50 danskere med på Next Stop Mellemøsten

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

50 danskere er i disse dage samlet på Krogerup Højskole, inden de den 9. 10. og 11. juli under initiativet Next Stop Mellemøsten drager til Syrien, Iran og Jordan, skriver Mellemfolkeligt Samvirke torsdag i en pressemeddelelse.

Her skal de mødes med kvindeorganisationer, ungdomsbevægelser, politikere og menneskerettighedsforkæmpere. De skal besøge moskeer, gå på museum og dase på stranden.

Det er Mellemfolkeligt Samvirke og Krogerup Højskole, der står bag Next Stop Mellemøsten. De ønsker at skabe et alternativ til det stereotype medieskabte billede, der mest resulterer i frygt eller afmagt. Next Stop Mellemøsten mener, at det gør en forskel, at møde mennesker, dér hvor de er.

– Next Stop Mellemøsten er vigtigt, fordi man skal have ansigter på de mennesker, man tror, man ved noget om. Vi bliver konfronteret med virkeligheden i dens mange facetter. Ved at møde mennesker i Mellemøsten finder man ud af, at de er lige så forskellige, som vi er, siger 29-årige jordemoderstuderende Emma Fleming, der er rejseleder på turen til Syrien.

Peter Christiansen fra Mellemfolkeligt Samvirke er én af initiativtagerne, og han er stolt af at kunne sende de første 50 af sted.

– De skal som ganske almindelige danskere danne sig et billede af Mellemøsten og samtidig være med til at punktere nogle af de myter, som Mellemøsten har af os. Det er ved dialog og viljen til at forstå hinanden, vi opnår forandringer, siger han.

Det stopper ikke her. Next Stop Mellemøsten vil over de næste 3 år sende 1.000 danskere ud for at skabe personlige kontakter og netværk. Der vil blive konferencer, foredrag og kulturelle arrangementer. Alt sammen for at skabe dialog og forståelse.

En del af forberedelserne til turene til Syrien, Iran og Jordan er deltagelse i en konference om sameksistens, der foregår på Krogerup Højskole. Her udvikles nye og håndgribelige ideer til, hvordan Danmark i praksis kan blive mere åbent og rummeligt på tværs af kulturer, religioner og livssyn.

En vigtig del af programmet er en dramatiseret retssag. 2 advokater går i kødet på hinanden, indkalder vidner og argumenterer for og imod sameksistens på kryds og tværs. Deltagerne fungerer som jury.

De mange ideer vil blive præsenteret på Copenhagen Co-existence Lab i september, et internationalt topmøde arrangeret af Co-existence of Civilizations.

Se mere på www.nextstop.dk

Yderligere oplysninger og kontakt til deltagere hos Peter Christiansen, Mellemfolkeligt Samvirke, 27147503, Emma Fleming, 27478742, jordemoderstuderende, rejseleder til Syrien og Rune Bastrup, Krogerup Højskole, 23960186