“En afrikansk kvinde bøjer sig i den bagende sol, mens hun luger med hakken mellem durra-stænglerne på sin tørre mark. På ryggen bærer hun et spædbarn – i hele sin fremtoning er hun et levende billede på armoden ude på landet i verdens fattige nationer. For hende, hendes store familie og millioner andre som dem er det lille jordbrugs magre frugter den eneste chance for at skaffe til dagen og vejen – for at overleve”.
Sådan indleder Verdensbanken sin store udviklingsrapport om verdens landbrug, som kom ud i oktober 2007. Det var den første om landbrug i 25 år, hvilket den mægtige bank i Washington selv begræd.
Det har den også god grund til. De hundreder af millioner fattige småbønder, daglejere, jordløse m.v. i Den 3. Verden er kaldt omdrejningspunktet for al meningsfuld udvikling; for de er langt de fleste og langt de fattigste.
EN STOR DEL AF MENNESKEHEDEN
Vi taler om 2,1 milliard mennesker, der lever for under 2 dollar (10 kr.) om dagen og andre 880 millioner, der må klare sig for endnu mindre (under en dollar) – alle sam-men ude på landet i Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika.
Det er dem, der lider under tørke og misvækst, dårlige priser, mangel på såsæd og kunstgødning, hærskarer af rotter og andre skadedyr, afgrøder, som rådner i dårlige lagre, mangel på rådgivning og støtte om bedre dyrkningsmetoder, mangel på overrisling og som er ude af stand til at låne blot det mindste beløb i banken, fordi de ikke kan stille sikkerhed – vi kunne blive ved.
Intet under, at de dropper hakken og drager ind til storbyernes overfyldte slumområder i en nærmest uendelig strøm for at søge chancen for et bedre liv – trods alt.
DE GLEMTE HOVEDPERSONER
Men hvorfor er netop disse mennesker – det store flertal i u-landenes bund – blevet udviklingsdramaets glemte og oversete hovedpersoner? Hvorfor er så mange regeringer og bistandsydere tilsyneladende ligeglade med dem? Hvorfor er det ikke netop DERES landbrug og deres udkomme, der prioriteres?
Det er nogle af de ting, u-landsnyt vil se på i denne serie om u-landenes landbrug og Danmarks og andres bistand på dette helt centrale område. Og vi gør det med de manende ord fra Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, i baghovedet, da han præsenterede Bankens udviklingsrapport den 19. oktober 2007:
– En dynamisk dagsorden, der hedder “Landbrug for udvikling”, vil være til gavn for de omkring 900 millioner mennesker i udviklingslandene , der lever for mindre end 1 dollar (ca. 5 kroner) om dagen, og hvoraf de fleste beskæftiger sig med landbrug, anførte Zoellick og lagde til:.
– Vi må give landbruget en langt mere fremtrædende rolle over hele linjen. Globalt set må de enkelte lande være leveringsdygtige i vitale reformer, der skærer dybt i prisforvridende støtteordninger, og åbne deres markeder, mens folkelige organisationer, især indenfor landbruget, skal have langt mere at sige, når dagsordenen sættes, lød det fra chefen for verdens største multilaterale donor af udvklingsbistand.
3/4 BOR PÅ LANDET I DEN 3. VERDEN
Tallene er heller ikke til at tage fejl af: Tre fjerdele af udviklingslandenes befolkning bor på landet, og landbrug bidrager med en tredjedel i snit af disse landes bruttonationalindkomst (BNI). En bistandsdollar til at ophjælpe jordbruget er ifølge Verdensbanken den mest effektive form for fattigdomsbekæmpelse overhovedet.
Verdensbankens udviklingsrapport for 2 år siden med titlen ”Agriculture for Development” slog tonen an. Af den fremgik det, at u-landene brugte mindre og mindre af deres egne offentlige budgetter til landbrug. Samtidig var andelen af den samlede statslige udviklingsbistand (ODA) til landbrugsudvikling også faldet drastisk – fra 18 procent i 1979 til blot 3,5 pct. i 2004. Bag procenterne gemmer sig milliarder af tabte eller omdirigerede bistandsdollars.
Denne store nedgang startede i Asien oven på den massive støtte til især den grønne revolution i Indien – ikke mindst fra Verdensbanken selv – der kom i begyndelsen af 1980erne. I Afrika begyndte både den multilaterale og bilaterale landbrugsbistand at gå drastisk ned fra slutningen af 1980erne; og vel at mærke uden at der havde været nogen grøn revolution.
Årsagerne til nedgangen var ifølge Verdensbanken faldende verdensmarkedspriser, som gjorde landbrug i u-landene mindre profitabelt, konkurrence fra andre vigtige sektorer – især de sociale – inden for den statslige bistand, voksende behov for nødhjælp, modstand fra landmænd i donorlandene mod støtte til landbrug i deres eksportmarkeder og modstand fra miljøfolk, som mente at landbrug bidrog til at ødelægge klodens svindende naturressourcer.
Fejlslagne interventionsmetoder bidrog også til, hvad Verdensbanken kalder ”agro-skepticisme” hos mange donorer. Typiske eksempler på noget, der ikke virkede efter hensigten, var de store integrerede udviklingsprojekter i landdistrikterne og det konventionelle “training and visit extension” system. Begge blev i øvrigt stærkt promoveret af Verdensbanken selv og mange andre donorer.
