Indlæg i debatten om privatsektorbistand af:
Ivan Breinholt Leth
Tidligere Business Adviser i Lesotho, Swaziland, Kenya
Ude i Lesotho’s bjerge i det sydlige Afrika boede der i 2008 en mand – Peter Warner (PW). Ved hjælp af midler fra en række britiske fonde havde PW startet et såkaldt Vocational Training Centre. Han var selv Manager med stort M. Ungdom fra de omliggende landsbyer skulle have håndværksuddannelser på centeret.
Adspurgt om driftsomkostnin-gerne for projektet oplyste PW, at deltagerne skulle betale R300 per måned for at deltage i uddannelserne.
SVARER TIL EN MÅNEDSLØN
Jeg henvendte mig derefter til en kollega, som var forsker i Lesotho’s hovedstad Maseru. James Urwick var i besiddelse af diverse statistikker for Lesotho, for så vidt som sådanne overhovedet eksisterer.
Han bekræftede min mistanke: Gennemsnits-indkomsten for en familie på landet i Lesotho ligger netop på omkring R300 per måned og arbejdsløsheden i landet er omkring 30%. Det ville altså svare til, at en dansk familie skulle betale mindst 15.000 kr om måneden for at uddanne et barn til arbejdsløshed!
Et par uger senere var jeg tilbage hos PW for at spørge ham, om han mente, at hans målgruppe havde råd til at betale en måneds indkomst for at have deres barn i hans VTC.
PW indrømmede, at det ikke vil være nemt for den gennemsnitlige familie i området at benytte sig af hans tilbud, men for det første mente han, at hvis de virkelig ville, skulle de nok finde pengene, og for det andet arbejdede PW på, at få staten til at overtage nogle af driftsomkostningerne for at nedbringe deltagergebyret.
Jeg spurgte ham så, om han mente, at hans færdiguddannede håndværkere ville finde arbejde i et land med 30% arbejdsløshed. PW’s svar var, at de kunne starte noget selv.
Men da jeg så gjorde PW opmærksom på, at der ikke findes mikro kredit faciliteter i Lesotho, og at det nærmest er umuligt for personer uden job og ejendom som sikkerhed for et lån at starte en forretning, var PW tydeligvis træt af mig. Han kunne jo ikke løse alle disse menneskers problemer, vrissede han.
TYPISK FEJL
PW’s fine projekt er desværre et typisk eksempel på, hvordan vestlige ulandsorganisationer arbejder i Afrika. Ikke blot var PW alt for meget manager, og havde ikke inddraget lokalbefolkningen i projektet, men han startede også i den forkerte ende så at sige. Som at starte med taget når man vil bygge et hus.
Hvis PW havde inddraget lokalbefolkning fra begyndelsen og spurgt dem om, hvad de kunne tænke sig at stille op med de penge, som han og hans organisation kunne fremskaffe, ville over 90% af ønskerne have handlet om landbrug og små virksomheder – altså privat sektor initiativer.
De små virksomheder ville fortrinsvis have været lokale dagligvare-butikker, skrædderier og tømrer-, snedker- og murervirksomheder.
Måske ville der også have været en lokal skomager og en lokal frisør blandt ønskerne. Dette er naturligvis en påstand, men den er baseret på egne erfaringer.
MANGLENDE RESEARCH
En tømrer, som starter sin egen virksomhed, skal selvfølgelig vide noget om, hvordan man arbejder med træ. Derfor har han brug for PW’s center.
Men PW kunne først have undersøgt, i hvilken udstrækning han kunne have baseret et projekt på eksisterende statslige uddannelsescentre. Hvis det ikke havde været muligt, kunne han have startet med et mindre center og tilknyttet det noget uddannelse i jordbrug og i drift af små forretninger.
Han kunne have spurgt i uddannelses-ministeriet, om de kunne bære nogen af driftsomkostningerne. Han kunne også have kontaktet en lokal bank, og spurgt dem, om de var interesserede i at knytte mikro kredit faciliteter til hans center.
REALITETERNE MERE KOMPLICEREDE END SOM SÅ
Dette skete ikke, fordi PW ankom til Lesotho, med en pose penge fra nogle engelske organisationer og fonde, som har det helt klare formål at støtte uddannelsesprojekter i Afrika, fordi disse gode givere har indset, at uddannelse er grundlaget for al udvikling.
I PW’s rapport til disse donorer vil der stå, at det var den lokale befolknings helt klare prioritet at få oprettet dette center, og at disse mennesker var inddraget i formulering og implementering af projektet helt fra begyndelsen. (Det er den retorik, som man i dag forventer i enhver rapport om udviklingsbistand.)
