2005 skulle have været året, da piger fik samme adgang til uddannelse som drenge. Men på kvindernes internationale kampdag den 8. marts, kan vi konstatere at løftet ikke er indfriet. Kun en alarmerende tavshed fra Danmark og det internationale samfund står tilbage, skriver u-landsorganisationen Ibis i en pressemeddelelse mandag.
Danmark har dog alle kort på hånden til at spille en afgørende rolle for at få målet om pigers uddannelse øverst på den internationale dagsorden. Det konkluderer en ny rapport fra Ibis, der har gået den danske indsats efter i sømmene.
Rapporten ”Det brudte løfte til verdens piger – hvad gør Danmark” er startskuddet på en stor kampagne for pigers ret til uddannelse, som løber af stablen i foråret. Her er 5 kendte danske kvinder, 111.000 danske skoleelever og Ibis gået sammen om at gøre opmærksom på, at der skal gøres en ekstra indsats, så piger får samme muligheder som drenge for at komme i skole. Det er ganske enkelt nøglen til global udvikling. Se www.ibis.dk/pigeriskole.
– Det er en katastrofe, at der ikke gjort mere for at nå målet om pigers lige ret til at komme i skole i 2005, siger kampagnens koordinator og medforfatter til rapporten, Annelie Abildgaard, og fortsætter:
– Ikke kun for de 13 millioner piger, som i dag burde have siddet på skolebænken som lovet. Men de manglende resultater for at opfylde målet risikerer at underminere FNs 2015-Mål, når de verdensomspændende mål skal evalueres til september på FNs høj-niveau topmøde.
Baggrunden for rapporten er, at 164 regeringsledere gav hinanden håndslag på, at i 2005 skulle der være kønslighed i grundskolen. Det skete ved FNs millennium topmøde i september 2000, da 2015-Målene blev vedtaget.
Den eneste formelle milepæl, som det prestigefyldt topmøde vedtog skulle nås inden 2015, er målet om kønslighed i grundskolen, og her er målet er langt fra indfriet. Derfor satte Ibis sig for at undersøge den danske indsats nærmere.
Konklusion og anbefaling
Rapporten konkluderer, at Danmark har gjort en pæn indsats for sikre pigers uddannelse, men ikke har ydet en ekstraordinær indsats som f.eks. Holland og Norge.
Den manglende indsats er særligt markant på internationalt plan, hvor Danmark næsten ikke har markeret sig og skubbet på at få sat fokus på pigers uddannelse. Det virker paradoksalt, når Danmark har valgt, at uddannelse skal være den største sektor i den mellemstatslige bistand og udgøre 15 procent af bistanden i 2008.
Danmark har alle kort på hånden for at gå i spidsen i en international indsats, der sikrer, at verdenssamfundet holder løftet til verdens piger. Vi har evnerne, erfaringen og ressourcerne til at sætte pigers ret til uddannelse øverst på den globale dagsorden – det forpligter, hedder det i rapporten.
Derfor er rapportens primære anbefaling, at Danmark må gå forrest og bryde den rungende internationale tavshed og sætte kønslighed i grundskolen øverst på dagsordenen til FN’s høj-niveau topmøde i New York til september. Hvem skal ellers?
Rapporten er sendt til samtlige kvindelige medlemmer af Folketinget.
For flere oplysninger og kommentarer kontakt kampagnekoordinator Annelie Abildgaard, tlf. 35 200 532 – Mobil 27 20 40 15 og kampagnemedarbejder Morten Blomqvist, tlf. 35 200 543 – mobil 30 29 44 06
Her er så rapporten i sin helhed:
“Det brudte løfte til verdens piger” – Hvad gør Danmark
Rapport om FNs mål om pigers lige adgang til grunduddannelse i 2005 og den danske indsats
I DAG kommer 103 millioner børn ikke i skole. De fleste af dem er piger. Mere præcist anslår FNs Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur, UNESCO, at 13 millioner flere piger end drenge ikke kommer i skole. Det er et brud på menneskerettighedserklæringen, hvori uddannelse fremhæves som en rettighed for alle – også piger.
2005 skulle have været året, da piger fik samme adgang til uddannelse som drenge, men løftet er ikke indfriet. Kun en alarmerende tavshed fra Danmark og det internationale samfund står tilbage.
I 2000 gav 164 regeringsledere hinanden håndslag på, at inden 2015 skulle alle børn sikres en god, gratis grunduddannelse. Første skridt på vejen var at sikre lige skoleadgang for piger og drenge i 2005.
Men målet er langtfra indfriet, og hvad der er langt værre: Den internationale vilje synes heller ikke at være tilstede for at gøre en ekstra indsats for at nå målet inden for den nærmeste årrække.
Det brudte løfte og den internationale tavshed er en katastrofe. Ikke kun for de 13 millioner piger, som ville sidde på skolebænken i dag, hvis løftet var blevet holdt. Men også for FNs ambitiøse 2015-Mål kan følgerne blive katastrofale.
