FNs generalsekretær, Kofi Annan, anbefaler Sikkerhedsrådet at sætte en stopper for Washingtons ønske om, at amerikanske soldater med FNs blå hjelme skal undtages for retsforfølgelse fra Den Internationale Straffedomstol, hvis de begår forbrydelser mod menneskeheden.
Annan henviser til amerikanske soldaters overgreb på irakere i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad, skriver Politiken lørdag.
Sikkerhedsrådet skal tage stilling til, hvorvidt amerikanske soldater på FN-fredsmissioner for tredje år i træk skal fritages for at kunne blive retsforfulgt af straffedomstolen i Haag. USAs dispensation udløber 30. juni. For tredje år i træk taler Annan imod forlængelsen, men med skarpere ord end tidligere:
En fornyelse af undtagelsen for retsforfølgelse fra straffedomstolen omfatter også de amerikanske soldater i Irak, fordi den betragtes som en “FN-autoriseret operation”.
Bill Clinton underskrev traktaten om straffedomstolen, kort før han fratrådte som præsident, men den er aldrig ratificeret i Kongressen. USA truede med at trække sig ud af FNs fredsbevarende missioner i Bosnien og Østtimor, hvis man ikke blev undtaget. Det fik Sikkerhedsrådet til at stemme for.
På grund af Irak-krigen er situationen mere kilden i år. USA har brug for 9 af de 15 stemmer i Sikkerhedsrådet for at få en undtagelse, men 7 lande har antydet, at de vil afstå fra at stemme. 6 lande vil stemme for en undtagelse, anfører Politiken.