Det er svært at skrive om Burkina Faso uden at komme ind på Thomas Sankara.
Så vi lægger lige vejen om ham, før vi kaster os over Danmarks landbrugsbistand – men også for lidt at forstå det lands historie, som bistanden ydes til.
Det er nu 25 år siden, den tidl. franske koloni, Øvre Volta, ude på kanten af verdens mægtigste ørken (Sahara), blev omdøbt til “De Værdige Menneskers Land” – Burkina Faso. Ved samme lejlighed fik nationen et helt nyt flag og havde på blot et år fået en ny og meget radikal politik.
Navneskiftet den 4. august 1984 og alt det andet skyldtes en ung idealistisk officer, som havde taget magten ved et ublodigt kup nøjagtigt 12 måneder før. Han døde senere i en regn af kugler, men nåede forinden at sætte sit ørkenagtige land i Vestafrika på verdenskortet.
Allerede som purung informa-tionsminister havde Thomas Sankara vakt opsigt ved at opfordre pressen til at skrive kritisk om regeringen og cykle på arbejde i stedet for at tage ministerbilen.
Vel ved muffen ville han gå langt videre. Vende op og ned på samfundet, flytte værdierne ud fra byerne til de fattige bønder, og han tog fat med grovgreben.
Lod tusindvis af sundhedsposter og skoler opføre (ofte uden at der var sygeplejere og lærere nok), nationaliserede al jord og mineralfore-komster, lancerede en kampagne, hvor 2,5 mio. børn blev vaccineret på et par uger og opfordrede alle topfolk i administration og militær til at give en månedsløn som bidrag til sociale udviklingsprojekter for det store flertal.
I intentionen var han en “rigtig” folkeleder, og bestemt karismatisk, men han udviklede sig til en impulsiv og uberegnelig boss, der lagde sig ud med alle og enhver, inklusive sine egne i Revolutionsrådet, som styrede landet. Det måtte næsten ende som det gik i oktober 1987.
DANIDA: INGEN SUBSIDIER TIL SMÅBØNDER
Sankara er ikke glemt. Og Burkina Fasos selvbevidste bondebevægelse, Naam-grupperne, henter fortsat inspiration fra ham. Anderledes med de vestlige bistandsdonorer. De kunne ikke døje Sankara og han fik ikke mange bistandsdollars til sine røde eksperimenter.
Uanset hvad, sætter Sankaras fejlslagne forsøg på at flytte værdierne og udviklingsindsatsen fra byerne og ud til de fattige bønder den danske støtte til landets hovederhverv i perspektiv.
For det var unægteligt en nation med en noget anderlede spændende og omskiftelig historie end så mange andre – ikke mindst fordelingspolitisk -, som blev programsamarbejdsland for Danida i 1993.
Et land, som bestandigt balancerer på knivsens æg med fødevareknaphed i horisonten eller som grum dagligdag. Et land, hvor der efter hastigt stigende fødevarepriser udbrød demonstrationer i februar og april 2008, som visse steder udviklede sig voldeligt.
Danida anfører i sin landebeskrivelse, at “fødevarekrisen har fået regeringen til at foreslå incitamenter til forøgelse af landbrugsproduk-tionen, bl.a. ved hjælp af subsidier. Danmark har kritiseret disse forslag, fordi landbrugssektoren skal forblive en privat sektor, og statens rolle først og fremmest være at sikre de rigtige rammebetingelser for sektoren”.
Man kan vist roligt regne med, at disse subsidier vil være beregnet på at give de som oftest fattige fødevareproducenter en håndfast tilskyndelse til at producere mere end til sig selv. Men nej, siger Danida – de skal skam stå på egne ben og IKKE have tilskud til kunstgødning og alt muligt andet, der er steget i pris.
GODE RESULTATER, MEN….
Men hvad er det så Danida gør for småbønderne i sine flerfasede sektorprogrammer for landbruget? For noget gør man jo, selv om regeringen i hovedstaden med Langtbortistan-navnet Ouagadougou altså ikke må give dem tilskud.
Jo, i den seneste (lande)strategi for bistanden til Burkina Faso (2006-2010) står der, at “udviklingssamarbejdet inden for landbrug og udvikling i landområderne har som mål at mindske fattigdommen for den burkinske landbefolkning. Målet er at bidrage til en landbrugssektor, der kan brødføde befolkningen og danne grundlag for at forøge eksport-indtægterne uden, at det medfører en vedvarende nedslidning af naturressourcerne”.
