Indien skal ikke nødvendigvis leve op til lige så håndfaste og bindende krav for sit CO2-udslip som lande i den vestlige verden, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) onsdag under sit besøg i det store land ifølge flere nyhedsmedier.
Dermed lægger han an til at komme inderne – og Kina – i møde for at få dem med i en global klimaaftale.
– Nogen bør forpligte sig på bestemte tal for nedbringelsen, som vi har gjort fra EUs side. Andre kan forpligte sig på mål for energieffektivisering. Det siger så ikke noget om, hvor meget CO2 de kan slippe ud, fordi det kan være, at de har så meget økonomisk vækst, at vi må tillade større udledning, anførte Fogh Rasmussen.
Udtalelsen faldt umiddelbart før han skulle møde den indiske premierminister, Manmohan Singh, for at drøfte, hvordan Indien kan komme med i en global klimaaftale i København i december 2009.