2005-Målet om ligestilling i grunduddannelse er den eneste formelle
milepæl i 2015-Målene, og de manglende resultater får de røde alarmlamper til at blinke.
FNs medlemslande er dumpet til deres egen terminsprøve og ikke kunnet leve op til det første mål, de har sat. Det er et alvorligt signal om, at 2015-Målene er på slingrekurs.
I lyset af den internationale fiasko for at nå målet om kønslig ligestilling i grundskolen har Ibis analyseret den danske indsats for at sikre pigers lige adgang til grundskolegang.
Konklusionen er, at Danmark ikke har ydet den samme ekstra indsats som f.eks. Norge og Holland. Vi kan dog i store træk være vores indsats bekendt i modsætning til mange andre af verdens rige lande. Det forpligter.
På den baggrund bør Danmark gå i spidsen for igen at få pigers lige ret til skoleadgang sat aller øverst på den internationale dagsorden. Danmark har evnerne, erfaringen og ressourcerne, og bør på ingen måde acceptere, at fiaskoen for at sikre ligestilling i grundskolen bliver fejet ind under det
internationale gulvtæppe.
Vi må tage ansvaret og bryde tavsheden. Det bør senest ske på FNs højniveau
møde om 2015-Målene i New York den 14-16. september 2005.
Brudte løfter
Ved uddannelsestopmødet i Dakar i år 2000 lovede de deltagende stater Uddannelse for Alle i 2015. De anerkendte, at kønsdiskrimination er en af de største barrierer for at nå målet, og bestemte derfor, at der skulle være ligestilling mellem kønnene i grundskolen allerede i 2005, og i hele uddannelsessystemet i 2015.
Ved det efterfølgende FN-topmøde i september 2000 vedtog verdens ledere 2015-Målene. 8 målsætninger blev fastlagt for at reducere fattigdom, sult, sygdom, analfabetisme, forurening og diskrimination mod kvinder.
2 af målene afspejler målene fra Dakar om at sikre uddannelse for alle og
ligestilling mellem drenge og piger. Her blev 2005 fastlagt som året for at nå ligestilling i grundskolen.
Man kan kynisk sige, at brudte FN-målsætninger næppe kan komme bag på mange, endsige skaber store medieoverskrifter. Det er set utallige gange før. Alligevel er det brudte løfte til verdens piger særligt opsigtsvækkende af 3 årsager.
For det første er målet den eneste formelle midtvejs-milepæl i 2015-
Målene, som i øjeblikket er FNs og verdenssamfundets mest lovende bud på bedre global udvikling.
For det andet er ligestilling i uddannelsen måske den vigtigste forudsætning for at gennemføre de andre 2015-Mål.
Og endeligt viste en rapport fra Global Campaign for Education i 2003, som Ibis repræsenterer i Danmark, at målet kunne været nået med relativt enkelte midler.
At verdenssamfundet ikke kunne mobilisere de tilstrækkelige ressourcer til et så strategisk vigtigt udviklingsmål, er måske grunden til, at ingen råber op og ingen forsøger at sætte nye visioner omkring, hvordan vi når målet i nær fremtid.
Vi kan i hvert tilfælde konstatere, at i det nuværende tempo vil ligheden mellem kønnene i grundskolen først være opnået i 2025. Uligheden mellem piger og drenge i grundskolen varierer regionalt. Værst ser det ud Syd- og Vestasien samt i Afrika. Der er al mulig grund til at komme i gang.
Pigers uddannelse en grundsten
I mange lande er den generelle opfattelse, at det er mindre vigtigt at uddanne piger. De præcise årsager varierer fra område til område, men der er nogle klare tendenser.
Generelt gælder det, at piger ofte er ufordelagtigt stillet i samfundet, og at det derfor er mere økonomisk rentabelt at uddanne en dreng, hvis en familie kun har råd til at holde et eller 2 børn i skolen (se boks 1 nedenfor).
Andre årsager er, at piger ofte har mange huslige pligter såsom at passe deres mindre søskende, hente vand, gøre rent og lave mad.
Seksuelle overgreb fra medstuderende drenge og mandlige lærere er en anden grund til at forældre ikke tør sende deres piger i skole i de ældre klassetrin.
Endeligt betyder det store antal kvinder, som ikke kan læse eller skrive – 550 millioner – at piger mangler kvindelige rollemodeller, der kan motivere dem til at få en uddannelse.
Boks 1: Piger bliver giftet bort
I Guatemala er det ofte pigerne, der ikke kommer i skole, hvis forældrene ikke har råd til at sende alle deres børn i skole.
Pigers uddannelse anses ikke får en god investering. Når pigerne bliver gift,
hvilket de ofte gør ganske unge, flytter de hen til svigerfamilien. Det er med andre ord en bedre investering at sende drenge i skole, da de skal forsørge forældrene, når de blive gamle.
12-årige María Chumil er en af de piger, som aldrig har gået i skole. Hun peger ned i dalen fra deres jordhus med bliktag og forklarer, at dernede et par kilometer væk ligger skolen.
