Udenrigsminister Per Stig Møller (K) lancerede på et seminar mandag i København en større oplysningskampagne, der skal gøre danskerne bekendt med FNs 2015 Mål for en bedre verden for os alle.
Udenrigsministeren sagde i sin tale blandt andet:
Da FNs særlige årtusindesamling i september 2000 vedtog Årtusindeerklæringen var det en betydningsfuld bekræftelse af det internationale samfunds enighed om helt grundlæggende principper for fred, frihed, demokrati, sikkerhed, nedrustning og udvikling.
FNs generalsekretær, Kofi Annan, gav erklæringen endnu mere opmærksomhed og vægt, da han udkrystalliserede teksten på udviklingsområdet til 8 klart identificerbare mål, de såkaldte Millennium Development Goals, eller som vi har valgt at kalde dem 2015 Målene. Målene er i dag, godt 3 år senere, den første egentligt fælles internationale dagsorden for udviklingssamarbejdet.
2015 Målene er klare og letforståelige. De er integreret i logoet for den danske kampagne, som vi søsætter i dag
o Halvere fattigdommen;
o Sikre skolegang for alle børn;
o Sikre kvinder ligestilling;
o Nedbringe børnedødeligheden med to tredjedele;
o Nedbringe dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder med tre fjerdedele:
o Standse spredningen af hiv/aids og andre smitsomme sygdomme;
o Sikre et bæredygtigt miljø;
o Skabe et globalt partnerskab for udvikling.
Det er vigtigt at forstå, at 2015 Målene ikke er nogen ny bistandsstrategi. De repræsenterer et sæt måleredskaber, som det internationale samfund er blevet enige om at anvende for at sikre, at retningen af de mange indsatser er den rigtige, og at resultaterne kan ”måles og vejes”.
Det ofte hørte udsagn, at ”bistand nytter jo ikke” duer på den måde ikke i en seriøs diskussion, hvis man i øvrigt ellers globalt er villig til at gøre den nødvendige indsats. Er man ikke villig, kan også det aflæses i manglende resultater.
Men 2015-målene skal også bruges til at identificere, hvor der er brug for en yderligere indsats. Hvis indikatorerne viser, at det går for langsomt med at nå bestemte mål – måske især i bestemte lande – vil det internationale samfund kunne justere sin bistand.
De 7 første mål er forpligtelser for u-landenes regeringer til at lade deres nationale fattigdomsstrategier, finanslove og konkrete udviklingsplaner styre mod de centrale pejlemærker, som målene udstikker. Det fordrer selvsagt omfattende finansiel og faglig bistand fra de rigere lande, bedre markedsadgang for udviklingslandenes produkter, gældslettelse og teknologioverførsel.
Det er alt sammen del af de forpligtelser, som industrilandene har påtaget sig på WTO-konferencen i Doha, den internationale konference om Finansiering af Udvikling i Monterrey og Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg. De er opsummeret i det lidt mere bredt formulerede Mål 8 om skabelsen af et globalt partnerskab.
De 7 første Mål, som rummer kernen i den økonomisk-sociale udvikling i de fattige lande – fattigdomsbekæmpelsen – vil løbende blive fulgt og overvåget i nationale rapporter fra alle u-landene. FNs Udviklingsprogram, UNDP, har påtaget sig at styre og hjælpe med den proces.
Indtil nu er der udarbejdet ca. 30 nationale rapporter. Ved udgangen af 2004 forventes der rapporter for i alt 148 lande. Men det er vigtigt at forstå, at den proces må forsætte med regelmæssige opdateringer frem mod 2015. Første milepæl er den samlede globale status, som man vil gøre i 2005.
Når det gælder den løbende opfølgning på 2015 Målene, er samarbejdet mellem UNDP og Verdensbanken afgørende. Hver for sig sidder de med omfattende viden om og indflydelse på udviklingen i de enkelte lande. De skal arbejde sammen om at løfte opgaven. Heldigvis er der kommet positive signaler fra dem om vilje til at styrke og intensivere dette samarbejde.
Alle erkender, at i udviklingsarbejdet må vi stå sammen. 2015 Målene gør det muligt at skabe fælles fodslag – at skabe den internationale bistandskoordination, som så ofte har svigtet. Den globale enighed om 2015 Målene har skabt ny fremdrift i den internationale debat. Såvel multilaterale organisationer som bilaterale donorer over en bred kam har forpligtet sig til at gøre 2015 Målene til bærende elementer i de kommende års bistandsindsats.
Fra dansk hold kan vi slå fast, at vores udviklingspolitik allerede i vidt omfang forfølger 2015 Målene. Det gælder såvel vores bilaterale bistand, som i den måde vi griber vores multilaterale indsats an på. Regeringen har i sit bud på nye prioriteter for dansk udviklingsbistand 2004-2008, ”En Verden til Forskel” i juni 2003 lagt endnu mere vægt på indsatsen omkring sundhed og hiv/aids – som sigter direkte mod Mål 4, 5 og 6 – samt handel og udvikling, der er et centralt element i vore forpligtelser til at skabe et globalt partnerskab, som jo er Mål 8.
Det er klart for alle, at 2015 Målene er ambitiøse. Ja meget ambitiøse, når man vurderer dem på baggrund af udviklingen i de sidste 10 år. Heldigvis ser det ud til, at det vil være muligt, at flere af disse mål globalt set vil blive nået. Det sikrer alene udviklingen i verdens 2 største lande, Indien og Kina. Men det hjælper ikke de millioner, som lever i yderste fattigdom i Afrika; og 2015-målene gælder for alle, ikke mindst de fattige.