Den lokale befolkning har nemlig lært sig det, som tidligere rådgiver i Verdensbanken, Nicolas van de Walle, har kaldt bugtaleri i udviklingsbistanden.
De er sandsynligvis ikke så uvidende og uskyldige, som PW muligvis troede. Længe inden PW’s ankomst ved de, at han vil komme med penge, hvorpå der står ’uddannelsescenter – punktum!’
De ved også, at hvis de modsiger PW’s ideer om, hvad de selv brændende ønsker sig for deres lokalsamfund, er der en vis risiko for, at PW vil tage pengene og køre videre til den næste landsby.
Uanset om PW’s tanker om, hvad de så brændende ønsker sig for deres lokalsamfund er ude af trit med deres egen virkelighed vil de selvfølgelig foretrække, at PW bruger pengene i deres landsby frem for i nabolandsbyen. At have sådan en hvid mand boende i deres landsby et par år kan føre hvad som helst med sig – beskæftigelse, tjenester, gaver og nogle gratis bajere på den lokal pub.
NGOer BERØRINGSANGSTE
Blandt europæiske ngo’er har der længe været en vis modvilje mod støtte til den private sektor i udviklingslandene. En del ngo’er støtter dog gerne jordbrug – den absolut dominerende del af Afrikas private sektor.
Men andre små virksomheder er lidt for profitorienterede for disse ngo’er. Man overser, at små forretninger har et enormt potentiale for fattigdomslempelse.
De forskellige mikro kredit initiativer har ændret på disse fordomme. Mikro kredit er i langt de fleste tilfælde rettet mod opstart af meget små virksomheder – ofte enmandsforetagender – og som sagt er potentialet enormt, måske netop der hvor fattigdommen er størst.
Hvis man altså betragter fattigdom som mangel på mange af de hjælpemidler, som findes i næsten ethvert dansk hjem.
STOR KREATIVITET
Kreativiteten mht. iværksætteri på mikro-niveau i Afrika er mildest talt forbløffende.
Ingen dansk iværksætter kunne drømme om at forsøge at starte med en køkkenblender (friskpresset appelsinjuice til forbipasserende fodgængere og nærliggende restauranter), en barbermaskine, en elektrisk hårklipper eller en dunk med petroleum og en tragt.
Køkkenblender-eksemplet stammer fra Kenya, og det udviklede sig faktisk til et hønseri med 100 æglæggende høns.
Iværksætteri på mikro-niveau er den mest almindelige legale overlevelsesform i Afrika.
IVÆRKSÆTTERI UNDERPRIORITERET
Ikke desto mindre er det underprioriteret i u-landsbistanden – f.eks. i forhold til uddannelsesprojekter.
At forbedre sin levestandard gennem uddannelse og karriere er en typisk vestlig middelklasseerfaring, men spørgsmålet er, om det har nogen realitet i fattige menneskers liv i Afrika.
Meget få fattige mennesker i Afrika forbedrer deres levestandard ved at opnå ansættelse i de store virksomheder, som f.eks. Danidas B2B program satser på at udvikle.
Desuden indebærer B2B-strategien en passiviserende tilgang til fattigdomsbekæmpelse.
De fattige betragtes som objekter for en udvikling, som skal igangsættes af eksterne faktorer – kræfter der ligger udenfor dem selv og deres egne liv i form af den lokale iværksætter, som forventes at ansætte dem, dennes udenlandske partner og donoren – in casu Danida.
Ligesom i uddannelsesprojekter betragter man fattige mennesker som tomme kar, som skal fyldes og løftes med udefrakommende viden eller med initiativer fra andre mennesker.
Det er underforstået, at fattige mennesker ingen ressourcer har, og at de skal tilføres ressourcer af andre, som f.eks. velmenende og initiativrige middelklassepersoner i deres omgivelser eller fra andre dele af verden.
