Jeppe Kofod: Den pressede grå mand i toppen af FN bør afløses

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

KOMMENTAR

Af Jeppe Kofod
udenrigsordfører for Socialdemokraterne
Indlæg bragt i dagbladet Politiken lørdag den 29. august 2009

BAN KI-MOON har været en katastrofe som FNs generalsekretær. FN risikerer at blive ligegyldig, hvis vi ikke allerede nu overvejer, hvordan en ny generalsekretær kan sparke liv i FN.

“Untatt offentlighet” står der øverst på den vurdering af FNs generalsekretær, som Norges FN-udsending sendte hjem for nylig.

Det er en sønderlemmende kritik af Ban Ki-moon, og det er helt igennem forfriskende at læse diplomatens ucensurerede tanker.

Tak til den embedsmand, som gav papiret til pressen, for debatten om FNs generalsekretær bør ikke være undtaget offentligheden. Dertil er der for meget på spil.

FNs generalsekretær har nemlig potentielt stor indflydelse. Han kan sætte spot på oversete konflikter og problemer i verden.

FN-pagten giver ham særlige beføjelser til at handle. Han kan skabe rammerne for, at store magter og små nationer kan sætte sig sammen og løse verdens problemer.

Han kan være en enlig magtfuld stemme, som taler hele verdens sag, og som holder FNs grundlæggende idealer om fred og menneskerettigheder i hævd.

Det kunne Ban Ki-moons forgænger, Kofi Annan. Han skabte de berømte Millennium Development Goals (2015 Målene), fik sat fokus på aidsepidemien og knæsat princippet om “ansvar for at beskytte”, som siger, at stater først og fremmest er ansvarlige for at beskytte deres egen befolkning.

Og at omverdenen har ret og pligt til at gribe ind, hvis de ikke gør det. Ikke mindst satte han al sin moralske autoritet ind på at overbevise verden om, at krigen i Irak var en fejltagelse.

Det lykkedes at overbevise de fleste, men desværre ikke Bush, Blair og Fogh.

Netop fordi han var imod Irakkrigen, kæmpede Bushregeringen for, at Kofi Annans afløser skulle blive så grå som mulig.

Det lykkedes – en af Bushregeringens meget få succeser og en katastrofe for FN.

Der har ellers været nok at tage fat på: økonomisk krise, som rammer hårdt i Vesten, men dobbelt så hårdt i udviklingslandene.

Krig i Sri Lanka, Afghanistan og Irak. Forfærdelige overgreb i Burma og Sudan.

Og så er der klimaforandringerne. Her foregår forhandlingerne fortsat i FN-regi, men uden at Ban Ki-moon spiller nogen som helst rolle.

Det norske notat tegner et billede af en presset, hidsig, grå mand, som hverken eksternt eller internt formår at sætte en dagsorden.

FN risikerer at blive ligegyldigt. Sker det, vil de store linjer i verdens udvikling i fremtiden blive tegnet på uformelle møder i forskellige G-grupper, som G20, G8 og i fremtiden måske G2 (USA og Kina).

Det glæder muligvis dem, der er trætte af FNs bureaukrati, men det er trist for os, der – trods bureaukratiet – holder fast i FN som et nødvendigt forum, hvor alle er repræsenteret, også små lande som Danmark og fattige lande i Afrika, der ikke bliver inviteret til G20.

Derfor bør regeringen aktivt arbejde for, at Ban Ki-moons første periode som FNs øverste chef også bliver hans sidste.

Netop fordi han var imod Irakkrigen, kæmpede Bushregeringen for, at Kofi Annans afløser skulle blive så grå som mulig.

Kilde: Jeppe Kofods hjemmeside