For mange af Afrikas lande gælder, at investeringerne i bl.a. undervisning og sundhed skal stige endog meget kraftigt, for at der er nogen chance for at nå målene. Hertil kommer, som FNs generalsekretær så præcist har udtrykt det: ”Aids er vor tids største trussel mod udvikling”.
Det indebærer, at manglende massiv indsats mod hiv/aids ikke bare vil betyde, at Mål 6 ikke vil blive nået, men at udsigterne til at de øvrige Mål nås, vil være tilsvarende mindre. I det sydlige Afrika, hvor epidemien er værst, er op mod en tredjedel smittet. Det vil have aldeles katastrofale konsekvenser for hele udviklingsarbejdet.
UNDP har i sin Human Development Report 2003 sat fokus på 2015 Målene. Rapporten anbefaler, at den internationale opmærksomhed især fokuseres på de 59 lande, som sakker agterud, når det gælder hovedparten af målene. Det svarer ganske til den danske fokus på de fattigste lande i Afrika syd for Sahara.
Der er mange springende punkter, når det gælder mulighederne for at nå Målene, specielt i Afrika. Et sæt problemer består i u-landenes forpligtelse til – som led i Mål 8 – at skabe de rette rammebetingelser for udviklingen i deres lande. God regeringsførelse, herunder stop for korruption, nepotisme og manglende eller ekstremt skæve interne fordelingspolitikker. Respekt for demokrati og menneskerettigheder.
Vel skal vi ikke diktere den samfundsform, de skal vælge. Men vi skal heller ikke være ”håndsky”, når det drejer sig om at holde fast i, at det globale partnerskab (Mål 8) indeholder forpligtelser, der går begge veje. For hvornår har dårlig regeringsførelse og korruption været til gavn for de fattige?
Andre faktorer, der bestemmer om Målene kan nås, hænger på os i den industrialiserede verden. De rige lande har bl.a. forpligtet sig til:
· at øge den samlede statslige udviklingsbistand og forbedre dens kvalitet,
· at videreudvikle et åbent handels- og finansieringssystem, herunder fjerne hindringerne for fri markedsadgang for u-landenes produkter,
· at sikre u-landene lettelse af deres gæld,
· at sikre u-landene adgang til moderne teknologi, specielt informationsteknologi, og
· at sikre disse lande adgang til nødvendig medicin.
Det fremgår af en foreløbig rapport om, hvor Danmark står i forhold til disse forpligtelser, at vi på stort set alle områder er gået i spidsen, men samtidig, at mange forhold fordrer nye internationale beslutninger inden for rammerne af bl.a. WTO.
Det er også klart, at selv om lande som Danmark, Norge, Holland, Sverige og Luxembourg yder mere end FNs målsætning om 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand, nytter det ikke meget, hvis lande som USA, Japan og EU-landene under ét ikke vil være med til at løfte i flok.
Inden for vore egne rækker vil regeringen fortsætte med at presse på for, at EU-enigheden om, at EU i 2006 skal være oppe på 0,39 pct. – og at alle de 15 ”gamle” EU-lande skal være på mindst 0,33 pct. – blot bliver et første beskedent skridt mod den langt større beslutning om snarest at nå op på de 0,7 pct. Regeringen vil i det hele taget sætte alle kræfter ind på, at den internationale enighed om 2015 Målene også omsættes til effektiv handling for at nå dem.
Det er vigtigt, at denne første rapport om gennemførelsen af forpligtelserne i Mål 8 løbende opdateres. Men jeg vil også sørge for, at rapporteringen om, hvordan det går med de 7 øvrige mål, bliver videreformidlet til den danske offentlighed.
Det er i det hele taget afgørende, at 2015 Målene bruges aktivt som kommunikationsinstrument. Klarere budskaber, som der tilmed er global enighed om, er det svært at finde, og det er nødvendigt, at vi får den danske befolkning med. Det er også derfor, at jeg har taget initiativ til den nationale 2015-kampagne.
Den tilrettelægges af Udenrigsministeriet sammen med andre danske aktører i udviklingsarbejdet, bl.a. UNDP’s Nordiske kontor, NGOer, erhvervsvirksomheder og interesseorganisationer. Vi har erkendt, at vi her har en fælles sag, som alle ønsker at bidrage til.
Vi vil i de kommende år se et væld af aktiviteter, alt fra hjemmesider til publikationer, TV-udsendelser, dialogmøder og andet. Der er allerede oprettet én fælles internetportal med adgang til de mange forskellige hjemmesider om 2015 Målene.
Jeg er overbevist om, at det klare forståelige budskab i 2015-målene kan nå langt ud i det danske samfund. At halvere fattigdommen, nedbringe børnedødeligheden og stoppe spredningen af hiv/aids i et forpligtende partnerskab er opgaver, der vil være bred forståelse for.
Logoet for kampagnen sender sit umiskendeligt optimistiske budskab: ”VI KAN….”. Og det KAN vi. Men det fordrer så sandelig, ”at VI VIL…”. Jeg har forsøgt at skitsere de krav, som skal opfyldes af alle aktører fra Nord til Syd, for at vi i 2015 kan sige ”VI KUNNE, fordi VI VILLE…”.
