Ny årlig gennemgang: Hvad kommer der ud af Minipuljens projekter?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Minipuljen for mindre projekter i u-landene har nu eksisteret i 6 år og ganske mange projekter og partnerskabsaktiviteter er afsluttede.

Men hvad er der kommet ud af aktiviteterne? Hvordan har de været med til at styrke civilsamfundet i u-landene?

For at få svar herpå har Projektrådgivningen i Århus igangsat et studie, der ser nærmere på de afsluttede projekter samt på nogle af de ansøgninger, som i sin tid blev afslået, fremgår det af Projektrådgivningens seneste elektroniske nyhedsbrev.

Det er hensigten, at studiet i fremtiden skal gennemføres hvert år. Dette første studie ser på bevillinger godkendt fra maj 2002 til januar 2004, som alle er afsluttede i dag.

Studiet kommer til at indeholde 3 elementer:
– Som første trin har Projektrådgivningen (et samarbejdsforum for små og mindre NGOer) analyseret alle periodens 121 ansøgninger, hvoraf 60 er godkendte.
– Næste skridt bliver uddybende interviews med et repræsentativt udvalg af foreninger om erfaringerne med gennemførelsen af bevillingen.
– For det tredje ses der også på 10 afviste ansøgninger for at finde ud af, hvad der siden er sket med initiativet.

Resultatet af studiet kommer ud i en sammenfattende rapport, som dels skal bruges til at give omverdenen en vurdering af Minipuljens effekt, dels benyttes af organisationer, der er i gang med at søge eller gennemføre projekter.

Dette initiativ har intet med et sideløbende aktuelt serviceeftersyn af Minipuljen at gøre (se neden for), men er en del af den systematiske opfølgning, Projektrådgivningen i fremtiden ønsker at lave på Minipuljen.

Serviceeftersyn af Minipuljen er i gang

Projektrådgivningen satte i januar 2008 et serviceeftersyn i gang med det formål at justere det bevillingsmæssige set-up for Minipuljen ud fra kriterier om, at virksomheden skal være bæredygtig, fremtidssikret og have en bred legitim basis blandt medlemmer, brugere og Danida.

Serviceeftersynet udføres af konsulent Lisbet Fich fra Konsulentnetværket frem til 1. maj 2008 og består af 2 hovedforløb:

– Analysedel, hvor relevante interessenter vil blive hørt. Denne del forventes afsluttet i begyndelsen af april.
– Etablering af mulige løsningsmodeller for en fremtidig opbygning. Denne del vil foregå i slutningen af april.

Det er Projektrådgivningens styregruppe der, baseret på ovenstående proces, vil foretage den endelige beslutning om fremtidigt set-up.

Forløbet kan løbende følges på www.prngo.dk
Her kan man også læse arbejdsbeskrivelse for serviceeftersynet.