Udviklingsbistand er en kompliceret størrelse, og når resultaterne ikke lever op til forventningerne skaber det frustration hos alle parter – ikke mindst i de organisationer, der har det som deres målsætning at levere god bistand.
Som reaktion på frustrationerne lancerede Verdensbanken i starten af 1999 “Comprehensive Development Framework” (CDF). Konceptet bygger på 4 grundprincipper for god bistand: Der skal være
1) langsigtede, sammenhængende udviklingsstrategier;
2) ejerskab og deltagelse;
3) partnerskab; og
4) fokus på resultater.
Ingen af principperne var nye, men det var første gang, at de blev formuleret i sammenhæng, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.
Siden er principperne smittet af på udviklingsstrategierne – herunder strategierne for fattigdomsreduktion, 2015 Målene og på den enighed, der blev opnået omkring udviklingsfinansiering på Monterrey-mødet i 2002.
I løbet af 2002-2003 gennemførtes en evaluering i samarbejde mellem Verdensbanken og 30 donorer, NGOer og samarbejdslande. Udenrigsministeriets Evalueringskontor deltog i evalueringen med en af de 5 repræsentanter i det forretningsudvalg, der ledede evalueringen.
Gennemgangen af de centrale principper for udviklingsbistanden tyder på, at en udvikling baseret på CDF-principperne kan give bedre politikker, institutioner, bistandsprojekter og fattigdomsbekæmpelse.
Evalueringen viser, at både donorer og modtagerlande gør fremskridt, når det gælder CDF-principperne. Men fremskridtene er stadigt skrøbelige og usikre.
Evalueringen konkluderer, at fortsatte fremskridt hen imod de fire CDF-principper kræver politisk lederskab og vilje hos alle centrale aktører. På donorsiden er der brug for markante ændringer:
Harmonisering af regler og procedurer, øget brug af budgetstøtte og programstøtte, øget kapacitetsopbygning og mindre brug af internationale eksperter.
I samarbejdslandene er der behov for øget ejerskab gennem inddragelse af alle aktører, det være sig regering, parlament, administration, civilsamfund og den private sektor.
Evalueringens konklusioner underbygger de ændringer, der er sket i den danske udviklingsbistand i de senere år.
Decentraliseringen af forvaltningen af den danske bistand pr. 1. september 2003 bringer beslutningsprocesserne tættere på samarbejdspartnerne. Og de nye retningslinier for det bilaterale samarbejde (Aid Management Guidelines) bygger i vidt omfang på CDF-principperne.
Endelig samarbejder Danida tæt med andre donorer som Storbritannien, Finland, Holland, Irland, Norge og Sverige om en handlingsplan for, hvordan gruppen sammen kan bidrage til mere effektiv bistand gennem harmonisering af donorprocedurer såvel internationalt som i organisationerne og samarbejdslandene.
Yderligere information hos chefen for Danidas Evalueringssekretariat, Niels Dabelstein tlf. 33 92 00 39.
Evalueringsrapporten bestilles på tlf. 33 92 10 61 eller læses på www.evaluering.dk