11 folkelige organisationer i det danske u-landsmiljø er bestemt ikke udelt begejstrede for et bebudet nyt institut, der bl.a. skal kanalisere u-landsmidler til samvirker mellem danske politiske partier og partier i Den 3. Verden.
Instituttet er indeholdt i et lovforslag fra VK-regeringen og ventes at hente betydeligt flertal i Folketinget.
Samtidig er NGOerne irriterede over, at de kun har fået få dage til at indgive et høringssvar til Danida om instituttet – og oven i købet fik afslag på at få fristen forlænget med 2 dage.
Det fremgår af høringssvaret, der gengives her i sin helhed som DOKUMENT.
(afsendt mandag den 8. februar 2010)
—————
NGO-forums bemærkninger til Udkast til lov om etablering af Institut for Fler-partissamarbejde
Indledningsvis skal det påpeges, at en høringsfrist på 6 dage inklusiv en weekend (reelt 4 arbejdsdage) er en urimelig kort frist, der giver demokratiet ringe vilkår. Vi bad om 2 dages forlængelse af høringsfristen, så vi kunne nå en ordentlig drøftelse i vores respektive organisationer, men det blev afslået.
Hvis man ønsker en seriøs behandling af det fremsatte forslag, bør man vælge en anden fremgangsmåde i fremtiden. NGO-forum har drøftet lovforslaget på vores ordinære møde i det stående udvalg og på trods af denne meget korte frist har de nedenfor angivne NGOer tilsluttet sig følgende bemærkninger til lovforslaget:
NGO-forum finder det grundlæggende positivt at inkludere politiske partier i demokratiudvikling, men desværre lægger forslaget ikke op til en bredere funderet demokratistøtte, som man så det i den tidligere demokratifond.
At styrke dansk demokratistøtte i udviklingslandene er et godt formål, men det havde været ønskeligt om strategien ”Democratization and Human Rights for the Benefit of the People”, specielt afsnittet om ’Promoting Democratic Political Processes’ i højere grad havde haft afsmittende virkning på lovforslaget.
Vi finder ikke, at lovforslaget lever op til ånden i strategien, hertil er rammerne for instituttets arbejde for snævre og ufleksible, ligesom kapacitetsopbygningen af politiske partier har fået en alt for stor vægt i forhold til kapacitetsopbygningen af demokratiske institutioner generelt.
Derudover mangler der overvejelser om sammenhæng og mulige uoverensstemmelser mellem lovforslaget og civilsamfundsstrategien.
1)
I modsætning til strategien ”Democratisation and Human Rights for the Benefit of the People” rummer lovforslaget ingen henvisning til, at demokratisering også indebærer forståelse for internationalt samarbejdes forpligtelser og rettigheder.
Ikke mindst menneskerettighederne er her centrale, og der burde være særlig understregning af, at multilateralt samarbejde og især FN er et fokusområde i demokratiprocessen. Dette er en ’key message’ i strategien (side 4). Men også regionalt politisk samarbejde burde nævnes.
2)
Det er et selvstændigt formål at udføre projekter som retter sig imod parlamenter, som formidlere af den demokratiske proces, men lovforslaget fokuserer helt overvejende på de politiske partier, og nævner overhovedet ikke parlamenterne – i øvrigt i modsætning til strategien, f.eks. side 23:
’Support parliamentary development as a key domestic mechanism and ensure that parliamentary strengthening is addressed in Danish support and political dialogue’. Muligheden for støtte til kapacitetsopbygning af parlamenterne, evt. via twinning-processer, bør fremgå direkte af teksten.
3)
Forslaget til fordeling af instituttets tilskudsmidler (jævnfør alm. bemrk. sidste afsnit) er en urimelig spændetrøje for instituttets bestyrelse. Det må være kvaliteten af projektforslagene, som er afgørende og ikke firkantede procentfordelingskriterier, som ingen på nuværende tidspunkt har erfaringer med.
Specielt er forslaget om faste fordelingsregler mellem Folketingets partier til ’søsterpartistøtte’ en meningsløs allokeringsmekanisme så længe man ikke har erfaringer på området og ikke har angivet en definition af ’søsterparti’. Det er også tvivlsomt, om en sådan støtteform er forenelig med Paris Declaration / AAA principper[1][1].
4)
Generelt bør det overvejes, om støtteformen ’søsterpartistøtte’, er forenelig med princippet om ’tilpasning’ (alignment) og om at undgå parallelle donorstøttesystemer, som præciseret i Paris Declaration. Faren for, at støtten opfattes som politisk indblanding, er også nærliggende. Hvis man fastholder begrebet ’søsterpartistøtte’ i lovforslaget, bør man forankre implementering og regeldannelse i Folketingets Præsidium.
5)
Bestyrelsens sammensætning giver en urimelig overvægt til de politiske partier, som er tildelt 9 ud af 15 pladser. Instituttet skal levere input til demokratisering / flerpartisamarbejde i samarbejdslandene, og det arbejde drejer sig ikke om dansk partipolitik.
Det er langt vigtigere, at principper og ekspertviden, som findes i NGO verdenen og på forskningssiden er vel repræsenteret i bestyrelsen. Derfor bør bestyrelsens sammensætning ændres gennemgribende.
Med baggrund i overstående høringssvar understreger NGO-forum, at såfremt der ikke sker væsentlige ændringer i lovforslaget, ønsker NGO-forum ikke at indgå i bestyrelsen.
På vegne af følgende NGOer:
FN-forbundet
DMR-U (Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling)
Caritas Danmark
IBIS
ADRA Danmark
Mellemfolkeligt Samvirke – Action Aid Danmark
Ghana Venskabsgrupperne
Red Barnet Danmark
CARE Danmark
Projektrådgivningen
Folkekirkens Nødhjælp
(slut)
Se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-02-10/danske-politiske-partiers-nye-form-u-landshj-lp-se
og http://www.u-landsnyt.dk/blog/7/bistand-fra-politiker-til-politiker
Andre høringssvar og debat herom kan ses på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/15-01-10/4-store-ngoer-til-t-rn-s-s-t-de-fattiges-mennesker
og
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/12-01-10/dansk-r-de-kors-vi-kritiserer-skam-ikke-vk-u-lands
og
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/19-11-09/18-u-landsorganisationer-g-r-sammen-om-st-rk-kriti
og
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-12-09/netv-rk-styrk-uddannelse-som-sektor-i-dansk-bistan
Yderligere oplysninger hos Pernille Tind Simmons,
netværkskoordinator i NGO forum – dialog om dansk udviklingsbistand
c/o Folkekirkens Nødhjælp, Nørregade 15, 1165 Kbn K
e-mail: [email protected]
Dir. tlf. 33 18 78 32, mobil 25 50 21 28
www.ngoforum.dk