Første elektroniske valg i verdens største demokrati

Redaktionen

Millioner af indere gik tirsdag til valgstederne for at stemme ved nationens første 100 procent elektroniske valghandling, rapporterer internationale nyhedskilder og den nationale presse.

Det betyder, at hver eneste stemmeafgivelse i verdens største demokrati registreres med et tryk på en knap. De første rapporter går ud på, at maskinerne fungerer, ligesom der er ro de fleste steder, til trods for voldelige sammenstød i Jammu og Kashmir og i landets fjerne nordøstlige hjørne.

Der er i alt 675 millioner stemmeberettigede i en valghandling, som strækker sig over 4 runder og 3 uger, bl.a. for at sikre udstationering af 2 millioner sikkerhedsfolk.

I tirsdagens runde deltager en fjerdedel af vælgerskaren svarende til 175 mio. vælgere. De kan stemme på 1.103 kandidater i 13 delstater og 3 unionsterritorier.

Iagttagere siger, at det har været en gigantisk opgave at skaffe omkring en million stemmemaskiner ud til samtlige 700.000 valgsteder. Alt fra helikoptre, oksekærrer og elefanter er taget i brug for at transportere maskinerne ud til kæmpelandets fjerneste afkroge.

Valgrunderne er den 20. april, 26 april, 5. maj og 10 maj og stemmeoptællingen den 13 maj. Inderne skal vælge 543 medlemmer af parlamentet ved valget, som premierminister Atal Behari Vaipayee udskrev 5 måneder før tiden i håb om at indkassere mange stemmer på den økonomiske fremgang, som landet oplever.

Vajpayee kan pege på en økonomisk vækst på flotte 8 procent og udsigten til fred og normale forbindelser med arvefjenden Pakistan. Det har givet den regerende BJP-anførte alliance føringen i opinionsmålingerne, men de har før vist sig upålidelige og udfaldet kan vise sig tættere end ventet.

Exit-polls fra tirsdagens afstemning tydede dog på et godt resultat for BJP og dets partnere, som stod til mellem 78 og 83 af de 140 mandater, som var i spil ved første valgrunde

Den førende oppositionskraft, Kongrespartiet under ledelse af Sonia Gandhi, siger, at væksten ikke kommer de fattige i Indiens tusinder af landsbyer til gode og er ikke imponeret over fredsprocessen med Pakistan, som den kalder skrøbelig.

Kongressen kritiserer også BJP-partiets udprægede hindu-nationalisme, og siger, at det truer nationens sekulære traditioner. Hinduerne udgør over 80 procent af Indiens milliardstore befolkning, mens muslimerne udgør 11-13 pct. og andre grupper, herunder kristne, resten.