Det lyder fint og rigtigt og går vi tilbage til Danidas optegnelser om resultaterne fra første fase af sektorprogrammet (2000-2005) med 355 mio. kr. på kontoen, er der over de 6 år opnået imponerende fremskridt.
Dette program bestod af i alt 4 komponenter: a) naturressource-forvaltning; b) støtte til private operatører; c) støtte til mikro-finansinstitutioner og d) institutionel støtte.
Konkret har programmet direkte berørt 21.200 husstande i udvalgte fattige områder, som gennemsnitligt har øget deres indkomst med 10 procent årligt. Dertil skal lægges alle dem, der har draget nytte af kollektive investeringer og aktiviteter som biveje, forvaltningssystemer for skovområder, konstruktion af markedspladser, landsbyudviklings-planer osv.
Eksempelvis har 8.000 husstande intensiveret deres grøntsagsproduk-tion med en årlig øget indkomst per husstand på 13 pct. og 6.150 husstande har øget deres kornproduktion med ca. 13 pct. årligt.
Der er oprettet 2 børser for salg af økologiske sesamfrø, og samtidigt er der givet landbrugsrådgivning til bønderne. Det har betydet, at antallet af sesamfrø-producenter er steget fra ca. 380 til 1.200, kvaliteten af frøene er højnet og salgsprisen steget med 60 pct. Alt i alt en vækst i omsætningen hos producenterne med 1/4. Størstedelen af produktionen er eksporteret.
Programmet har også indført en ny metode til tørring af mangofrugter, som har nedsat energiforbruget med 40 pct. og reduceret arbejdstiden til det halve, alt imens kvaliteten er øget, så en større andel kan eksporteres.
….HVAD MED DE RIGTIGT FATTIGE?
Men så kommer det:
“Programmet har i mindre grad haft succes med at nå de fattigste og kvinderne. Årsagen er bl.a., at programmet er efterspørgselsdrevet og ikke i tilstrækkelig grad har udviklet ”produkter” relevante for denne målgruppe. Efter…. et studie i 2004 er der nu større viden om disse spørgsmål og en central opgave i næste fase af programmet bliver at udvikle aktiviteter særligt relevante for denne målgruppe”.
Ja, det er i sandhed en stor mundfuld at nå ud til de fattigste og dermed langt de fleste. Til trods for alle fine tal og procenter.
Hvad gør man så for at nå det i næste fase af landbrugssektor-programmet, som løber fra 2005 til 2011? En fase, der har tabt klart i tyngde i forhold til resten af posen med Burkina-bistand, hvor der nu også skal være plads til så meget andet og ifølge Danida mindst lige så vigtigt såsom penge til god regeringsførelse, generel budgetstøtte m.v.
Hvor første fase rådede over de 355 mio. kr., er anden fase reduceret med ikke mindre end 70 mio. kr, så programmet havner nede på 285 millioner. Det er ikke meget til 6 års indsats – end ikke 50 mio. om året.
Anden fase af landbrugssektorprogrammet har 3 bestanddele:
1) Institutionel støtte til landbrugsministeriet, så det kan opbygge et samlet overvågnings- og rapporteringssystem, et nationalt rammepro-gram for sektoren, samt støtte til ministeriets interne reformproces og kapacitetsopbygning.
2) Udvikling i landområderne via konkrete aktiviteter for at forbedre og forøge landbrugsproduktionen. Med næsten 180 mio. kr. i bagagen er det her programmets tyngde ligger.
3: Mikro-finansiering med støtte til den nationale strategi herfor, midlerne forventes at indgå i en fælles pengekasse med 3 andre donorer.
Som overordnet formål angives 3 ting: Hjælpe Burkina Fasos strategi for udvikling af landområder gennem øget økonomisk vækst, skabe forøgede indkomster i landbrugssektoren og sikre bedre fødevaresikkerhed.
Alt i alt, skriver Danida, bygger anden fase videre på den første, man vil dog i højere grad satse på, at den danske bistand “kanaliseres gennem det nationale finansielle system”, hvorved Danida overlader større kontrol med pengene til burkinerne, lægge “større vægt på sammenhængen mellem produktion og marked” og så vil den burkinske regering for første gang selv stille med 10 procent af projektomkostningerne.