Iværksætteri på mikroniveau har en diametral modsat tilgang til fattigdomsbekæmpelse:
STORT POTENTIALE
– Jeg har en stærk tro på, at alle mennesker besidder en ikke anerkendt indre energi – evnen til at overleve. Den kendsgerning at fattige mennesker overlever er i sig selv et bevis på, at de besidder denne evne. De behøver ikke os til at lære dem at overleve – det ved de allerede! Så i stedet for at spilde vores tid på at lære dem nye færdigheder har jeg bestræbt mig på at hjælpe dem med at anvende de færdigheder, som de allerede besidder.” ”Regeringers beslutningstagere, internationale konsulenter og mange ngo’er begynder oftest med den modsatte antagelse – at de fattige er fattige fordi de mangler færdigheder. Med basis i denne antagelse igangsætter de fattigdomsbekæmpelse i form af omfattende uddannelsesprogrammer. Dette forekommer logisk, fordi det er baseret på ovenfornævnte antagelse – og så fremmer det også disse eksperters egne interesser. Det skaber bunkevis af stillinger til dem selv betalt af store udviklingsbudgetter, samtidig med at det fratager dem for ansvaret for at skabe konkrete resultater.” (Professor Muhammad Yunus, Creating a World Without Poverty s. 113-114)
SATSER PÅ DE STORE
Udviklingsminister Søren Pind blev i DRTV’s udsendelse Horisont d. 15. marts stillet overfor det spørgsmål, om han ville vælge at kanalisere bistanden til den ’lille’ eller den ’store’ iværksætter i den tredje verden.
Søren Pind udtrykte stor sympati for den lille kaninavler fra Zimbabwe, hvis iværksætteri seerne blev repræsenteret for, men valgte derefter ikke overraskende den ’store’ iværksætter, fordi her ligger potentialet for vækst, beskæftigelse og udvikling – ifølge Søren Pind.
Det er langt fra sikkert at valget er reelt. Den ’store’ iværksætter har ofte startet småt, og kaninavleren fra Zimbabwe havde jo allerede ekspanderet sin virksomhed og investeret i andre områder.
Teoretisk set er der ingen hindring for at denne ’lille’ iværksætter om 10 år leder en virksomhed med over 100 ansatte.
EKSEMPLET DANONE
Ovenfor citerede Professor Yunus har i praksis bevist, at Søren Pind måske slet ikke behøver at foretage et sådan valg. I 2007 indgik Grameen Bank en joint venture med den franske fødevaregigant Danone.
Det nye firma – Grameen Danone – blev konstrueret efter Yunus’ begreb om ’social business’. Det er en forretning, som kører non-profit og med visse veldefinerede sociale mål.
Overskuddet investeres i at nå disse mål; ingen enkeltperson trækker overskuddet ud af virksomheden. Grameen Danone producerer en billig og sund yoghurt, som fattige mennesker i Bangla Desh har råd til at købe, og virksomhedens målsætning er at forbedre sundheden blandt fattige mennesker i Bangla Desh.
– Tænk på en Danone mejerivirksomhed og du forestiller dig måske skinnende stållastbiler, som leverer store ladninger af produkter til lagerfaciliteter og supermarkeder rundt omkring i landet. Sådan fungerer vores system ikke. Vores distributører er lokale landsbybeboere – kvinder som er låntagere i Grameen Bank, og som allerede har udnyttet deres mikrolån til at starte deres familieforetagender. De har nu tilføjet distributørvirksomhed med Grameen Danone’s produkter til deres daglige arbejde.” ”For at undgå at komme i en konkurrencesituation med andre opkøbere af mælk har Grameen Danone valgt at udvikle en række mikrolandbrug. Disse vil delvis blive finansieret af mikrolån fra Grameen Bank.” (Professor Muhammad Yunus, ibid. s. 157-158)
Tilsyneladende skaber Grameen Danone på samme tid vækst, arbejdspladser og smålandbrug som leverandører samt en væsentlig biindtægt for mikro iværksættere, der fungerer som distributører, samtidig med at virksomheden medvirker til at forbedre sundhedstilstanden for Bangla Desh’s fattige befolkning. Et udviklingsmæssigt Columbus æg, der får vestlige bistandsorganisationer og deres uddannelsesprojekter til at fremtræde som en sandkasseleg!
AFRIKA IKKE GEARET TIL KAPITALISMEN
Økonomen Hernando de Soto har påstået, at udviklingslandenes problem ikke er kapitalisme men mangel på kapitalisme. Alle økonomer – fra Karl Marx og Adam Smith til Milton Friedman – synes at være enige om en ting: Det private initiativ har i moderne tid været nøglen til økonomisk udvikling.
Afrikanske lande har en enorm privat sektor, som imidlertid mest består af smålandbrug og endda subsistenslandbrug. Dette er en af de vigtigste hæmsko for økonomisk vækst. Fraværet af en industriel revolution i Afrika har efterladt kontinentet med en socio-økonomisk struktur, som ikke er akkumulativ.
I toppen af denne struktur sidder der en herskende elite, som ikke besidder den nødvendige nationale bevidsthed til at facilitere økonomisk vækst, og desuden er denne elite ikke legitim i mange afrikaneres optik.
