Fredsprocessen mellem Etiopien og Eritrea må ikke “miste momentum” (fremdrift) under den kritiske periode op til den fysiske markering af den nye grænselinje mellem de 2 krigeriske lande på Afrikas Horn.
Det gav FNs generalsekretær, Kofi Annan, onsdag udtryk for i sin seneste rapport om situationen i de 2 lande, få dage før FNs Sikkerhedsråd mødes for at beslutte, om man skal forlænge mandatet for FN-styrken, UNMEE, der står langs den 25 km brede stødpudezone, som midlertidigt er oprettet mellem de 2 lande.
Annan oplyste samtiidg, at der mangler ekstra midler på 2 mio. dollars til FNs Grænsemarkeringsfond, hvis det fysiske arbejde med at grave grænsepælene ned skal gå i gang i den østlige del af landene i oktober som forudset.
– De sidste skridt i fredsprocessen kan godt være de vanskeligste, men de er også de vigtigste for de 2 landes fremtid og de må tages så hurtigt som muligt, sagde Kofi Annan og appellerede til det internationale samfund om “mere aktivt” at bistå Eritrea og Etiopien til at opfylde forpligtelsen om at bevæge sig mod fred og forsoning.
Formanden for den internationale “Eritrea-Ethiopia Boundary Commission”, Sir Elihu Lauterpracht, sagde samtidig, at begge lande må garantere absolut sikkerhed for demarkationsholdene, hvis ankomst er umiddelbart forestående, og at afmærkningen af den omstridte 1.000 km lange grænse kun vil finde sted med de 2 landes “betingelsesløse samarbejde”.
Især etioperne har trukket processen i langdrag, fordi stærke kræfter i landet fortsat er imod at opgive den omstridte by, Badme, som krigen i 1998 startede på, og som grænsekommissionen har givet til Eritrea.
Eritreanerne har længe ønsket grænsedragningen gjort færdig og har også mest at miste ved en fortsat krise. Det lille langstrakte lands økonomi er så dårlig, at der i denne uge blev indført streng benzinrationering, hvor bilejere kun kan fylde tanken op én gang om måneden.
Eritrea har ingen olie og må købe brændstoffet for hård valuta. Landet er stærkt afhængig af import, sidste år lå den på 533 mio. dollars, mens eksporten kun udgjorde en tiendedel heraf. Det har ført til voldsomt pres på reserverne af udenlandsk valuta, og ifølge Valutafonden, IMF, har grænsekrigen og dens følger generelt drastisk forværret Eritreas økonomi.
Regeringen i Asmara bruger flere penge end den har og sætter sig i stadig større gæld. Etiopien, der var Eritreas største eksportmarked, er totalt forsvundet som handelspartner, fordi der fortsat er politisk dybfrost mellem de 2 lande. Dertil kommer, at indtægterne fra Etiopiens brug af Rødehavshavnene Assab og Masawa, er væk, hvad der har gjort endnu et stort indhug i eritreanernes indtjening.
Etioperne har i stedet omdirigeret eksport- og importtrafikkken til den lille tidl. franske koloni, Djibouti, ved porten til Det Røde Hav.
Etiopien var en kort overgang programsamarbejdsland for dansk bistand, men blev strøget af listen i 1990erne uden at der nogensinde kom en offentlig begrundelse. Eritrea blev fjernet som programland af VK-regeringen kort efter dens tiltræden i november 2001. Der var ellers en stribe innovative og succesfulde programmer igang på det tidspunkt.
Læs også “Eritrea ønsker grænsen markeret nu”, 07.09.03, og “Dybfrost mellem Etiopien og Eritrea”, 01.08.03, begge i rubrikken Nyt fra 3V, der står i menuen ude til venstre.
