Dansk eksport-offensiv i Asien

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Kina, Indien og Kasakhstan. I alle 3 lande opruster Udenrigsministeriet nu indsatsen for at styrke danske virksomheder på disse vækstmarkeder.

En strategisk vigtig satsning, der skal medvirke til at indfri eksportpotentiale for milliarder til Danmark, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) ifølge en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet torsdag.

Vi ved det allesammen. Det går stærkt med væksten i Asien, og i takt med at økonomierne boomer, vender stadig flere danske virksomheder blikket mod øst.

For at imødekomme behovet hos dansk erhvervsliv og hjælpe flere virksomheder til eksport, forstærker Danmarks Eksportråd i Udenrigsministeriet nu tilstedeværelsen i Asien.

1) I det centralasiatiske land Kasakhstan åbner det nyetablerede danske handelskontor officielt dørene nu på fredag.

2) I den kinesiske vækstregion Chongqing er der også netop etableret et nyt handelskontor.

3) Og så bliver generalkonsulatet i dynamoen Shanghai og ambassaden i New Delhi styrket med flere eksportfremmemedarbejdere.

For udenrigsminister Per Stig Møller handler det om at sikre de danske virksomheder bedst mulige vilkår i den internationale konkurrence:

– Disse markeder er også vanskelige markeder, hvor sprog og kulturforskelle er barrierer for især mindre virksomheder. Vi kan med vore repræsentationer i Asien være virksomhedernes brohoved ind i landene. Netop den fysiske tilstedeværelse, den nyeste viden om lokale forhold og gode kontakter er kernen i dét, Udenrigsministeriet kan tilbyde virksomhederne, siger han.

Danmarks Eksportråd har som et af sine mål at skabe en direkte mereksport for 10 milliarder de næste 3 år.

– En stor del af denne mereksport skal skabes på det asiatiske marked. Der er med andre ord eksportpotentiale for milliarder. Og det er i høj grad mindre virksomheder, som har muligheder for vækst. Derfor har Danmarks Eksportråd også en række programmer, som er målrettet denne gruppe af virksomheder, siger Per Stig Møller. Det drejer sig bl.a. om BornGlobal og BornCreative.

At få foden indenfor på de asiatiske markeder kræver hårdt og tålmodigt arbejde fra de danske virksomheders side. Til gengæld er potentialet stort. Et eksempel er Kasakhstan. Den tidligere sovjetrepublik oplever stor økonomisk vækst og købekraft på grund af rigelige forekomster af olie, gas og mineraler.

– Der er en bred vifte af muligheder for eksport. Møbler, erhvervs- og boligbyggeri, telekommunikation, vedvarende energi og kraft-/varmesystemer, transportsystemer, olie- og gasrelaterede produkter for nu at nævne nogle. Fra 2003 til 2004 steg den danske eksport til Kasakhstan fra 171 til godt 250 millioner kroner. Vi forventer, at den danske eksport i 2005 vil stige med mindst yderligere 50 procent, siger Michael Viberg Pedersen, der leder Eksportrådets nye handelskontor i Kasakhstan.

Oprustningen i Asien sker parallelt med, at Danmarks Eksportråd neddrosler aktiviteterne på andre markeder, f.eks. i Tyskland.

Danmarks Eksportråd havde i 2004 kontakt til over 5.000 virksomheder og bistod dem i mange af globaliseringens udfordringer og muligheder. Eksportrådet var ifølge en undersøgelse fra Rambøll Management involveret i eksportaktiviteter til en værdi af 26 milliarder kroner, svarende til 6 pct. af den danske vareeksport.

Der er handels- og investeringskyndige specialister på danske ambassader, generalkonsulater og handelskontorer i 61 lande.
Man kan læse mere på www.eksportraadet.dk.

Yderligere oplysninger: Ambassadør Anne Steffensen, tlf: 33920147, e-post: [email protected]