VK-regeringen har brudt den historiske nøglefordeling i dansk bistand med fifty-fifty til henholdsvis multilateral bistand gennem internationale organisationer og den bilaterale indsats, der ydes direkte fra Danmark til u-landene.
Det er et brud, som alene er sket på Dansk Folkepartis stemmer, idet den samlede opposition med Socialdemokraterne i spidsen ønsker at bevare – og aktivt arbejder for at genskabe – den traditionelle vægtning mellem det internationale perspektiv og Danmarks egen profil i vort håndslag til landene i Den 3. Verden.
I denne situation har FN-systemets lokale chefer i København valgt at gå ud med et samlet debatindlæg. Det stod fredag i Berlingske Tidende og bringes her:
Af Jakob Simonsen, chef for UNDPs nordiske kontor, Asger Ryhl, chef for UNFPAs nordiske kontor, Steen Andersen, chef for UNICEF Danmark og Mikael Bjerrum, chef for WFPs nordiske kontor
FN er netop fyldt 61 år og det giver os anledning til nogle overvejelser om forholdet mellem Danmark og FN, som vi vil viderebringe til Folketingets partier, der i disse måneder forhandler finanslov for 2007.
I overenstemmelse med dansk tradition for at være et engageret og konstruktivt medlem af FN, har Danmark i de sidste par år spillet en kompetent rolle i FNs sikkerhedsråd og i diskussionerne om reformer af FN.
Samtidig rykker FN tættere på Danmark. I de senere år er flere kontorer flyttet til København, bl.a. fordi skiftende regeringer har udvist stor velvilje og fleksibilitet overfor FN.
Men der er en ridse i lakken: Danmark skærer ned på den del af udviklingsbistanden, der går gennem multilaterale organisationer.
Danmark har traditionelt ydet ca. halvdelen af sin bistand gennem multilaterale organisationer. 50/50 fordelingen var i mange år et uskrevet princip, som Folketingsflertallet værnede om.
Begrundelsen var, at den bilaterale bistand, hvor to stater samarbejder direkte med hinanden, og den multilaterale, hvor bistanden fra forskellige stater koordineres af internationale organisationer, er afhængige af og styrker hinanden.
Sådan er det stadig. Ønsker man størst mulig effekt af sin bistand, må bilateral og multilateral bistand gå hånd i hånd.
En af styrkerne ved multilateral bistand er vores tilstedeværelse i lande, som de bilaterale af forskellige grunde vælger ikke at engagere sig i. Et eksempel er fejlslagne stater som Somalia, hvorfra mange bilaterale donorer fortrækker, fordi arbejdet bliver vanskeligt og farligt.
En anden grund kan være, at landet ikke respekterer de betingelser, der er sat for det bilaterale partnerskab. Uanset grunden, har FN særligt ansvar for at sikre, at fattige befolkninger fortsat støttes af det internationale samfund.
De multilaterale organisationer spiller også en afgørende rolle i koordineringen af de mange forskellige bistandsorganisationers arbejde. FN-organisationer koordinerer eksempelvis det globale arbejde for opfyldelsen af 2015 Målene, som også udgør grundlaget for de danske udviklingsprioriteter.
Alligevel har Danmark i de senere år skåret ned på den multilaterale bistand.
Faldet i den multilaterale andel i forhold til den bilaterale er ikke dramatisk på det aktuelle finanslovsforslag, men tendensen fortsættes, og ser man på perioden 2001-2006, er der samlet taget en stor bid af kagen fra de multilaterale organisationer til fordel for især Danida.
I dag er det kun ca. 1/3 af dansk udviklingsbistand, der kanaliseres gennem FN og andre multilaterale organisationer.
Den markante ændring er til dels udtryk for tekniske ændringer i måden at opgøre bistanden, men der er også tale om et reelt forholdsmæssigt fald i støtten gennem FN.
Nedprioriteringen af FN er ikke logisk. Danmark kan fremme sine udviklingspolitiske prioriteringer gennem FN programmerne.
– FNs Udviklingsprogram UNDP har en central rolle i at støtte god regeringsførelse og demokrati – et område, som regeringen lægger stor vægt på.
– FNs Befolkningsfond UNFPA er ikke til at komme uden om, når det gælder kvinders reproduktive sundhed og rettigheder – også et centralt dansk prioritetsområde.
– UNICEF, FNs Børnefond, har nu i et års tid haft særlig fokus på de millioner af børn og unge, som direkte eller indirekte rammes af hiv/aids gennem sin nye globale kampagne ”Unite for Children. Unite against Aids” – også et højt prioriteret område i dansk udviklingspolitik.
– Og FNs Fødevareprogram WFP giver hver dag mad til mere end 22 millioner skolebørn rundt om i verden for en pris på mindre end 1,20 kr. pr. dag. Det er effekt for pengene.
Bilaterale og multilaterale udviklingsorganisationer har begge som formål at bekæmpe fattigdom. Vejen til færre fattige mennesker ligger i kunsten at få dem til at supplere hinanden i et tæt samarbejde med det, de hver især er bedst til.
Debatindlægget stod i Berlingske Tidende fredag den 3. november 2006
Læs også telegrammerne “VK bryder med bistandens historiske fifty-fifty fordeling”, dato 04.09.06 og “S: Vi vil genrejse bistanden – opgør med VK og store omlægninger – ny oplysningspulje på 45 mio. kr.”, dato 27.10.06, begge i rubrikken Dansk bistand