De politiske eliter anvender ofte deres magt til på semi-feudal vis at udbytte landbruget og udvindingssektoren for at øge deres forbrug af importerede goder eller for at anbringe deres rov i vestlige banker. (Afrika er det kontinent, som har størstedelen af sin egenkapital anbragt udenfor kontinentet.)
EKSEMPLET NIGERIA
Nigeria er et klassisk eksempel på et land med en enorm naturressource, hvor antallet af personer under FN’s fattigdomsgrænse steg med raketfart fra 1970 til 2000 – fænomenet er blevet betegnet som ressourceforbandelsen – mens den stærkt nationalistisk orienterede politiske elite i Kina i samme tidsrum besluttede sig for en oligarkisk kapitalisme, hvor kattenes farver er ligegyldig og dermed bragte over 400 millioner mennesker ud af fattigdom.
START I SMÅT
Ingen udviklingsbistand kan løse disse problemer for Afrika.
Uden aktiv støtte til udvikling af den private sektor og af landbruget fra Afrikas politiske eliter og fra vesten vil Afrika synke dybere ned i fattigdom – medmindre folkelige revolutioner ændrer hele billedet.
Udviklingsbistand til iværksætteri på såvel makro som på mikro niveau er ikke et ’quick fix’ for Afrika. Et sådan fix findes ikke – heller ikke i form af øget støtte til landbruget.
Meget få lande har taget et økonomisk tigerspring gennem ensidig udvikling af landbrugssektoren. (Her tænkes især på de såkaldte asiatiske tigerøkonomier.) Men iværksætteri på mikro niveau (også jordbrug) har potentiale til at løfte millioner af mennesker ud af fattigdom, og måske på længere sigt skabe den vækst som Søren Pind ønsker.
Såvel Kinas som alle andre landes økonomiske vækst er startet med små iværksættere.
HISTORIENS LÆRE
På makro niveauet har økonomisk udvikling historisk set – fra Englands industrielle revolution i det 17. århundrede til Japans, Taiwans, Koreas og nu også Kinas økonomiske tigerspring – stort set fundet sted under nogenlunde ens vilkår: En stærk central statsmagt, som kan sikre privat formaliseret ejendomsret, registrering af besiddelse af jord (ejendomsskøder), registrering af personer (adresser), midlertidige toldmure til beskyttelse af vækstområder, subsidier til vækstområder, støtte til eksport, etablering af infrastruktur og uddannelse, opkrævning af skatter og oprettelse og politisk styring af en centralbank. M.a.o. alt det som IMF betragter som djævelens værk, og som fundamentalt strider mod den såkaldte Washington Consensus!
Politiske eliter i Afrika har ikke private produktive investeringer som en prioritet – med Sydafrika og Mauritius som undtagelser. (Der ses her bort fra investeringer i udvindingssektoren, som disse eliter gladeligt forærer væk til udenlandske selskaber.)
Derfor nytter det meget lidt at tage til Afrika med en udviklingsbistand til at bygge skoler og hospitaler for, hvis der ikke findes et lokalt skattegrundlag og et rimeligt fungerende skattesystem til at finansiere driftsomkostningerne.
ELITER UDEN INTERESSE FOR FÆLLESSKABET
År efter år har man kunnet læse i Verdensbankens ’Doing Business Index’, at økonomisk vækst forudsætter en gennemsigtig regel-baseret regeringsførelse.
Men de politiske eliter i Afrika, ofte støttede af u-landsbistanden, har til dato ikke vist nogen særlig interesse for at støtte lokale iværksættere.
Tværtimod har de implementeret umulige procedurer til opnåelse af forretningstilladelser og reguleringer af opnåede forretningstilladelser og på ejendomsret for at styrke deres egen magt og rigdom og fremme bestikkelse og korruption, mens deres befolkninger synker dybere ned i fattigdom.
De ser ofte et opkommende produktivt borgerskab som en konkurrerende klasse, og som en trussel mod deres egne privilegier som for enhver pris skal holdes nede. Ifølge Hernando de Soto skal man i mange u-lande igennem over 100 procedurer i mere end en halv snes kontorer for at få tilladelse til at starte en forretning. Og i gennemsnittet tager processen 10-15 år.
TILBAGE TIL PW
En synlig lettet PW fortalte mig kort før hans afrejse fra Lesotho, at det var lykkedes ham at få uddannelsesministeriet til at dække udgifter til lærerboliger i landsbyen og løn til lærerne. Deltagergebyret var dermed blevet halveret. Måske endte PW’s projekt trods alt som et bæredygtigt projekt?
