløb er på plads vil særlig side for dette “service eftersyn” blive etableret på Projektrådgivningens hjemmeside www.prngo.dk