Danidas Business to Business program (B2B-programmet) i Afrika lever ikke op til målsætningen om at bekæmpe fattigdom.
Det er konklusionen i en rapport, lavet af en gruppe studerende ved Roskilde Universitet (RUC)
De studerende har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt deltagende virksomheder i programmet.
De har lavet interviews med to virksomheder, ligesom de har trukket på eksperter på området.
Resultatet af de studerendes undersøgelser tyder på, at B2B-programmet ikke lever op til målsætningen. Det fremmer ikke job til kvinder og unge, og der er tegn på, at der fuskes med antallet af skabte arbejdspladser.
De studerende Lene Grønkjær ([email protected]), Nikolaj Møller ([email protected]) og Emil Daugaard ([email protected]). Roskilde Universitet, skriver om deres arbejde: ….
Vi har undersøgt, om B2B-programmet er tilstrækkeligt fattigdomsbekæmpende.
Til at besvare dette spørgsmål har vi foretaget en spørgeskemaunder-søgelse, hvor vi har kontaktet de danske B2B-virksomheder, som har partnerskaber i Afrika.
Vi fik svar fra 45,7 procent af de eksisterende B2B-partnerskaber i Afrika, hvor vi bl.a. spurgte til, hvor mange der var blevet ansat efter, at de enkelte projekter var sat i gang, kønsfordelingen, alder, beskæftigelse m.fl.
Derudover interviewede vi to danske B2B-virksomheder, Unicool A/S og Eghøjgaard I/S, er med i B2B-projekter i henholdsvis Tanzania og Egypten for at se nærmere på disse to partnerskaber.
Vi har også interviewet to eksperter på området, Peter Kragelund og Poul Buch-Hansen, for hvem vi har fremlagt vores resultat af spørgeskemaundersøgelsen og de to interviews af Unicool A/S og Eghøjgaard I/S. Vi har brugt Kragelund og Buch-Hansens udtagelser til at analysere os frem til besvarelsen af vores problemformulering.
TANKEVÆKKENDE TAL
Det fremgår af vores projektrapport, at de B2B-partnerskaber i Afrika vi har undersøgt, har skabt i alt 961 jobs i perioden 2006-2008.
Det er et tal, som ligger langt fra, hvad Danida selv oplyser, der er skabt i 2007 (2667 jobs) og 2008 (3079 jobs).
Dermed er der ifølge Danidas oplysninger i 2007-2008 i alt skabt 5.736 fuldtidsjobs, hvoraf 4.037 er mænd, og 1.699 er kvinder.
Enten har vi været meget ”uheldige” ikke er komme i kontakt med de virksomheder, som har beskæftiget mange personer eller også er den mistillid Peter Kragelund og Poul Buch-Hansen har til programmet velbegrundet.
De to eksperter mener ikke, at ambassaderne i Afrika har tid til at tjekke om oplysninger om beskæftigelse er korrekte og derfor kan programmet ikke legitimeres, da virksomhederne i princippet kan oplyse forkerte tal i de rapporter, som virksomhederne årligt skal indrapportere til Danida.
DANIDAS MÅL
Vores analyse tager udgangspunkt i Afrikakommissionens Rapport, Regeringens Afrikastrategi og Regeringens B2B-guidelines, hvorudfra vi har gjort rede for den danske regerings tilgang til privatsektorstøtte inden for dansk udviklingsbistand med fokus på B2B-programmet.
Det fremgår af både Afrikakommissionens rapport og Regeringens Afrikastrategi, at beskæftigelse gennem den private sektor er den bedste måde at bekæmpe fattigdom.
Derudover fremhæves det at der bør være særlig fokus på unge, beskæftigelse og kvinder.
I B2B-guidelines står der, at det overordnede formål er, at bekæmpe fattigdom gennem økonomisk vækst ved at støtte langsigtede kommer-cielle partnerskaber mellem danske og udenlandske virksomheder.
I tillæg til dette nævnes CSR, kvinder og arbejdsforhold, som særlige fokuspunkter, men der stilles ikke direkte krav til virksomhederne om at de skal inddrage disse fokuspunkter i deres partnerskab.
B2B-PROGRAMMET LEVER IKKE OP TIL MÅLENE
Vores spørgeskemaundersøgelse viste, at nogle virksomheder har ansat kvinder og/eller unge, mens andre ikke har haft dette fokus.
