Danmark skal selvfølgelig hjælpe nødstedte mennesker. Men hvis vi skal undgå at give nødhjælp for evigt, må vi også skabe udvikling.
Det rejser til gengæld en masse komplicerede spørgsmål, fordi der er mange barrierer for udvikling, skriver udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i en kronik torsdag om u-landshjælpen i Berlingske Tidende. Knud Vilby indledte Berlingskes miniserie onsdag, og Villy Søvndal slutter den fredag.
Af Ulla Tørnæs
Det er desværre ofte svært at engagere særligt mange danskere i debatten om u-landshjælp. Dog kan opmærksomheden fanges, når TV viser billeder fra sultkatastrofen i Niger eller tusindvis af afrikanere, der strømmer til Marokko for – med livet på spil – at forcere barrieren for en tålelig tilværelse. En barriere i form af et højere og højere pigtrådshegn på grænsen til de spanske enklaver og dermed Europa.
Danmark skal selvfølgelig hjælpe nødstedte mennesker. Men hvis vi skal undgå at give nødhjælp for evigt, så skal vi også skabe udvikling. For hvorfor flygter afrikanerne? Og hvordan kan vi være med til at skabe en langsigtet positiv udvikling i landene på det afrikanske kontinent?
Fordi det er så svært at kommunikere de mange komplekse barrierer for udvikling i Afrika, så nøjes mange mennesker forståeligt nok med at betragte u-landshjælpen som noget, der alene handler om, at de rige lande giver en pose penge til de fattige.
Holdningsmæssigt kan man så tilhøre den gruppe, der mener, at jo flere penge vi giver, jo bedre, eller man kan tilhøre gruppen, der mener, at det nok er u-landenes magthavere og elite, der skraber alle pengene til sig.
Derfor bliver debatten ofte reduceret til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal give mere eller mindre i bistand – p.t. spørgsmålet om, hvorvidt det er OK, at Danmark nu ligger nr. 2 eller 3 på ranglisten over verdens største donorer frem for som tidligere nr. 1.
Men det siger sig selv, at den debat har forkerte proportioner, hvis spørgsmålet om 1,5 mia., som regeringen sparede efter sin tiltræden for at give sundhedsvæsenet et tiltrængt økonomisk løft, fylder mere end diskussionen om, hvordan vi bruger de resterende godt 12 mia. kr. Nemlig de godt 12 mia. kr., der sender Danmark i den internationale superliga, når det kommer til størrelsen på udviklingsbistanden.
Danmark er blandt de 5 lande i verden, der lever op til FNs målsætning om at give mindst 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand, og hvis alle lande gav de samme 0,8 pct., som den danske regering har besluttet, så ville den globale bistand firedobles.
Ét er hele diskussionen om bistandens størrelse, men noget helt andet er det potentiale for at løfte millioner af mennesker ud af fattigdom, som står og falder med, om det til december i WTO-regi lykkes at blive enige om at give de fattige lande større mulighed for at konkurrere og handle på verdensmarkedet.
Vi hjælper ikke de fattige lande, hvis vi reducerer den danske udviklingspolitik alene til et spørgsmål om, hvor mange penge Danmark giver.
Derfor er det på tide med en mere nuanceret debat om u-landshjælp i stedet for kun at stå på sidelinjen og vifte med kvitteringen for at have indbetalt flest penge. Vi skal turde stille spørgsmål, som ikke har været stillet længe.
Første spørgsmål er, om u-landshjælp alene er en pris, vi betaler for vores dårlige samvittighed over tilfældigvis at være født i et rigt land. Eller er ulandshjælp noget, vi også må forholde os mere nuanceret, strategisk og politisk til?
F.eks. som en handling, der i en globaliseret verden også er til gavn for Danmark i form af større sikkerhed, stabilitet og øget økonomisk vækst globalt set – og ikke kun velgørenhed? Ja, mener jeg. Faktisk tror jeg, det har været til ugunst for de fattige lande, at det i mange år har været tabu også at tænke u-landsbistanden ind i en større udenrigspolitisk sammenhæng.
Det næste spørgsmål er, hvordan vi bruger de godt 12 danske u-landsmilliarder. Skal vi give alle pengene til ét land eller til 15 forskellige eller flere? Skal vi give pengene til FN eller administrere dem selv?
Skal vi give alle pengene i akut nødhjælp til ofrene for sult- og naturkatastrofer? Eller skal vi kun give penge til langsigtet udviklingsbistand – og kun i de lande, hvor vi har en garanti for, at magthaverne ubeskåret bruger bistanden på at føre fattigdomsstrategier ud i livet, hvor reformviljen er til stede, og hvor ikke én krone går tabt på grund af korruption, uagtet at der i så fald nok kun er en meget lille håndfuld værdige modtagere af dansk u-landshjælp, og uagtet at det nok ikke er i disse lande, at befolkningen har det værst?
