Berlingske: Danmark skal presse på for reformer af FN

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danmark skal presse på for nødvendig reform af FN. Vi har nemlig de næste 2 år medansvar for et FN i dyb krise, skriver Berlingske Søndag på lederplads og fortsætter:

Katastrofen i Asien minder os igen om nødvendigheden af et velfungerende internationalt samarbejde, og for Danmarks vedkommende bringer det nye år en ekstra påmindelse om dette behov.

Samtidig med at Danmark gør sit måske største tab af menneskeliv nogensinde som følge af en enkeltbegivenhed op, har landet med virkning fra i går indtaget en af de ikke-permanente pladser i Forenede Nationers Sikkerhedsråd.

Her bør det være ambitionen for Danmark at skubbe til en udvikling, der giver FN større mulighed for at reagere, såvel når det er nødvendigt i forbindelse med humanitære tragedier som for at gribe forebyggende ind, når verdenssamfundet står over for menneskeskabte trusler om krig og terrorisme.

Det er en skæbnesvanger periode i FNs historie, Danmark nu får et direkte medansvar for. Organisationen befinder sig i selvforskyldt krise.

Den har for ofte svigtet fatalt, og dens indre spilleregler – især de, der gælder for Sikkerhedsrådet – har for ofte gjort den til instrument for de kræfter, som en sammenslutning af civiliserede nationer burde bekæmpe. Helt aktuelt viser Sikkerhedsrådets veto-betingede og uacceptable handlingslammelse sig i forbindelse med folkemordet i Darfur i Sudan.

Et FN-panel har for nylig lagt op til en reform af Sikkerhedsrådets virkemåde, og den danske delegation må sætte ind, for at reformerne tager en retning, der gør det sværere for totalitære stater at misbruge verdensorganisationen eller bremse den, når den vil gøre det rigtige.

Bureaukrati og korruption udgør ulykkeligvis også en integreret del af FN-apparatet – senest illustreret af den såkaldte oil-for-food skandale, der havde tråde helt op til generalsekretær Kofi Annan. Også i den henseende står Sikkerhedsrådet som FNs øverste besluttende organ over for en kolossal opgave, som Danmark må gøre alt for at påvirke positivt de næste 2 år, slutter Berlingske Tidende sin leder søndag den 2. januar 2005.