Chile har udviklet sig til et center for handel med personer primært til sexuel udnyttelse, fastslår den chilenske NGO, Raíces, som arbejder for kvinder og børns rettigheder.
Landet er attraktivt for menneskesmuglerne, fordi lovgivningen på området er under revision og derfor utidssvarende. Ind- og udførsel af illegale personer er derfor lettere end i mange andre lande, mener Raíces.
Desuden er Chiles status som relativt velstående god camouflage for handel med kvinder til andre rige lande som USA og Mexico.
– Chile er blevet et mål, oprindelsesland og transitcenter for handel med personer til sexuel eller arbejdsmæssig udnyttelse, siger advokat fra The International Organisation for Migration, IOM, Marcela Castillo.
I følge IOM forgrener smuglernetværket sig fra Chile til Beijing, París, Johannesburg, Sao Paulo, Buenos Aires, Mexico, USA og El Salvador.
Fremgangsmåden er den klassiske. Mennesker fra fattige kår lokkes med bedre vilkår og arbejde. Når de når frem, bliver de frataget deres papirer og truet til at gøre, som der bliver sagt.
Langt de fleste er kvinder, som ender i bordeller.
I følge IOM er 50% af ofrene for menneskehandel kvinder mellem 16 og 21 år.
Kilde: www.ongraices.org (spansksproget)