Integrations- og udviklingsminister Bertel Haarders kronik i Kristeligt Dagblad den 3. september
UDVIKLINGSPOLITIK: Vi må løfte blikket og sætte udviklingspolitikken ind i et større perspektiv for at undgå, at den førte politik sander til, mens verden bevæger sig.
Udviklingsområdet er et af de politikområder, som har udviklet sig allermest over de sidste 10 år. Der opsamles ny viden, arbejdes med nye løsninger og prøves nye ideer af, som åbner nye muligheder. Der er brug for alle gode kræfter, hvis vi skal kunne møde de enorme udfordringer, som den globale fattigdom har skabt.
Regeringens nye udviklingspolitiske oplæg, “Sikkerhed, vækst – udvikling”, understreger, at fattigdomsorienteringen fortsat er nøgleordet for dansk udviklingsbistand.
Oplægget gør det også klart, at udviklingspolitikken ikke kan ses isoleret. At der skal være bedre sammenhæng og samspil mellem udviklingspolitik og handelspolitik, internationale miljøpolitik – og som noget nyt: flygtningepolitikken.
Der er kort sagt brug for at løfte blikket og sætte udviklingspolitikken i et større perspektiv. Ellers sander politikken til, mens verden bevæger sig.
Indien, som i årtier var stormodtager af dansk bistand, besluttede sig sidste år for at betale en halv milliard kroner tilbage før tiden. Ikke fordi man skulle, men fordi man kunne. Dét er resultatet af en udvikling, som vi kun kan glæde os over.
I foråret forsøgte Bjørn Lomborg med Copenhagen Consensus at få et nyt perspektiv på, hvordan udviklingsbistanden bruges bedst globalt set. Det blev kaldt forsimplet og farligt. Og der var sikkert også meget, som kunne være gjort anderledes og bedre i Copenhagen Consensus, men det afgørende var modet til at rejse en debat om den måde, vi hidtil har prioriteret bistanden på.
Den debat er vigtig. For der er helt sikkert meget, som kan gøres anderledes og bedre i udviklingsbistanden; bedre donorkoordination, bredere ejerskab blandt modtagerne og bedre regeringsførelse i u-landene. Det afgørende er, at vi til stadighed har øje for, hvordan vi udnytter midlerne bedst muligt. Hvordan vi sikrer, at vi får mest – og bedst – bistand for pengene.
Så lad os få et nyt og bredere perspektiv på udviklingspolitikken. Der skal træffes svære valg, så lad os arbejde for, at de nødvendige beslutninger sker på det bedst mulige grundlag. Og lad os anlægge et globalt perspektiv på områder som f.eks. øget frihandel, god regeringsførelse og nærområdeindsatserne.
Hjælp til selvhjælp gennem frihandel:
Der er ingen tvivl om at øget frihandel kan bidrage til at løfte millioner af fattige ud af deres elendighed. Det har Verdensbanken dokumenteret i forbindelse med Doha-handelsforhandlingerne – og det har Copenhagen Consensus bekræftet.
Men der er meget stor forskel på hvilke lande, der vil nyde godt af de kommende handelsliberaliseringer. Kina og Indien er de helt store vindere, mens Afrika halter langt efter.
Her kan udviklingsbistanden bruges aktivt, så de fattigste og svageste u-lande bedre bliver i stand til at udnytte de nye handelsmuligheder, der følger med åbningen af verdensmarkedet.
Der er allerede gode eksempler på, at konkrete indsatser har været med til at åbne nye markeder for de fattige lande. Det handler f.eks. om bedre evne til at deltage i de teknisk vanskelige handelsforhandlinger og om praktisk viden om eksport.
God regeringsførelse:
Korruption et stort problem i mange udviklingslande og udgør en alvorlig hindring for økonomisk vækst. Manglende gennemskuelighed og adgang til oplysninger gør det ofte ret let at plyndre de offentlige kasser. Selv når de afsløres, slipper de ansvarlige alt for ofte for straf.
Også her kan udviklingsbistanden spille en særlig rolle ved konsekvent at tage fat om problemerne. Danida har formuleret en “zero-tolerance” politik, der skal bekæmpe korruption og systematisk forfølge spørgsmålet over for program-samarbejdslandene. Men kun folkelig opbakning kan sikre, at dårlige regeringer holdes ansvarlige for deres fejlgreb og manglende indsats.
