Når mellemøstlige stater idømmer uskyldige kvinder pisk eller henretter homoseksuelle, må det internationale samfund fordømme disse landes lovgivning.
Sådan siger direktør Morten Kjærum i Institut for Menneskerettigheder (IMR) i København og påpeger, at det internationale pres skal ske på flere fronter, fremgår det af en presseudtalelse fra IMR tirsdag.
En voldtaget kvinde i Saudi-Arabien blev for nyligt idømt 200 piskeslag, ligesom en britisk skolelærer i Sudan blev idømt pisk og fængsel for at tillade hendes elever at navngive en bamse Muhammed.
Mens begge kvinder efter stor international mediebevågenhed og politisk pres er sluppet for deres straf, er en ung mand i Iran netop henrettet, fordi han var homoseksuel.
Når mellemøstlige eller andre stater udøver en lovgivning, der er dybt krænkende over for det enkelte individ, kræver det fordømmelse fra det internationale samfund.
Det mener Institut for Menneskerettigheders (IMR) direktør Morten Kjærum, der dermed bakker op om den danske regerings bestræbelser på at få en fælles EU-reaktion og fordømmelse af sagen i Saudi-Arabien.
– Selv om det desværre ikke gælder i alle tilfælde, viser flere af de seneste sager, at et internationalt pres kan redde mennesker fra dybt krænkende overgreb fra statens side. Derfor er det vigtigt, at vi fordømmer den slags handlinger, og at vi forsøger at presse de lokale magthavere til at ændre adfærd og respektere menneskerettighederne, siger Morten Kjærum.
Når medierne mister interessen
Han mener, at det især er de vestlige medier, som medvirker til at lægge pres på landene. Men hvad sker der, når medierne mister interessen?
– Her er det jo vores opgave som menneskeretsinstitut at være der hele tiden, også selv om medierne ikke længere gider skrive om problemerne.
– I den konkrete sag med voldtægtsofferet i Saudi-Arabien rettede vi straks henvendelse til de lokale menneskeretsorganisationer for at høre, hvad de har tænkt sig at gøre.
– I det hele taget forsøger vi at påvirke de lokale institutioner til at få rejst en lokal debat om de forskellige problemer i deres land. Den slags pres indefra kan have afgørende betydning i lande som netop Saudi-Arabien eller for den sags skyld i Iran, Marokko eller Kina, siger Morten Kjærum.
I orden at blande sig
Han understreger, at kritik og pres fra det internationale samfund er et helt centralt element, men at det ikke kan stå alene.
– Det er både nødvendigt og legitimt, at det internationale samfund blander sig i andre landes adfærd, når det handler om menneskerettigheder. Jeg vil sige, at det internationale samfund er forpligtet til at reagere.
– Men når det handler om at skabe pres, har vi forskellige roller, forklarer Morten Kjærum og peger på, at IMR ikke er en NGO (ikke statslig organisation) eller aktivistisk organisation i stil med f.eks. Amnesty International eller Human Rights Watch.
– Det skal vi heller ikke være. Man kan sige, at hvor andre organisationer presser på udefra og i høj grad bruger medierne, gør vi det mere indefra. Man kan kalde det det lange seje træk, hvor vi primært koncentrerer os om at opbygge kompetencer på menneskerettighedsområdet.
– F.eks. ved at bidrage med undervisning og demokratisk dannelse. Men selvfølgelig er begge former for pres er nødvendige, hvis der på sigt skal ske holdbare forbedringer, slutter Morten Kjærum.
Yderligere oplysninger hos Martin Lassen-Vernal, Institut for Menneskerettigheder, tlf. 32 69 89 27, mobil 31 57 31 53
Se også www.menneskeret.dk