Som led i Projektrådgivningens kampagne “Der skal folk til”, har folk fra folkelige u-landsforeninger sendt spændende, rørende og oplysende historier fra deres arbejde i Danmark og i u-landene til Projektrådgivningen i Århus, der står for kampagnen.
Her er en af dem:
Af Sarah Wolf
17 år, ungegruppen Slænget, Tarup Ungdomsskole / Ungdomsringen
Efter lang tids kørsel i en nedslidt lastvogn er vi ved center-pointet Arimet, der er én af 8 center-points, som ligger uden for byen Isiolo i Kenya. Her bliver vi budt velkommen af stammefolket med sang og tilhørende dans, og da sangen slutter,
begynder vi i stedet at synge for dem. Jeg opfattede det som måden at sige hej på.
Efter dette scenarie vises vi hen foran en lille lerhytte. Jacob og Allan får en skammel, mens os piger får lov til at stå ved siden af. Her er det, som det engang var i lille Danmark, mændenes rang er langt højere end kvindernes.
Alle landsbyboerne sætter sig ned på jorden foran hytten. Børnene, de unge og bedsteforældrene. Forældregenerationen er der ikke rigtig, de er formodentlig døde af aids.
En mand, som jeg går ud fra er overhovedet for stammen, begynder at snakke. Han fortæller os om livet i landsbyen, og om hvordan de overlever her på savannen.
– Kvinderne går hen til bjergene hvor der vokser træer, siger han og peger over mod bjergene. Vi kigger i den retning, han peger. Bjergene er langt væk – det må tage flere timer for kvinderne at gå derhen!
Han fortsætter: – Her hugger de grene af, hvorefter de kommer tilbage til landsbyen for at brænde grenene til trækul. Efter det går de så ind til Isiolo, hvor de prøver at sælge dem.
”Hold da op”, tænker jeg. “Går de hele vejen ind til Isiolo? Det har lige taget os halvanden time at køre i bil herud!”
Han fortæller, at kvinderne ikke altid får solgt noget, så må de bare gå hjem igen. Barske vilkår.
Han beretter om de forhindringer, de hver dag møder, hvoraf den største er manglende vand. Der er ikke mulighed for at grave en brønd, og det regner sjældent. De har fået nogle afgrøder af “Wind of Hope in the Desert”, vores samarbejdsorganisation i Kenya, men de er udtørret nu.
Hvis de kunne, ville de plante rigtig meget for at føde landsbyen. De er villige til at arbejde hårdt for at få en høst, men grundet manglende vand og forstyrrelse af vilde dyr, er dette ikke muligt. Hvis markerne kommer for langt ud på savannen, vil de vilde dyr æde afgrøderne.
En ældre man bliver hevet frem, hans arm er helt tynd fra albuen og ned til håndleddet. Overhovedet fortæller, at det er et skud, der blev affyret af militæret. Det tager ofte ud på savannen for at øve sig i at skyde, men vil ikke tage hensyn til, at der bor mennesker.
Sådan bliver overhovedet ved med at fortælle om landsbyens problemer. Jo mere han snakker, desto mere forstår jeg de fortvivlede udtryk, der sidder som brændt fast i landsbyfolkenes ansigter. Selv om det er brændende varmt, får jeg kuldegysninger. Konstante kuldegysninger.
Gid der kunne gøres noget! Gid vi kunne tage dem alle sammen med til Wind of Hope, så de kunne få en fremtid! Heldigvis får vi fortalt, at nogle af de unge fra Arimet er kommet ind til Khadija, lederen af vores samarbejdsorganisation. Men det er langtfra nok.
Jeg får det pludselig dårligt. Får kvalme. Jeg tror, det er en blanding af varmen, overhovedets ord, børnenes bare fødder og manglende tøj, deres øjne, der gennemborer mig, min fortvivlelse over den vestlige verdens manglende indsats i u-landene.
Jeg bliver helt flov over at have så mange penge, komme til et så ludfattigt sted som dette og høre på snakken om overlevelse på savannen, når det eneste, jeg kan, er at se dum og medlidende ud! Og når besøget er forbi, kan jeg sætte mig op på taget af lastvognen med følelsen af intet at have gjort for at hjælpe disse mennesker.
Om aftenen på hotellet tænker jeg videre over dagens oplevelser. Jeg bliver enig med mig selv om, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. Vi kan ikke redde hele verden. Det ved jeg godt.
Det kom bare som et chok, at folk kan leve under så trange vilkår. Jeg synes i forvejen, det er hårdt nok at arbejde med de unge i Wind of Hope, men de har dog noget bedre vilkår end dem i Arimet.
Lige før jeg falder i søvn, kommer jeg frem til at jeg blot er glad for, at jeg er med i Slænget. Jeg ved, vi gør en forskel for de unge i Wind of Hope. Men jeg ved også, at de folk, jeg mødte i dag, har brug for vores hjælp.
Derfor sætter jeg mig som mål, at når vi kommer hjem til Danmark igen, vil jeg gøre en langt større indsats for at gøre folk bevidste om levevilkårene i Den 3. Verden. Og gøre dem opmærksomme på, at de skal hjælpe dem til et bedre liv.
Jeg vil kunne vende tilbage en dag og se dem i øjnene, uden at få kvalme og dårlig samvittighed.
Yderligere oplysninger om kampagnen hos Nicolai Houe, kampagnekoordinator “Der skal folk til” web: www.derskalfolktil.dk
Projektrådgivningen, Klosterport 4A, 3. sal, 8000 Århus C, Tlf: 86 12 03 42,
Fax: 86 12 03 43, E-mail: [email protected]
