Indtil i dag er sager om voldtægt i Pakistan blevet behandlet af sharia-domstole, hvor 4 mænd skulle vidne i sagerne – ellers blev kvinden anklaget for utroskab.
Nu har den pakistanske nationalforsamling stemt for at droppe den gamle praksis, og hvis præsident Musharraf godkender afstemningen vil landet fremover behandle sagerne ved civile domstole, skriver Politiken Online onsdag.
Reformen betragtes som en prøve på Musharrafs engagement i en moderat form for islam. De religiøse partier boykottede afstemningen og proklamerede at forslaget opfordrede til “fri sex”.
En kvinde bliver voldtaget hver anden time i Pakistan og én bliver udsat for gruppe-voldtægt hver ottende time, oplyser landets uafhængige Human Rights Commission.
Korrespondenter siger, at tallet nok er undervurderet, fordi mange voldtægter ikke anmeldes.