(Opdateret) 52,7 mio. kom ind ved TV-indsamling til Afrikas aids-ofre

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den store TV-indsamling lørdag aften til fordel for Afrikas aids-ofre havde kl. 24 indbragt over 52 mio. kr. – et resultat, der betegnes som yderst tilfredsstillende.

Resultatet – 52.750.000 kr. – blev gjort op af DR-vært Reimer Bo Christensen og indsamlingsaftenens kassemester, FCK-bossen Flemming Østergaard.

Indsamlingsshowet blev transmitteret live fra Tivolis Koncertsal, hvor et væld af danske kunstnere stod sammen med resten af landet om at medvirke til at standse aids-katastrofen i Afrika.

– De mange danskere – og de mange virksomheder, der har støttet indsamlingen, er medvirkende til, at de 7 organisationer bag indsamlingen kan gøre en forskel for rigtig mange mennesker i Afrika. Aids rammer både voksne og børn ikke bare som en sygdom, men en social tragedie, der ødelægger deres liv, hvis ikke de får hjælp, siger talsmanden for Danmarks Indsamling, Mogens Damgaard, i en presseudtalelse udsendt af Dansk Røde Kors.

Mere forståelse

Han glæder sig også over, at DR op til indsamlingen både i radioen, i fjernsynet og på nettet har fortalt om, hvilke konsekvenser hiv og aids har for millioner i Afrika.

– De færreste har selv besøgt områderne, og det er utroligt vigtigt, at der er folkelig forståelse for problemets omfang og for at man faktisk kan gøre en forskel, siger Mogens Damgaard.

– Vi er utroligt glade og stolte – og nu smøger vi ærmerne op for at sørge for, at hver eneste krone kommer til at gøre gavn, siger fungerende generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Mads Klæstrup Kristensen.

Han ser den store givervilje lørdag aften som en lovende strømpil for Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling søndag den 4. marts, skriver www.noedhjaelp.dk

DRs mediedirektør Lars Grarup er også godt tilfreds med Danmarks Indsamlingen og det flotte resultat af den ugelange indsats.

– For DR har det givet rigtig god mening, at vi har været med til at gøre befolkningen opmærksom på den altødelæggende katastrofe, som hiv og aids udgør i Afrika. Og vi er glade for, at både danske virksomheder og enkeltpersoner har villet støtte de 7 organisationers projekter, siger han.

Organisationerne bag Danmarks Indsamling har et site, hvor man kan læse om indsamlingen og fortsat give et bidrag. Det er

www.danmarksindsamling.dk

Her kan man også læse mere konkret om de projekter, pengene går til.

Organisationerne er BØRNEfonden, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Læger uden Grænser, Red Barnet, SOS-Børnebyerne og UNICEF Danmark.

Pengene fra indsamlingen går til 7 konkrete nødhjælpsprojekter, der alle sætter ind forskellige steder i Afrika for at bekæmpe hiv/aids-katastrofen.

Det var både danske firmaer og private personer, der gavmildt donerede penge til de aidsramte i Afrika. Ud over at man kunne bidrage ved at sende en sms eller ringe, var der indsamlinger rundt om i landet.

Ifølge WHO er omkring 39,5 millioner smittet med hiv/aids på verdensplan. Ca. 24,7 millioner – altså mere end halvdelen af de smittede – lever i Afrika syd for Sahara.

DR1 genudsender sin reportage fra Afrika om de massive hiv- og aidsproblemer mandag den 19. februar klokken 12.50 og fredag den 23. februar klokken 9.00.