“Det bedste var, da mine naboer samlede sig rundt om mig for at se, at jeg tog billeder af mine børn”, siger Esther Moiwa, 26 år og alenemor til 3 børn.
Under en rejse til Sierra Leone i sommer blev 15 skrædderkvinder introduceret til digitalkameraer og fotografiets verden. Det er da kommet en spændende fotoudstilling ud af, som fra tirsdag den 6. oktober kan ses på Cafe Retro i Knabrostræde 26 i Københavns centrum, skriver foreningen “The Kono Busness” på sit website.
Formålet med at give kvinderne et digitalkamera i hånden var at give dem en anderledes oplevelse og en følelse af, at de også kan tage billeder, selv om dette erhverv i høj grad er præget af mænd i det vestafrikanske land, der er kaldt verdens fattigste.
Og det mener projektleder Anni Lyngskær lykkedes: – Kvinderne var ellevilde for at fotografere. De knipsede løs, og det gik hurtigt op for dem, at det var meget nemmere, end de selv troede. De 25 billeder er valgt ud fra over 1.000.
Kvinderne er ikke bare tilfældige kvinder, men en del af et nystartet busineskoncept, der hedder The Kono Business. De kvindelige fotografer er til daglig skræddere og syer produkter som kaffehætter og computertasker, der bliver solgt på Cafe Retro.
– Vi ønsker at hjælpe disse kvinder til at få en indtjening og samtidig også uddanne dem, så de på længere sigt bliver i stand til at åbne deres egen forretning på lokale vilkår, forklarer Anni Lyngskær.
Selv om kvinderne ikke lærer at drive forretning af at fotografere, er fotoprojektet vigtigt fordi, det har givet kvinderne en succesoplevelse. – Det var første gang de holdt et kamera i hånden, og alle gav udtryk for, at det var meget spændende for dem at prøve, fortæller Anni Lyngskær.
På dansk plan er der selvsagt også en mening med det hele. 25 udvalgte billeder taget af 5 kvinder er nemlig blevet til den udstilling, som fra tirsdag og måneden ud kan ses på 1. sal på Cafe Retro. Og det er kvinderne i Sierra Leone glade for:
– Jeg vil gerne vise andre, hvordan jeg lever, og hvordan jeg kæmper for at mine børn får en god opvækst, hvor der er mad nok, og de kan komme i skole. Jeg håber, at disse dårlige levevilkår bliver bedre i fremtiden, fortæller Esther Moiwa – alenemoderen til 3 børn.
Projektet er støttet af Projektrådgivningen i Århus.
Yderligere oplysninger hos Anni Lyngskær, e-maill [email protected] og tlf. 51 90 09 89.
Se også u-landsnyts kalender under dato 15.10.09