Da Danida fremhæver at unge og kvinder som en prioritering i forhold til fattigdomsbekæmpelse, er der en tendens til at B2B-programmet ikke er tilstrækkeligt fattigdomsbekæmpende, hvis målsætningen er beskæftigelse af unge og kvinder.
Hvis Danidas B2B-program i højere grad skal kunne bekæmpe fattigdom gennem beskæftigelse af kvinder, er det en forudsætning at Danida i højere grad er selektive og vælger virksomheder og brancher, hvor kvindebeskæftigelse er dominerende i den pågældende kultur.
Samtidig kan B2B-programmet forbedres, ved at integrere uddannelse i programmet, så virksomhederne har mulighed for at få kvalificeret ung arbejdskraft.
Samtidig viste vores spørgeskemaundersøgelse, at nogle virksomheder havde ansat arbejdskraft, som i forvejen havde et andet fuldtidsjob.
På den ene side kan den nyansattes tidligere job, blive besat til anden side, hvilket dog ikke med sikkerhed er tilfældet. På den anden side kan Danida ikke vide sig sikker på, at det ledige job vil blive genbesat.
Samtidig kan der være risiko for at den nye B2B-fuldtidbeskæftigelse udkonkurrerer andre jobs i samme branche, hvilket i så fald ikke er tilstrækkeligt fattigdomsbekæmpende, fordi nettoeffekten af besatte jobs ikke er steget.
Dermed kan Danida forbedre den fattigdomsbekæmpende effekt af B2B-programmet, hvis de får vished om, hvordan støtten af en virksomhed påvirker andre virksomheder i samme branche.
HVOR MANGE JOBS FOR PENGENE?
Vi har desuden set på sammenhængen mellem antal skabte jobs og det antal bistandskroner virksomhederne har modtaget gennem B2B-programmet.
Her fremgik det, at partnerskaberne har skabt mellem 3 og 300 nye fuld-tidsstillinger, hvormed det kan konkluderes, at Danida ikke i tilstrækkelig grad har satset på arbejdskraftintensive erhverv og sektorer i forhold til at skabe beskæftigelse.
Dermed er dette ikke tilstrækkeligt fattigdomsbekæmpende.
For at forbedre dette, bør Danida udvælge virksomhedstyper og sektorer med arbejdskraftintensivitet.
Danida kan ligeledes forbedre B2B-programmet ved at fokusere på virksomhedstyper og sektorer med store afledte effekter.
Konkret bør Danida fokusere på sektorer og virksomhedstyper, som producerer eller forarbejder lokale varer, da de afledte effekter i så fald er større end hvis virksomhederne importerer udenlandske varer.
PÅ DANSKE VIRKSOMHEDERS PRÆMISSER
Et andet forbedringsforslag er, at Danida i højere grad bør tage udgangspunkt i modtagerlandenes specifikke behov og deres erklærede mål, frem for de danske virksomheders interesser og præferencer.
Derfor bør Danida lave en strategi for hvert af B2B-modtagerlandende, som i overensstemmelse med landets behov, udvælger enkelte sektorer, hvor den fattigdomsbekæmpende effekt er størst.
Udover dette er der også et forbedringsforslag om, at B2B-programmet bør forbindes med og støtte sektorer på tværs af niveauer, herunder bl.a. den tekniske uddannelsessektor, så flere tekniske faglærte kan blive uddannet til den private sektor.
KONKLUSION
Vi kan konkludere, at kravene til B2B-projekterne er for løse, da ikke alle virksomhederne lever op til Danida/regeringens målsætning om, at fattigdom bedst bekæmpes gennem beskæftigelse, kvinder og unge i den private sektor.
Dermed kan det konkluderes, at Danida ikke følger sin egen målsætning og dermed ikke er tilstrækkeligt fattigdomsbekæmpende.
Det er tilmed svært at konkludere, hvorvidt Danidas B2B-program har været fattigdomsbekæmpende nok, da Danida ikke stiller nogen tilstrækkeligt fattigdomsbekæmpende krav og dermed ikke har noget succeskriterium.
Samtidig er der ingen instanser, som kontrollerer de forskellige B2B-projekter.
Hvis Danidas B2B-program i højere grad skal være fattigdomsbekæm-pende, bør Danida stille flere krav til virksomhederne, have en klar målsætning med programmet og have ressourcer til at håndhæve de fastsatte krav.
Overordnet bekæmpes fattigdom ikke bedst gennem kvinder og unge, men derimod ved at stille krav og fokusere på sektorer og virksomheds-typer med store afledte effekter og/eller høj arbejdskraftintensivitet.