Indiens økonomiske vækst havner formentlig på pæne 6,9 procent i finansåret til og med 31. marts 2005, og er dermed større end forventet, da en stærkt stigende industriproduktion og tjenesteydelser opvejer den stagnerende landbrugsproduktion, skriver dagbladet Børsen onsdag.
Forudsigelsen, der er udsendt af ministeriet for statistik i New Delhi, skal sammenlignes med en 8,5 procents ekspansion i sidste finansår, der blev den største siden 1989. Regeringen og centralbanken havde forudsagt en vækst på op til 6,5 pct. i dette finansår.
Industriproduktionen, der tegner sig for en fjerdedel af Indiens 580 milliarder dollar store BNP (3,364 mia. kr.), ventes at vokse 8,3 pct., da fremstillingsindustrien har oplevet sin største ekspansion i 8 år, oplyser regeringen i New Delhi.
Det vil støtte væksten, da en monsunregn under gennemsnittet har dæmpet landbrugsproduktionen. Den udgør 22 pct. af økonomien og ventes i dette finansår kun at vokse 1,1 pct. mod 9,6 pct. året før.
60 procent af Indiens godt en milliard indbyggere er afhængig af landbruget som levevej; alligevel er landbrugets andel af nationaløkonomien faldet fra 38 pct. i 1980, så den indiske økonomi bliver mindre og mindre afhængig af erhvervet, anfører Børsen.