KONKRET OM DE 3 KLUMPER
Ser man nærmere på støtten til landbrugsministeriet, går den ud på at få ministeriet til at reorganisere sig selv og opbygge et egentligt nationalt program for sektoren. Og den danske støtte er bestemt ikke den store herregård. F.eks. placeres kun en enkelt Danida-rådgiver i ministeriet, som med alle sine opgaver får nok at se til i de 4 år, hun/han er der.
Den næste og helt store klump – Udvikling af landområder – har fokus på fattigdomsreduktion gennem udvikling og modernisering af landbruget i 3 regioner.
Hvad der skal udføres for de danske penge, må målgruppen selv stå for med “teknisk og faglig støtte fra NGOer, konsulentfirmaer, entreprenører osv”.
“Landbrugsministeriets regionale kontorer laver således ikke opsøgende rådgivning og vejledning (extension) overfor målgruppen, men vil spille en vigtig rolle i kvalitetssikring af aktiviteterne. For at sikre at kontorerne i de 3 regioner kan spille denne rolle, vil de blive støttet af et nationalt konsulentfirma og få kapacitetsopbygning gennem international rådgi-verbistand”, hedder det i omtalen, som blev forelagt U-landsstyrelsen i sin tid.
I hver region vil en fond, bestyret af målgruppen, blive etableret med et vindue for hhv. private og offentlige aktiviteter. Målgruppen for de offentlige aktiviteter er kommuner og de fremtidige regionale råd. Det private vindue vil kunne støtte aktørerne i landbrugssektoren bredt – dvs. individuelle bønder, sammenslutninger af producenter, branche-organisationer, forarbejdningsvirksomheder, de regionale landbrugskamre, osv.
De offentlige investeringer vil omfatte: infrastrukturprojekter som biveje, opdæmning af vand, beskyttelse af vandløb, markedspladser, slagteripladser, bæredygtig udnyttelse af skovarealer, træning og kapacitetsopbygning og udarbejdelse af kommunale udviklingsplaner indenfor sektoren.
Støtten til private aktiviteter vil være fokuseret på at udvikle landbrugsproduktionen f.eks. ved introduktion af nye metoder for opdræt af fjerkræ, får, grise og kvæg; grøntsagsproduktion i tørtiden; investering i fælles udstyr, såsom små møller, for at lette arbejdsbyrden.
For at fremme forarbejdning og kommercialisering af produktionen kommer der også støtte til markedsundersøgelser, udvikling af virksomhedsplaner, markedsføring, kapacitetsopbygning, støtte til brancheorganisationer for at etablere rådgivningsservice for deres medlemmer, etc.
STRAMNING FRA 2005 TIL 2010
Kaster vi blikket på ledsageteksten til landbrugssektorprogrammet i finanslovforslaget for 2010 (som er af langt nyere dato end styrelses-papirerne fra december 2005) er overskrifterne ikke til at tage fejl af.
Her står der i bedste Afrika-kommissions-stil, at “hovedvægten er lagt på at yde støtte til private operatører engageret i produktion, forarbejdning og markedsføring af regionalt prioriterede landbrugsafgrøder og produkter”.
Forarbejdning og markedsføring er led i “værditilvækstkæden”, som Danida nu slår så meget på. Det er den kæde, hvor det store fattige flertal – småbønderne – befinder sig nederst. Nemlig som producenter ude i marken, hvor værditilvæksten er mindst – og mest udsat i Afrikas barske virkelighed.
Dækker kodeordet “private operatører engageret i produktion” så over småbønderne? Og hvor meget vil der overhovedet blive satset på dem og deres fødevaresikkerhed, når jobskabelse, økonomisk vækst og eksport er de nye “Sesam-luk-dig-op” ord?
Sidste og tredje bestanddel af sektorprogrammet er små lån til driftige personer, hvor Danida vil gøre sit til at sanere og effektivisere mylderet af ca. 300 mikro-finansieringinstitutioner og banker, der forvalter opsparing og yder smålån i det karrige land, som er blandt verdens 10 fattigste. Mange af de 300 er brodne kar i et land, der samtidig er et af de mest korrupte i Afrika.
Man vil udvikle “metoder til at nå alle dele af befolkningen herunder sårbare grupper (med små lån). Dette vil bl.a. ske gennem at øge den geografiske tilstedeværelse, mindske de administrative barrierer for f.eks. analfabeter og øge udbudet af forskellige typer serviceydelser i overensstemmelse med behovene”.
