Folketinget drøftede i april den danske hiv/aids indsats. Som opfølgning blev det besluttet at foretage en gennemgang af den hidtidige hiv/aids indsats og at udarbejde en ny handlingsplan, der fastlægger målsætninger og retningslinier for en styrket dansk indsats på området.
Som inspiration til dette arbejde har integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) nedsat en ekspertgruppe, der skal følge op på anbefalingerne fra forårets Copenhagen Consensus konference, som konkluderede, at forebyggelse af hiv/aids repræsenterede den bedste investering blandt 10 globale udfordringer og komme med bud på, hvordan den danske indsats tilrettelægges mest effektivt.
Bertel Haarder har inviteret: Dr. Catherine Hankins, UNAIDS, seniorrådgiver David Wilson, Verdensbanken, professor Martin Paldam, Århus Universitet og professor Flemming Bro, Syddansk Universitet til at indgå i ekspertgruppen.
Gruppen holder møde i København den 23.-24. november og vil den 25. november fremlægge resultatet af sine drøftelser på en offentlig konference.
Konferencen finder sted i Dansk Arkitekturcenter, Gl. Dok., Strandgade, torsdag den 25. november fra kl. 13.30 til 16.00.