Verdens 7 rigeste lande – G8 minus Rusland – er blandt de mindst generøse bidragydere af udviklingsbistand, viser dugfriske tal fra FNs Udviklingsprogram (UNDP).
I stedet for at diskutere om de har råd til at betale, hvad det koster at nå 2015 Målene, bør G7-landene benytte mødet i Skotland til at spørge sig selv, om de har råd til at betale prisen for ikke at gøre noget, hedder det i en pressemelding fra UNDP onsdag.
UNDPs Human Development Report Office opfordrer direkte G7-landene til at se på deres militærbudgetter. De bør overveje at bruge nogle af disse midler til udviklingsbistand i lyset af den voksende erkendelse af at fattigdom og ulighed i verden medvirker til usikkerheden i denne verden.
Verdens 7 rigeste økonomier USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada giver udviklingsbistand for 0,22 procent af deres samlede bruttonationalindkomst (BNI).
3 af klubbens medlemmer ligger i den absolutte bund blandt donorlandene: Italien (0,15 pct. af BNI), USA (0,16 pct. af BNI) og Japan (0,19 pct. af BNI). Italien og Japans bidrag er faldet siden 2001 – til trods for internationale løfter fra de rige lande om det modsatte i samme periode.
Lige nu er udviklingsbistanden generelt for opadgående, men ser man på tendensen i de rige landes støtte til bistand siden 1990, virker billedet knapt så imponerende:
– Siden 1990 er gennemsnitsindkomsten i G7-landene vokset med næsten 8.000 dollar (henved 50.000 kr.) pr. indbygger om året. I samme periode er landenes u-landsbidrag pr. indbygger faldet 7 dollar (ca 43 kr.) – fra 81 til 74 dollars.
Kun Storbritannien og USA yder i dag mere i udviklingsbistand pr. indbygger end i 1990, mens Tysklands bidrag er styrtdykket med 34 dollars pr. tysker. I Canada, hvor gennemsnitsindkomsten er vokset med 6.269 US-dollar siden 1990, er u-landshjælpen faldet med 22 dollars pr. indbygger.
– G7-landenes udviklingsstøtte til Afrika syd for Sahara er i dag samlet set 3 dollars højere pr. indbygger end i 1990 – men i samme periode har Canada, Frankrig, Italien og Japan alle reduceret deres bidrag pr. indbygger
– Samlet set yder G7 i øjeblikket 16 dollars pr. indbygger i bistand til Afrika. Det udgør én procent af den gennemsnitlige indkomstforøgelse, som G7-landene har opnået mellem 2000-2003.
– Landene i Afrika syd for Sahara modtager i dag 3 dollars mindre pr. indbygger end i 1990 i udviklingsbistand fra G7.
FNs generalsekretær, Kofi Annan, har flere gange opfordret verdens rige donorlande – herunder G7 – til at leve op til målsætningen om at yde 0,7 procent af bruttonationalindkomsten i udviklingsstøtte til verdens fattige lande, og G8-topmødet i Skotland kan blive stedet, hvor verdens rigeste lande træffer den historiske beslutning.
Den nemmeste løsning vil være, at G7-landene vedtager at følge EUs beslutning om at øge bistanden til 0,51 pct. af BNI i 2010 og at nå 0,7 i 2015 – året, da 2015 Målene – de otte, internationalt vedtagne udviklingsmål skal indfries.
For at nå dertil, erkender UNDP, skal en række forhindringer ryddes af vejen:
Mindst 2 europæiske lande, Tyskland og Italien, må forpligte sig til bindende mål for landenes officielle udviklingsbistand og demonstrere vilje til at overholde målene. Den udfordring gælder særligt Italien, som må vise vilje til at følge sine mål.
– Japan har sat sig et mere moderat mål om at komme op på 0,18 pct. af BNI i 2010, hvilket svarer til det laveste niveau siden midten af 1980erne.
– Canadas mål er at øge u-landsbistanden med 8 procent om året. Det er dog uklart, om det er i reale termer eller nominelt, og i bedste fald når Canadas udviklingshjælp til fattige lande maksimalt op på 0,36 pct. af BNI i 2010 – hvilket ligger langt under EU-niveauet.
– USA har endnu ikke lagt sig fast på nogen målsætning om niveauet for officiel udviklingsbistand til trods for, at præsident Bush skrev under på Monterrey-deklarationen i 2002, hvor regeringsledere lovede at tage konkrete skridt til at nå målet om 0,7 pct. af BNI i udviklingsstøtte.
