Dansk Afrika-kommission lanceret

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

International kommission med deltagelse af en række fremtrædende politikere, erhvervsledere og eksperter skal puste nyt liv i debatten om, hvordan de meget store udfordringer på det afrikanske kontinent kan løses.

Fokus vil være på unge, kvinder og beskæftigelse, hedder det i en pressemeddelelse.

Kommissionen mødes første gang 16. april i København. Herefter holdes et møde i Afrika samt et afsluttende møde i København om et år, hvor Kommissionen afleverer sine anbefalinger.

UNGE, KVINDER OG KLIMA

Kommissionen skal fremsætte nye og innovative strategier til at forbedre det internationale udviklingssamarbejde med Afrika.

Fokus vil være på unge og beskæftigelse. Herudover vil Kommissionen fokusere på økonomisk vækst, kvinders rolle i udviklingen, klimaforandringer og uddannelse.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen lancerede initiativet tirsdag.

Han bliver formand for Kommissionen og siger bl.a.:

– Jeg er meget glad for, at regeringens ambition om at sammensætte en international Kommission med toneangivende medlemmer er lykkedes til fulde, og jeg har store forventninger til resultatet af Kommissionens arbejde. Det er første gang, vi har nedsat en så bredt sammensat international Kommission. Den kommer på det rette tidspunkt og med det rigtige fokus: Vi ønsker at få Afrikas udfordringer højere op på den internationale dagsorden; vi ønsker at starte en ny og mere fokuseret debat om Afrikas fremtid; og vi ønsker i det hele taget at påvirke det internationale udviklingssamarbejde. Kommissionen er en konkret udmøntning af regeringens aktivistiske udenrigspolitik.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs, der bliver regeringens anden repræsentant i Kommissionen, glæder sig til arbejdet:

– Befolkningstilvæksten i Afrika er den højeste i verden, og kontinentet står overfor store demografiske og økonomiske udfordringer. Det er afgørende, at de store ungdomsårgange får mulighed for at sætte turbo under udviklingen, hvis det for alvor skal gå fremad. På trods af positive eksempler i en række lande, vil FN’s mål om at halvere fattigdommen inden år 2015 ikke blive nået i Afrika. Der er brug for at revitalisere indsatsen på en lang række områder for at møde fremtidens udfordringer.

Når Kommissionens anbefalinger foreligger, vil de udgøre et væsentligt bidrag til bistandssamarbejdet med Afrika. Regeringens har tilkendegivet, at den arbejder for at øge den samlede udviklingsbistand over en årrække. Bistanden til Afrika kommer til at udgøre en stadig større del af den bilaterale danske bistand. Det er vigtigt, at Danmark – og ikke mindst de afrikanske modtagere – får mest muligt udvikling for hver bistandskrone. Det skal Afrikakommissionen hjælpe med til at sikre.

Kilde: www.um.dk