Nærområderne:
Der er brug for at gå nye veje, når det gælder verdens flygtningestrømme. Her kan og skal udviklingsbistanden også spille en mere aktiv rolle.
Faktum er, at kun en brøkdel af verdens flygtninge når EUs grænser. Nærområdeindsatsen handler altså om at hjælpe de fattigste af de fattige. Mennesker drevet på fulgt, uden et ståsted i livet og uden en fremtid. Det er klart en del af fattigdomsorienteringen af dansk udviklingsbistand at hjælpe her.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, når det gælder humanitære kriser. Desværre sker det igen og igen, at hjælpen kommer for sent. Derfor skal FNs Flygtningehøjkommissariat have bedre muligheder til at sætte ind i nærområdet, allerede når en krise er under optræk. Det vil gøre indsatsen langt mere effektiv.
I dag sidder utallige flygtninge fast i “midlertidige” lejre i årevis. De må ikke lades i stikken. Nødhjælpen skal gøres så bæredygtig som overhovedet muligt. Vi skal undgå, at flygtningene bliver permanent afhængige af nødhjælp. Er der tale om en længevarende situation, må hjælpen have en langsigtet karakter. Der må være et udviklingsperspektiv.
Det betyder også mere hjælp til de udviklingslande, der huser hovedparten af verdens flygtninge. Tanzania har en økonomi på størrelse med Viborg Amt, men huser over 650.000 flygtninge.
Her gør nærområdeindsatserne en afgørende forskel. De retter sig både mod flygtningene og mod den lokalbefolkning, der direkte mærker flygtningepresset. Det kan f.eks. være at sikre adgang for alle til rent vand, sundhed og undervisning – og også erhvervsmuligheder, så man kan komme videre.
Nye prioriteter i udviklingspolitikken:
Fra regeringens nye udviklingspolitiske udspil vil jeg gerne fremhæve 4 elementer:
For det første sker der en markant styrelse af miljøprofilen i dansk udviklingsbistand. Der er bred enighed om, at dårligt miljø først og fremmest rammer de fattige. Der er derfor de næste 5 år afsat yderligere 800 millioner kr. til nye miljøindsatser. Af dem går 375 millioner til Afrika, så titusinder af mennesker kan få rent drikkevand. Miljøet er dermed klart det største indsatsområde i dansk udviklingsbistand.
For det andet optrapper Danmark kampen mod hiv/aids med 65 millioner kr. yderligere i 2005. Hiv/aids-epidemien raser med uformindsket styrke i verdens fattige lande. En håndfuld u-lande har opnået bemærkelsesværdige resultater. Men globalt går det stadig den forkerte vej – og det er især i verdens fattigste lande, den er gal.
For det tredje tager Danmark et globalt ansvar ved at gå ind i nogle af verdens brændpunkter. Der findes en forandringens trekant mellem Afghanistan, Irak og Sudan, hvor Danmark aktivt bidrager til arbejdet for stabilitet, sikkerhed og kampen mod terrorisme. Der er de næste 5 år afsat 550 millioner kr. til Afghanistan, 500 millioner kr. til Irak, og op til 500 millioner til Sudan i forventning om en fredsaftale.
For det fjerde lever Danmark op til sit humanitære ansvar ved at sikre hjælp til fattige mennesker i nød. Det sker bl.a. ved at sikre den humanitære bistand yderligere 55 millioner kr. i 2005. Samtidig sættes der ind med nærområdeindsatser i Zambia, Tanzania, Kenya, Somalia, Irak, Sri Lanka og Balkan.
Den globale fattigdom er således fortsat omdrejningspunktet for dansk bistand. Men det er selvsagt ikke Danmarks opgave alene. Også EU-samarbejdet skal aktiveres.
Med nu 25 medlemslande er EU blevet en endnu stærkere faktor i forhold til u-landene. Og den sammenhæng, der er mellem de forskellige politik-områder i EU-samarbejdet, kan blive en vigtig løftestang – ikke mindst for de fattigste udviklingslande i Afrika.
Her ligger også en stor opgave for Danmark de kommende år.
Gengivet med tilladelse fra Kristeligt Dagblad
Kilder: www.kristeligt-dagblad.dk og www.um.dk