Og er vi parat til at acceptere, at når vi går ind i de lande, som har mest behov for hjælp, så risikerer vi, at udviklingen går meget langsomt, og at nogle projekter mislykkes?
Det mener jeg, at vi skal være. Jeg vil insistere på at være ambitiøs på vegne af dansk u-landsbistand og synes, det vil være en falliterklæring at stemple hele u-landsbistanden som nytteløs, fordi enkelte projekter slår fejl, eller fordi det tager lang tid at skabe udvikling. Det skete heller ikke over natten i Europa.
Med regeringens beslutning om at udvide med et nyt samarbejdsland i Afrika er diskussionen faktisk helt aktuel. For hvem og hvad skal vi give penge til?
Skal vi vælge Niger, som har akut behov for humanitær bistand, men hvor landets administration er så svag og korruptionen så stor, at det ikke er en nem opgave at realisere en langsigtet fattigdomsstrategi?
Eller skal vi gå ind i Etiopien, som er utroligt fattigt, som har en vigtig strategisk placering geografisk, men hvor korruptionen ligeledes er omfattende og demokrati og menneskerettigheder ikke altid respekteres, samtidig med at landet og befolkningen er så stor, at Danmark vil få relativ lille indflydelse?
Eller skal vi vælge Mali, hvor viljen til reformer hos de lokale magthavere er større, hvor den politiske situation er stabil, hvor landet har en størrelse, der vil give Danmark reel indflydelse, men hvor der også er korruption, og hvor landets geografiske placering betyder, at udviklingsarbejdet risikerer at blive ødelagt af tørke og ustabilitet i nabolandene?
Disse spørgsmål kan ikke besvares ved alene at henvende sig til eksperter – de er også politiske.
Det tredje spørgsmål er, om u-landshjælpen overhovedet virker. Det er rigtigt, at det i nogle afrikanske lande ikke umiddelbart kan måles, at landet har fået omfattende ulandshjælp gennem en lang årrække. Er det et argument for, at vi dropper hjælpen til landet? Det kan man ikke svare entydigt på – men i de fleste tilfælde: nej.
For der er gode grunde til, at det kan være svært at se en sammenhæng mellem økonomiske nøgletal og u-landshjælp. Nogle steder giver vi u-landshjælp i form af nødhjælp til ofre for humanitære katastrofer. Her er målet at holde mennesker i live – og ikke nødvendigvis at skabe økonomisk vækst og udvikling.
Når det gælder resultaterne af den langsigtede udviklingsbistand, så afspejler de nogle bistandsmetoder, som gennem de seneste år har undergået gennemgribende forandringer.
Vi er gået fra gennem mange år at have givet udviklingsbistand i form af direkte støtte til enkeltprojekter til i dag i højere grad at give penge til opbygning og styrkelse af en sektor (f.eks. uddannelsessektoren eller erhvervssektoren) ud fra en langsigtet fattigdomsstrategi, som udviklingslandet selv har udarbejdet.
På den måde opnår vi større sikkerhed for, at landet forpligtes til selv at arbejde for de samme mål, og vi sikrer, at de aktiviteter, vi finansierer, er tænkt ind i en sammenhængende plan for udvikling af en hel sektor.
Eksempelvis nytter det ikke meget, at Danmark bygger en skole uden tanke for, om der i regionen f.eks. uddannes lærere til at forestå undervisningen, når skolen er bygget færdig. Derfor er håbet, at den bistand, vi giver i dag, har større sandsynlighed for at påvirke landenes overordnede udvikling end tidligere tiders projektbistand.
For fattigdom er ikke bare fattigdom. Fattigdom skyldes mange forskellige ting.
Nogle steder skyldes fattigdommen sparsomme naturressourcer og mangel på viden. Men mange andre steder handler det om uduelige offentlige systemer eller korrupte statsledere, der ikke vil gennemføre de nødvendige økonomiske og politiske reformer.
Kun hvis vi går ind og påvirker de lokale regeringer og arbejder for reformer og bedre rammebetingelser for lokal udvikling, vil vi på sigt kunne måle udvikling i de overordnede nøgletal.
Men vi må være tålmodige – uden at være naive. Vi skal selvfølgelig trække os ud af et land, hvis magthaverne decideret modarbejder ændringer, der skal skabe udvikling. Nogle steder må vi erkende, at Danmark ikke har nogen meningsfyldt rolle at spille i anden udstrækning, end at vi giver nødhjælp i forbindelse med humanitære katastrofer, slutter udviklingsministeren.
Kronikken stod i Berlingske Tidende torsdag den 13. oktober 2005.
