DACAAR, et samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp, ASF Dansk Folkehjælp og Mellemfolkeligt Samvirke, har sendt 2 mobile teams af teknikere og ingeniører til Mansehra distriktet i Pakistan for at deltage i hjælpearbejdet i jordskælvsramte områder.
Mansehra er blandt de distrikter, der var tæt på epicentret for jordskælvet den 8. oktober. De omfattende ødelæggelser har skabt akut behov for også at reparere og genetablere vandforsyninger i distriktet.
DACAAR har siden 1984 arbejdet i Pakistan og Afghanistan med vandforsyning og øvrige udviklingsprogrammer. Hovedparten af aktiviteterne foregår i Afghanistan, hvor organisationen i dag har hovedsæde.
Opfordringen til at deltage i hjælpearbejdet efter jordskælvet kommer fra UNICEF, der i mange år har været samarbejdspartner og donor i forbindelse med DACAARs vandforsyningsprojekter i afghanske flygtningelejre i North West Frontier Province i Pakistan.
– Mange års erfaring indenfor vandforsyning både i Pakistan og Afghanistan gør, at vi i denne situation kan bidrage med den nødvendige ekspertise og teknisk udstyr i det internationale hjælpearbejde efter jordskælvet. Vore mobile teams er vant til at arbejde under vanskelige forhold, og ved at sende dem til Mansehra kan vi hjælpe med hurtig udbedring og genetablering af dele af den ødelagte vandforsyning, siger Gorm Pedersen, direktør i DACAAR.
DACAARs 2 mobile teams vil udbedre og genetablere vandforsyninger i Mansehra indtil udgangen af november, hvorefter de vender tilbage til arbejdet med vandforsyning i afghanske flygtningelejre i Pakistan.
Yderligere information:
Direktør Gorm Pedersen, Kabul Afghanistan, Tel: 0093 (0) 70 28 87 11, Email: [email protected]
Informationsmedarbejder Alexandra Strand Holm, Kabul, Afghanistan, Tel: (93) (0) 79 33 77 53, Email: [email protected]
Program koordinator Sten Andreasen, København, Tel.: 24 26 03 69, Email: [email protected]