I bedste fald vil USA, for så vidt allerede afgivne løfter overholdes, yde 0,18 pct. af samfundsøkonomien i 2010, hvorved USA vedbliver at skrabe bunden sammen med Japan på listen over G7-landenes u-landsstøtte set i forhold til deres nationalindkomst.
Ambitionerne om at G7-landene i Skotland træffer de historiske beslutninger, der skal til for at gøre en reel indsats for at bekæmpe fattigdom i verden, bliver udfordret af konjunkturerne i de selvsamme lande.
Strukturelle problemer som følge af lav økonomisk vækst, voksende arbejdsløshed og store underskud på de nationale budgetter truer landenes velstand. Problemerne er reelle, men bør ikke overvurderes.
Canada er det land i G7-gruppen der vil have lettest ved at sætte sig mere ambitiøse mål – og at nå dem, fordi Canada er det eneste af G7-landene, som har haft overskud på statsfinanserne i 2002, 2003 og 2004. Overskuddet udgør 0,7 procent af bruttonationalproduktet i 2003-04, hvilket er næsten 3 gange så meget som Canadas officielle udviklingsbistand.
Den Internationale Valutafond (IMF) forventer at overskuddet vokser i de kommende år. Canada kunne sagtens matche – eller endda overgå – EUs målsætning ved at trække på sit overskud, uden at det behøver at betyde omlægninger af prioriteringerne på det statslige budget.
Selv om de øvrige G7-lande tumler med større økonomiske udfordringer, betyder den nuværende beskedne andel af landenes offentlige budgetter, at der bør være rum for forbedringer ved at gennemføre små, løbende opjusteringer af bistandsniveauet.
Dertil kommer muligheden for landene til at revurdere prioriteringen af deres offentlige finanser – f.eks. kan selv små omfordelinger fra landenes militære budgetter til bistandsbudgettet bringe 0,7 målet indenfor realistisk rækkevidde:
– Siden 2000 er militærudgifterne i G7-landene vokset med 168 dollar pr. indbygger til 927 dollars pr. indbygger. I samme tidsrum er landenes officielle udviklingsbistand vokset med 11 dollars til 74 dollars pr. indbygger.
– Væksten i de militære budgetter siden 2000 udgør 0,4 pct. af bruttonationalindkomsten. Hvis halvdelen af disse midler blev afsat til udviklingsstøtte, ville G7-landene hastigt nærme sig 0,51 pct. af BNI i udviklingsstøtte – i lighed med EUs mål for 2010.
At der er rum for forandring fremgår af, at landenes militærbudgetter er mange gange større end deres udviklingsbistand: Canadas og Japans militærbudget er 5 gange større end landenes bistandsbudget, Storbritanniens er 6 gange større end bistandsniveauet, Italien bruger 13 gange så meget på militær som på bistand og USA 24 gange mere til militær end til udviklingshjælp.
Uden at forklejne nødvendigheden af et militærbudget til sikring af den nationale sikkerhed, bør denne prioritering alligevel kunne diskuteres, anfører UNDP. Øget bistand til at bekæmpe fattigdom og global ulighed kunne bidrage til at mindske disse trusler mod de rige landes sikkerhed.
Øgede investeringer i udviklingsbistand vil sandsynligvis have en mere positiv indvirkning på den kollektive sikkerhed end investeringer i militært udstyr.
Dette indlæg er inspireret af spørgsmålet, om G7-landene har råd til at imødegå de ambitiøse globale bistandsmål – 2015 Målene, skriver UNDP.
Fortsætter man på det nuværende niveau, vil 2015 Mål nr. 4 om at reducere børnedødeligheden med to trediedele i 2015 være milevidt fra at blive opfyldt.
I sidste måned offentliggjorde UNDPs Human Development Report Office en analyse, der viser, at landene i Afrika syd for Sahara vil opleve, at 3 millioner flere børn under 5 år dør i 2015 end hvis målet blev nået – altså en stigning i stedet for den vedtagne reduktion.
Mere udviklingsbistand alene er ikke nok til at få verden tilbage på sporet for eksempelvis at nå Mål 4. Men uden mere bistand vil 2015 Målene stadig være uopnåelige – og løfterne til verdens børn fortsat være uindfriede.
Det enkle spørgsmål, som G7-landene bør stille sig i Skotland er ikke, om de har råd til at gøre en ekstra indsats – men om verden har råd til at betale prisen for at fortsætte “business as usual”.
Kilde: UNDPs Human Development Report Office, New York, 6. juli, 2005
