Dagbladet Information behandler tirsdag på lederplads jordskævskatastrofen under overskriften “En regning til Pakistans regime”.
Bladet skriver:
ENEDNU ENGANG er et af verdens fattigste områder blevet ramt af en voldsom naturkatastrofe. Jordskælvet lørdag morgen er en national tragedie og et traume for først og fremmest Pakistan – og dødstallet stiger til op omkring 30.000. Et tal som desværre er blevet normen for jordskælv i det sydlige Asien.
På TV kan hele verden se desperate indbyggere grave med de bare næver efter savnede pårørende. Vi ser de overlevende slæbe de døde mod gravpladserne, vi ser tårer og hører skrig fra sørgende og forladte. Vi ser de raserede skolebygninger med hundredvis af begravede børn, de fleste allerede døde, nogen måske stadig i live.
Og vi ser husene, ja, selv højhusene næsten pulveriserede, scener, der gentages gang på gang. Senest i Gujarat i Indien i 2001 og i Bam i Iran 2003, her omkom henholdsvis 21.000 og 32. 000 mennesker.
Naturkatastrofer er dødelige, uanset hvor de indtræffer, og ikke engang supermagten USA undgik enorme ødelæggelser, på trods af at orkanen Katrina havde meldt sin ankomst en hel uge i forvejen.
Jordskælvet i Kashmir kom helt uventet. Hvert år oplever befolkningen skælv, der får dem til at søge tilflugt i det fri i nogle timer. Men det er 31 år siden, de sidst voldte omfattende skader, og erindringen – 5.300 døde – har ikke overlevet den generation, der omkom.
I ethvert samfund, rigt eller fattigt, er det umuligt at bygge eller på anden måde konstruere sig ud af de risici, som et kraftigt jordskælv indebærer. Kun få politikere er rede til at rejse disse spørgsmål, eftersom store naturkatastrofer trods alt er så sjældne og kræver investeringer, landene er ude af stand til at klare.
Men det betyder naturligvis ikke, at konsekvenserne af store jordskælv i det sydlige Asien nødvendigvis skal være så overvældende. For Pakistans vedkommende udgør regningen en tung anklage mod den herskende militærelite, med kupgeneralen og præsidenten, Pervez Musharraf, i spidsen, som nu må krybe til korset og appellere til verdenssamfundet om hjælp.
Lige siden 1960erne har man prioriteret hæren på bekostning af alt andet, og selv ikke folkevalgte, civile premiereministre har kunnet røre ved forsvarsbudgetterne. I 80’erne lod diktatoren, Zia ul-Haq, oven i købet sine generalkolleger overtage administrationen og de statslige foretagender.
I dag dominerer generaler det såkaldte civilsamfunds øverste lag. Eksgeneralerne befinder sig i en klasse for sig selv, og hæren har i vid udstrækning arbejdet med, hvad man på det indiske subkontinent kalder ’tilsikrede kapitalinteresser’.
Dette er baggrunden for det ramaskrig, som ellers diskrete FN-bureaukrater kommer med i dag. Som f.eks. nordmanden Jan Erik Egeland, FN’s koordinator for katastrofeindsatser. Han er oprørt over, at mange skoler er styrtet sammen som korthuse med mere end tusind små børns død til følge.
Uddannelse, sygepleje og andre sociale investeringer er blevet ignoreret af militæret, og Pakistan er det land i verden, der satser mindst på den sociale sektor. De få ressourcer, som er tilført skolevæsenet, er desuden blevet udnyttet af grådige elementer, der modtager statsbidrag til spøgelsesskoler – 10.000 alene i Punjab-provinsen. Skoler der slet ikke eksisterer. De skoler, der trods alt er blevet bygget, er elendige og – som Egeland siger det – veritable dødsfælder.
Fusk og korruption går igen i alle sektorer, og en hastig undersøgelse af nogle af de ødelagte huse viser, at byggeforetagenderne har anvendt alt for lidt stål og mørtel med utilstrækkeligt indhold af cement. Med stor sandsynlighed bliver den endelige rapport en kopi af den dystre læsning, der blev præsenteret efter tidligere jordskælv i regionen.
Den sociale ansvarsløshed har også betydet, at man har overladt en stor del af uddannelsessektoren til saudi-finansierede koranskoler, hvilket igen har skabt en uendelig mængde jihad-krigere.
På samme måde har staten udnyttet et faktum, der gør velgørenhed til en forpligtelse over for islam. Ambulancer og redningsarbejde, ældrepleje og sygehuse drives næsten udelukkende af private stiftelser. Det er derfor ikke overraskende, at den pakistanske hærs indgriben kom så sent og så ineffektivt. Ulig Indien har man ingen større erfaring med katastrofearbejde.
Musharraf har allerede bønfaldet medierne og befolkningen om at afstå fra at kritisere militæret, der – som han siger – “gør alt for at hjælpe”. Det sidste skal ikke betvivles.
Det er endnu umuligt at overskue katastrofens omfang. Man kan oven i købet hævde, at landet trods alt slap for det allerværste. Tvillingebyerne Islamabad og Rawalpindi, med en befolkning på over 4 mio. mennesker, ligger blot 100 km. fra epicentret og er trods den almindelige opfattelse af “usårlighed”, utroligt udsatte. Brandvæsenets beredskab er rudimentært og anvendes i de fleste tilfælde blot mod politiske modstandere.
På kort sigt kan den hårdt kritiserede Musharraf få gavn af jordskælvet. Det kan erstatte Pakistans paria-image i omverdenen med den sympati, der naturligt vises et uskyldigt offer for naturkræfterne. Nødhjælp og redningsmandskab, der nu er på vej fra hele verden, kan også dæmpe den vrede, som mange overlevende sikkert føler.
Men i sidste ende afhænger hans eget renommé af, om statsapparatet kan standse eller begrænse den korruption, der uvægerligt følger i hælene på den gigantiske bistandsindsats, slutter Informations lederskribent.
Lederen stod i dagbladet Information tirsdag den 11. oktober 2005.