Der vil også blive “ydet 5 mio. kr. til en fælles garantifond etableret af banker, sparekasser og staten for at mindske risikoen ved lån til mikro-finansinstitutioner (så de igen kan låne videre). Med denne garanti vil disse finansinstitutioner kunne give mere risikobetinget kredit til f.eks. fattige befolkningsgrupper og innovative entreprenører”.
MIKRO-LÅN – MEN TIL SMÅBØNDERNE?
Det lyder umiddelbart fint.
I den 5 år yngre tekst til finanslovforslag 2010 står det måske mere i klartekst: Der skal skaffes øget adgang til mikrokreditter til små og mellemstore virksomheder. Denne kategori omfatter hverken småbønder eller andre fattige. De er mikrovirksomheder og nedefter (hvis man overhovedet kan gå længere ned).
I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, hvordan omtalen af sektorprogrammet ved dets forelæggelse for 5 år siden adskiller sig i betoningen fra de overskrifter for dets virke, som angives nu i 2010.
Vi må se, hvordan det går. Ikke mindst da på baggrund af et interview med Ulla Tørnæs, bragt for få dage siden her på u-landsnyt som artikel 10 i denne debatserie.
Her siger udviklingsministeren åbent, at den danske støtte til u-landenes store flertal, småbønderne med deres subsistenslandbrug “hverken har afskaffet fattigdom eller skaffet fødevaresikkerhed. Der bliver simpelt hen ikke produceret nok på denne måde”.
De kan forlade deres marker og tage et af de mange nye jobs, som initiativerne under Afrika-kommissionens nok vil skaffe dem. Det er vel, hvad Tørnæs reelt siger. Hør bare:
Der spørges:
Hvad med småbønderne, som tæller langt størsteparten af indbyggerne i vore samarbejdslande? De kommer aldrig i nærheden af at kunne kalde sig en formel virksomhed endsige ansætte folk? Hvordan vil de fremover blive støttet?
Tørnæs:
– Disse mennesker vil jo netop være dem, som de nye jobs skabes til. Det er dem, som ikke længere behøver forsøge at overleve af det lille stykke jord, som familien har, men som kan få arbejde og tjene en løn.
I DET MINDSTE STADIG ET SEKTORPROGRAM
Ministeren siger også, at småbønderne hverken skaber økonomisk vækst eller jobs.
Set i lyset af, at de fleste store donorer med Verdensbanken i spidsen kalder landbruget – og dermed dets hovedbestanddel (småbønderne) – for rygraden i ethvert u-lands økonomi, må man vist føje til, at det er en ganske utraditionel tilgang fra en dansk minister til udviklingsdramaets største skisma: De glemte hovedpersoner – det store stærkt mindre bemidlede flertal ude på landet i Den 3. Verden. Hovedparten er kvinder. Dem Tørnæs tidligt og silde har sagt, hun vil hjælpe.
Under alle omstændigheder kører Danida i det mindste videre med et sektorprogram for landbruget i Burkina Faso indtil udgangen af 2011 og der “forudses bevilget i en ny fase af programmet i 2013”, som der står i finanslovspapirerne.
Det er mere – meget mere – end man kan sige om en stribe andre programsamarbejdslande. Men Burkina er nu også noget for sig. Som Burkina-kenderen over alle herhjemme, forfatteren, foredragsholderen m.v., Thyge Christensen, skrev for 10 år siden i et digert særnummer af Danidas tidsskrift “Udvikling” om landet med de 60 folkeslag:
“Bondebevægelsen, Naam-grupperne, bygger på urgamle organisationsformer, og i det lys skal man se det omhyggeligt valgte motto: At udvikle uden at ødelægge”. Se det slogan er ikke helt af vejen i sammenhæng med dansk udviklingspolitik her i slutningen af 2009.
PS! Tilføjelse:
Det burkinske landbrugsministerium har netop meldt årets høstresultat. For majs, hirse, ris og andre fødevarer er der tale om et fald på ca. 10 procent, hvad der var forventeligt efter sidste års rekord.
Landet er rent statistisk selvforsynende med fødevarer i det kommende år, men der er store variationer mellem landsdelene. Det er overvejende de frugtbare områder, der har haft regelmæssig regn og en god høst, så vi kan nok konkludere, at der oppe nordpå er store problemer.
Bomuldshøsten – Burkinas største eksportvare – er faldet med 12 pct., fordi der har været tilsået færre hektar, og regntiden kom sent. Man kan læse mere på www.allafrica.com
Vi gennemgår dansk landbrugsbistand til flere programsamarbejdslande i næste uge i denne debatserie.
