Af Tania Dethlefsen
Dansk Ungdoms Fællesråd
Den 20. oktober 2003 blev det bevist, at det er en skrøne, at danske unge kun interesserer sig for sig selv, deres venner og deres mobiltelefoner.
90 unge var tilmeldt Dansk Ungdoms Fællesråds (DUF) og UNDPs konference “Verdens unge på vej mod 2015 Målene”. Blandt deltagerne var bl.a. repræsentanter fra DUFs medlemsorganisationer: DGS, DSU, VU, IMCC, Europæisk Ungdom, Dansk ICYE, URK og KU samt studerende fra diverse universiteter.
På konferencen blev der i 4 workshops sat fokus på emnerne hiv/aids, uddannelse, globalt partnerskab og informationssamfundet. Deltagerne fik her rig mulighed for at gå i diskussion med blandt andre Bjørn Førde (UNDP), Henriette Laursen (AIDS-fondet), Christian Friis Bach (konsulent), Pia Olsen (MS) og David Maidé (Metrocomia A/S).
Det blev bl.a. diskuteret, hvordan unge bør inkluderes som partnere for at få bugt med f.eks. hiv/aids-epidemien, den manglende skolegang for over 113 millioner børn samt hvilken rolle informations- og kommunikationsteknologi kan/bør spille i fremtiden i forhold til u-landene.
Dagen sluttede med en paneldebat, hvor de rige landes forpligtelser i forhold til 2015 Målene blev debatteret. I paneldebatten deltog Ellen Trane Nørby (VU), Vagn Bertelsen (Ibis), Kenneth Kristensen (DFU) og Jens Berthelsen (Dansk Industri).
20. oktober var en lærerig og udfordrende dag, og som Ellen Trane Nørby udtalte, så er der “gode grunde til, at politikerne bør slå ørene ud, når unge diskuterer, hvordan verdens dagsorden bør se ud i fremtiden”.
– Når unge som jeg selv engagerer sig i arbejdet, tager et ansvar og deltager; så er det fordi vi ved at konsekvenserne for os alle på længere sigt er håbløse, hvis der ikke skabes udviklingsmuligheder for mennesker i syd. 2015 målene giver en enestående chance for at arbejde imod dette fællesskab. 2015 Målene er ikke bare en samarbejdsaftale mellem rig og fattig men også mellem generationer, sagde Trane Nørby.
Konferencen Verdens unge på vej mod 2015 Målene var en del af Danmarks nationale oplysningskampagne om 2015 Målene. Bag denne fælles koordinerede oplysningskampagne står Udenrigsministeriet, danske NGOer, herunder DUF, FN-organisationer samt erhvervsvirksomheder og interesseorganisationer.
Kampagnen har bl.a. til hensigt at folkeliggøre 2015 Målene, og det er derfor ikke sidste gang, at 2015 Målene bliver tage op til diskussion i en folkelig forsamling. UNDP har bl.a. udtrykt ønske om et eventuelt fremtidigt samarbejde med DUF. Her diskuteres bl.a. mulighederne for en fælles, nordisk ungdomskonference om 2015 Målene.