ANMELDELSE
Af Poul Struve Nielsen
Projektrådgivningen har udgivet bogen “Der skal folk til – fortællinger om mennesker i verden” med 7 noveller af danske forfattere for at afspejle det folkelige u-landsarbejde og engagement.
Historierne, der inspirerede forfatterne, kan ses på netsitet www.derskalfolktil.dk
Der er i sig selv tale om nogle flotte, levende projektbeskrivelser som absolut ligger i top, når det gælder u-landsoplysning. Men der skal fortællinger til, og forfatterne har nogle andre strenge at spille på. De kan noget med sproget og følelserne, som flytter mere end nok så gode faglige eller journalistiske beskrivelser.
Det er tydeligt her, og derfor er det et smukt og vellykket projekt, selv om troværdigheden lider et alvorligt knæk på side 20, hvor Dorthe Nors i den første novelle “Tak for alt, Georg Jensen” beskriver en u-landsfrivillig, der oprindeligt var sendt til Afrika af Kirkens Korshær.
En ting er, at forfatterne ikke kan finde rundt i det med de mange forskellige organisationer, men redaktøren burde have fanget en så banal og misvisende fejl!
Kirkens Korshær er en organisation med 400 ansatte og 6.000 frivillige, som gør et stort arbejde for de dårligst stillede. Men den har aldrig sendt nogen til udviklingslandene, alene af den grund, at Kirkens Korshær udelukkende arbejder i Danmark med hjælp til socialt udsatte herhjemme.
Det diakonale arbejde i udviklingslandene lader organisationen Folkekirkens Nødhjælp og Danmission om.
Men misforståelsen gør det relevant at spørge, hvor meget forfatteren så ved om den nk2 amøbe, hvis dødelige rejse i en afrikaners krop, hun beskriver i en noget rodet historie om en ung mand, der rejser til Tongo?
Et godt råd til alle fremtidige læsere: Hvis I går i stå i åbningsnovellen, så lad jer ikke slå ud af det. Spring videre til de næste, der venter en række godbidder og en virkelig perle.
Mathilde Walther Clark har sat sig ind i sagerne, og i “Tranqebar” giver hun en fin skildring af levevilkårene i en sydindisk landsby, hvor en dansk udsendt kommer til at indgå i et fint vævet trådnet af menneskeskæbner, hvis livsbane mødes – med et overraskende sammenbrud til følge.
Her er det de små ting, der tager overhånd, og en enkelt indirekte berøring med de mennesker, hun skulle hjælpe, får facaden til at krakelere i tsunamiens kølvand ved den gamle danske handelsstation.
Anderledes råt og direkte møder hovedpersonen i Thorstein Thomsens “Fyldepennen” de lokale i en krigszone på Balkan.
Det er en flot skildring af en traumatiserende oplevelse i en historie, hvor scenen skifter mellem et hjem, en krigszone og en genbrugsbutik, som jo er en vigtig skueplads for frivilligt arbejde og indsamling til de nødstedte i Danmark (når nu Kirkens Korshær er bragt på bane i samlingen) og i udlandet.
Genremæssigt befinder vi os vel naturligt nok indenfor realismen. Og en der virkelig mestrer den socialrealistiske genre er Jan Sonnergaard.
Han vender sig ind ad i novellen “I en regn af katastrofer”. I forhold til de øvrige noveller bryder han stilmæssigt ved ikke at levere en enkeltstående rejsebeskrivelse som omdrejningspunkt for handlingen.
Ikke at han ikke beskriver rejser, Sonnergaard kommer skam vidt omkring – til Vendsyssel, Frankrig og Cuba. Men ikke for at forandre verden, han fører sig ærligt frem og mæsker sig gennem gode vine, kaviar og mohitos.
Ind i mellem gengiver han næsten som flashbacks citater fra de udmærkede projektbeskrivelser på “derskalfolktil.dk”, som beskriver alverdens elendighed i form af børnesoldater, aids-enker med små børn, folk der lever af affald og Miss Landmine og megen anden grusomhed for at stille spørgsmålet: Hvorfor går vi ikke alle sammen ned?
Vagn Lundbye er på en måde mere optimistisk, selv om hans “Tegninger af Muhammed” også ender i et udsigtsløst sort hul.
Men han giver faktisk udtryk for, at det nytter noget, og at det virkelig hjælper nogle mennesker og er vigtigt, at for eksempel danske læger tager til Afrika og gør et stykke arbejde for børn, der har brug for det. At politiske implikationer så kan ødelægge det hele, det er en anden sag.
Arthur Krasilnikoff beskriver en hverdag for nogle mennesker, der lever af at sortere affald på en kæmpe losseplads i Filippinerne.
Han gør det på en nærværende måde, der virkelig rører ved de dybeste følelser i os alle, fordi han i ‘Det Forjættede Land” griber håbet og fanger det i al sin udsigtsløshed i den værst tænkelige slum. Smerten er så voldsom og så klar, fordi han rammer mennesket på kornet og trækker følelser frem, som vi alle kan spejle os i.
Det er slemt at leve i slummen, men hovedpersonen Junjuns skæbne bliver først for alvor beseglet, da han finder sin far dræbt, begraver ham og ikke kan fortælle det til sin mor, fordi det gør for ondt. Nok i al sin gru den smukkeste og mest gribende beretning i bogen. Det er en perle.
Med Cæcilie Lassens “Æblegrøn” kommer vi helt ned på jorden til i Danmark mere velkendte problemer som barnløshed og folks motiver for at blive frivillige ved at sælge genbrugstøj eller fair trade-produkter eller hvad de nu gør.
God litteratur og en interessant nyskabelse i u-landsoplysningen.
Journalist Poul Struve Nielsen er redaktør i Kirkens Korshær. Han har tidligere arbejdet i dagspressen, bl.a. som korrespondent i Sydasien samt for Danida og Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT).
Han er tillige medstifter af den nye almennyttige forening “u-landsnyt.dk”, der overtog drift og udgivelse af denne nyhedstjenese pr. 30. oktober 2007.
Se også telegrammet www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15555&mode=Nyhed
