Af Jørgen Harboe
For bare 4 år siden markerede regeringen med brask og bram årtusindskiftet med en ny strategi for dansk udviklingspolitik: Partnerskab 2000. Og stor var glæden i bistandsmiljøet, da det viste sig, at regeringen havde taget aids med som nyt prioritetsområde.
Lige præcis hvad det ville betyde i praksis, var svært at konkretisere. Det var også umuligt at få tal på, hvor meget det skulle koste. Men det var i alt fald et signal om, at Danida virkelig ville træde i karakter på dette område og øge den danske indsats væsentligt.
Det var i den tidligere regerings tid. I dag er der meget, der tyder på, at aids næsten er forsvundet ud af billedet i forhold til andre emner, der har VK-regeringens bevågenhed: Terrorbekæmpelse, flygtninge, sikkerhed, og nødhjælp til områder, hvor dansk militær angiveligt skaber basis for sund udvikling ved hjælp af krudt og kugler.
I alt fald har 3 danske organisationer fundet belæg for, at Danida i 2002 kun brugte to procent af den bilaterale bistand til aids-bekæmpelse. De 3 organisationer foreslår derfor, at Danmark fordobler sin indsats på området og gør det gennemskueligt for alle, hvad Danida gør og ikke gør for at realisere målsætningen fra Partnerskab 2000.
De 3 organisationer er Aids-fondet, Folkekirkens Nødhjælp og Ibis, der tilsammen står bag kampagnen Humor mod aids. Deres undersøgelse er offentliggjort i rapporten Danmarks indsats mod aids skal under lup.
De 3 organisationer forudsætter, at det er et offentligt anliggende, om Danida opfylder sin egen målsætning eller ej, og hvordan Danida i givet fald gør det. Derfor kritiserer de skarpt, at indsatsen fortaber sig i tåger, og forlanger klare åbne årlige regnskaber og rapporter.
Danida har hidtil forsvaret sig med, at det simpelt hen ikke kan lade sig gøre, fordi aids-indsatsen ikke går til specifikke aids-projekter, men til at indarbejde aids-hensynet i al bistand i de modtagerlande, hvor det er relevant at tage højde for en aids-situation.
Dér, hvor den danske bistand indgår i et sektorprogram for f.eks. sundhed eller landbrug sammen med andre donorlandes bistand, er det svært at sætte tal på, hvor meget det danske aids-element koster.
Det er relevant at afstå fra at gøre noget, der pr. definition er u-la-sig-gørligt. Men det er lige så relevant at kræve gennemskuelighed og god regeringsskik omkring denne del af dansk politik, der vedtages demokratisk og gennemføres for skatteborgernes penge.
Kravet om god regeringsskik gælder ikke kun i u-landene. Derfor må Danida skære igennem og rapportere så godt og fyldestgørende, som det overhovedet kan lade sig gøre under de givne vilkår.
Afrapporteringen bør også omfatte den politiske vinkel, der styrer Danidas indsats mod aids i u-landene og hvilke resultater, der kommer ud af den.
Da partnerskab 2000 blev formuleret, havde Danida den holdning, at det ikke nyttede at sætte ind med medicin, og holdt sig derfor til oplysning, forebyggelse og lindring. Dengang var den medicinske behandling så dyr, at kun de rige samfund i Vesten havde råd til den.
Danida prioriterede også ud fra en forudsætning om, at de fattige lande manglede sundhedssystemer, der kunne sikre, at hiv-patienter tog den rigtige medicin til tiden.
Det er politik så det basker! Danida affandt sig i praksis med, at aids-medicin var for de få i de rige lande. De fattige i u-landene døde bare, og det var der ikke noget at gøre ved.
Siden da er medicinpricerne raslet ned, bla. som følge af en global folkelig kampagne, der tvang den vestlige medicininalindustri til at give køb.
Den offentlige debat har også ført til, at u-lande både kan producere og eksportere konkurrerende aids-medicin, og vores nuværende regering går ind for at støtte udvikling gennem handel.
Så spørgsmålet er, om Danida har ændret politik på aids-området og nu yder bistand ud fra en filosofi, der tager højde for de nye vilkår i medicinalvareindustriens bestyrelseslokaler og ude i bushen. Det vil være interessant at få svar på spørgsmålene hvordan og hvorfor, både hvis svaret er ja eller nej.
Rapporten fra de 3 organisationer koncentrerer sig udelukkende om den bilaterale danske bistand på aids-området. Rapporten skipper den multilaterale del af bistanden, selv om det fremgår af rapporten selv, at den er mere end 5 gange så stor som den bilaterale, målt i penge.
Organisationerne begrunder prioriteringen med, at de ønsker at sammenligne dansk bistand med andre donorlandes indsats og med, at det vil være nemmest at holde sig til den bilaterale indsats i en offentlig afrapportering.
Det er måske rigtigt. Ikke desto mindre virker det sagligt tåbeligt og nationalt nærsynet at skelne på den måde og lukke øjnene for de formål, de fleste danske penge i kampen mod aids i u-landene går til.
De hiv-positive i u-landene kan være ligeglade med, om vores penge kanaliseres gennem WHO, Danida eller Ibis. Derimod er det altafgørende, om bistanden ydes effektivt og om den virker.
For os hjemlige iagttagere er det også underligt at bedømme på 20 procent, når vi interesserer os for det hele.
Derfor må kravet til afrapportering dække alle sider af den danske indsats. Også de multilaterale programmer, regeringen vælger at sætte vores penge i. Og også handelspolitikken.
Jørgen Harboe er freelance journalist med Den 3. Verden som speciale
Rapporten ligger på www.humormodaids.dk. Gå til “aktiviteter” og “egne analyser” og find den der.