LYS FORUDE?
Der er imidlertid forsigtige tegn på, at billedet er ved at vende. I hvert fald stoppede nedgangen omkring 2001. Det skete på et tidspunkt, da både u-landenes regeringer og donorerne igen begyndte at fokusere på landbrug.
Ifølge Verdensbank-rapporten skyldtes det, at verdensmarkedspriserne på råvarer begyndte at stige, samtidig med at nye tiltag i måden at lave landbrugsprojekter på begyndte at slå igennem. Nogen markant stigning i landbrugsinvesteringerne kan rapporten dog ikke dokumentere.
I dag har vi global finanskrise, og klimaændringerne har voksende indflydelse på de fattige landes naturressourcer og muligheder for at producere fødevarer. Samtidig er den fødevarekrise, som vi ikke længere taler så meget om i Danmark, endnu ikke overstået – i hvert fald ikke i en lang række afrikanske og asiatiske lande.
Fødevaresituationen er nu mere kritisk i mange fattige lande end den har været længe: Mere end en milliard mennesker har ikke nok mad.
Svaret er ikke fødevarehjælp, men landbrugsudvikling. Senest, ved de rige nationers G-8 møde i Italien i juli 2009, blev der lovet store investeringer i bæredygtig landbrugsudvikling i u-landene: 20 milliarder dollar over 3 år.
Hvor mange af disse penge, der er “nye” tilsagn, altså ikke gamle (allerede afgivne) løfter leveret til genbrug for at peppe tallet op, vides ikke. Pessimister taler om, at måske kun 3 milliarder dollar (15 milliarder kr.) reelt er nye penge.
FØDEVARETOPMØDE SKAL GIVE HÅB
Men uanset hvad, har toppolitikerne sat landbrugsudvikling på dagsordenen i 2009 og det er i sig selv et stort skridt midt i tsunamien af klimaforhandlinger. Og nu kommer det store fødevaretopmøde mandag til onsdag (16.11-18.11) i Rom, det første af slagsen i mangfoldige år.
Topmødets arrangør, FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), har trykket på alarmknapperne og betegner fødevarekrisen som den ”største udfordring i moderne tid”. Situationen skyldes, at ”verden i de seneste årtier har forsømt landbruget i udviklingspolitikken”.
FAOs generaldirektør, Jacques Diouf, satte for en sikkerheds skyld tingene i perspektiv på “Verdensfødevaredagen” den 16. oktober 2009:
– Vi taler om at afsætte 44 milliarder dollar i bistand til at udvikle landbruget i Den 3. Verden. Sammenlign det lige med, hvad de rige nationer bruger på at understøtte deres egne landmænd med: Det løb op i 365 milliarder dollar i 2007; eller tag verdens udgifter til våben og militær på omkring 1.300 milliarder dollar, for slet ikke at tale om de milliarder og atter milliarder, de rige nationer har ofret på at redde deres finanssektorer.
Diouf lagde tørt til, at finanskrisen samtidig har medvirket til at kaste 105 millioner flere ud i undernæring og sult, hvilket bringer tallet op på de historiske 1,02 milliard.
DANSKE DEBATTØRER PÅ BANEN
Det er på den baggrund, at der også herhjemme har rejst sig røster om, at dansk udviklingshjælp i langt højere grad bør gå til Den 3. Verdens vigtigste erhverv.
I en kronik i dagbladet Politiken den 6. maj 2009 gjorde en stribe fremstående bistandsfolk sig til talsmænd for reformer i bistanden over en bred bank, herunder ikke mindst en opprioritering af støtten til jordbruget.
De begrundede det sådan: “Landbruget er fortsat afgørende for fattigdomsbekæmpelse og økonomisk vækst i de fleste fattige lande. Det er her, de fleste fattige mennesker har deres udkomme, og det er her, vækst kan få gennemgribende samfundsmæssige konsekvenser. I det lys er det skuffende, at der de senere år har været en afmatning i dansk bistands støtte til landbruget og til den primære landbrugsproduktion. Og det er trist, fordi vi i Danmark over en årrække har opbygget stor viden og erfaringer på dette område”.
En debat om landbrugsudvikling er startet. Det er godt, men der skal mere til, så den udmønter sig i form af forbedringer og opprioritering af landbrugsbistanden. Det er endnu ikke sket, hverken den, som Danida står for, eller den, der føres af de fleste danske udviklings-NGOer – måske snarere tværtimod.
“BØJET I NEON OVER DANIDA PORT”
En kendt Venstre-mand, dav. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (1982-93), slog ved en lejlighed fast, at fattigdomsorienteringen bør “stå bøjet i neon over Danidas port”.
Men vil vi også tage konsekvensen heraf og gribe det mest effektive værktøj, der angiveligt findes til at omsætte denne målsætning i konkret bistand? Sætte den gode cirkel i gang, der bringer hundreder af millioner de første afgørende skridt væk fra underernæring, armod og håbløshed – på vej mod et bedre liv.
Og dermed bl.a. hjælpe den trætte og udslidte kvinde i durra-marken til at blive en mor med større overskud og tro på sine børns fremtid….
Læs videre i u-landsnyt på mandag.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ, at denne artikel kan findes under “Dansk bistand”, når den ikke længere optræder på forsiden af u-landsnyt.
