Der er lagt op til markante ændringer i dansk udviklingspolitik med mere fokus på økonomisk vækst i den private sektor, mens uddannelse og sundhed nedtones kraftigt.
Det fremgår af et fortroligt udkast til VKs nye udviklingspolitik, som Information er kommet i besiddelse af, skriver avisen mandag.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) indledte i 2009 et ‘ti-års eftersyn’ af dansk bistandspolitik, og dokumentet er et udkast, udsendt i meget begrænset høring, til en ny overordnet strategi, der skal “fremtidssikre” dansk udviklingspolitik.
Ifølge flere bistandseksperter, som Information har vist udkastet, lægger det op til et decideret opgør med bærepiller i dansk bistand som det sociale fokus på sundhed, uddannelse og fattigdomsbekæmpelse:
Regeringen blev sidste år kritiseret kraftigt for at bruge sit mandat fra den Fogh-nedsatte Afrika-kommission til at omlægge det danske bistands-fokus til den private sektor.
Efter kommissio-nens rapport øgede regeringen bistan-den til Afrikas private sektor med 8 milliarder kr. frem mod 2014. Den erhvervsorienterede bistand kritiseres imidlertid for reelt ikke at bekæmpe fattigdom, fordi den typisk aldrig når de fattigste, hvilket er et bærende princip for dansk udviklingsbistand.
Både eksperter og NGOer vender sig kraftigt imod, at støtten til den private sektor tilsyneladende skal ske på bekostning af de sociale sek-torer. Ifølge tidl. kontorchef i Danida Klaus Winkel er det “meget skidt”:
– De klassiske statslige sektorer som uddannelse, sundhed og infrastruk-tur er noget af det, der egner sig bedst til statsligt bistandssamarbejde. Det er meget mere oplagt end støtte til den private sektor, der bestemt ikke er let, siger Winkel, der mener, at hvis man endelig skal støtte det private initiativ, så skal det ske i “den uformelle sektor”, hvor der langt billigere kan skabes arbejdspladser.
– Jeg tror ikke, det er, fordi Udenrigsministeriet ikke ved, at de sociale sektorer er vigtige. Men på grund af de mange andre prioriteter og interesser man har, ender det med at gå ud over noget helt grundlæg-gende, siger han til Information mandag.
Det har ikke været muligt for bladet at få en kommentar fra udviklings-ministeren. Selve udkastet er, ifølge Informations oplysninger, forfattet af en mindre skrivegruppe under ministeriet.