Hun fortæller, at hun én gang har været inden for i lokalerne, men hun har ikke fået chancen for at lære noget. I stedet arbejder hun derhjemme lige så hårdt som en husmor fra klokken 6 om morgenen. Marías storebror på 16 har været lidt mere heldig. Han har gået knap halvandet år i skole.
I Guatemala er det officielt gratis at gå i skole, men i gennemsnit går de indianske piger kun 3 år i skole. Over halvdelen af Guatemalas befolkning lever for under 10 kr. om dagen, og der mangler ofte økonomisk overskud til at dække udgifter til bøger, blyanter og indskrivningsgebyrer.
Selv om det måske er økonomisk rationelt for mange familier at prioritere drenges uddannelse, er det både diskriminerende og en forhindring for en mere overordnet udvikling for samfundet som helhed.
Uddannelse af kvinder er på mange måder den bedste investering man kan gøre. Hos uddannede kvinder halveres spædbørnsdødeligheden og de får færre og sundere børn. Kvinder med en uddannelse øger deres indkomst, og har større tilbøjelig til at prioritere deres børns skolegang.
Kvinder med blot nogle få års skolegang reducerer markant deres egen og deres børns risiko for at blive smittet med hiv/aids. Endelig er uddannelse essentielt for, at ligestilling mellem mænd og kvinder øges, og at kvinder er i stand til at deltage i de demokratiske beslutningsprocesser.
Kort sagt, pigers uddannelse er god samfundsøkonomi. Derfor er det samfundets pligt at sikre, at også piger får en god, gratis grunduddannelse.
I lyset af 2015-Målene er netop pigers uddannelse en grundsten for at nå de 8 målsætninger.
Pigers uddannelse er altså nøglen til at standse udbredelsen af hiv/aids, reducere spædbørnsdødeligheden og dødeligheden blandt gravide for blot at fremhæve enkelte af de 8 målsætninger.
Det i hvert fald svært at se 2015-Målene blive opfyldt uden at uddanne verdens piger og kvinder på lige fod med drenge og mænd.
Allerede i september 2003 lancerede Global Campaign for Education en rapport med 8 konkrete, grydeklare forslag til at fremme ligestilling i grundskolen. Blandt forslagene er gratis skolegang, særlig støtte til piger fra fattige og marginaliserede familier samt en mere kønsdifferentieret uddannelse (se boks 2).
Boks 2: 8 tiltag, der virker
1. Adgang for alle børn
Kan sikres ved at gøre uddannelse gratis. Det vil sige at afskaffe skoleafgifter og afgifter til f.eks. uniformer og undervisningsmaterialer, og sikre at der er nok skoler og kvalificerede lærere.
2. Fattige familier skal hjælpes.
Det kan eksempelvis ske gennem skolemadsordninger og stipendier.
3. Gode og sikre skoler.
Der skal oprettes skoler nok, tæt nok på eleverne. Og det skal være trygt, også for pigerne, at gå i skole.
4. Folkelige organisationer skal presse på – specielt i forhold til uddannelse i svært tilgængelige områder.
Organisationernes arbejde skal udvides og kobles tæt til det formelle system. Det er altafgørende, at det øvrige samfund og formelle uddannelsessystem stadig påtager sig hovedansvaret for pigers og de fattiges uddannelse.
5. Lokalsamfundet skal involveres.
Social og kulturel forskellighed kræver, at lokalsamfundene involveres i skoleområdet. Det er afgørende, at personer fra lokalsamfundet (lærere, forældre, kvindegrupper etc.) arbejder sammen for at sikre relevante, bæredygtige uddannelsessystemer.
6. Pigerne skal videreuddannes
Også i det videre uddannelsessystem skal pigerne sikres lige vilkår.
7. Hiv/aids skal bremses
Der skal udvikles klare og betryggende strategier til forebyggelse og lindring af hiv/aids påvirkning af elever og lærere, specielt i forhold til piger.
8. Investér mere i piger
Mange fattige lande har allerede øget deres investering i uddannelse. Men der er brug for hjælp udefra. Rapporten anslår, at der mangler 7 milliarder kroner hvert år til at bekæmpe kønsulighed i uddannelse.
A fair Chance, Global Campaign for Education, 2003
Den danske indsats
Der findes ingen samlet rapportering eller opgørelse over, hvordan Danida støtter pigers uddannelse. Det er en stor mangel, hvis den danske støtte til pigers uddannelse i programsamarbejdslandene skal optimeres.
Ved en nærmere gennemgang af den danske bilaterale bistand til pigers uddannelse, dvs land-til-land-bistanden, fremgår det, at Danmark har gjort en rimelig indsats for pigers uddannelse, og at denne indsats forventes at stige i fremtiden.
Erfaringerne fra den danske støtte til uddannelsessektoren i Zambia, Nepal og Mozambique viser, at man har lagt vægt på pigers uddannelse i samarbejdsaftalerne, men at det ikke har givet tilstrækkelige resultater.
For Nepal og Mozambique, hvor der foreligger nye sektorprogrammer, fremgår det, at indsatsen for pigers uddannelse vil blive øget. I det nye uddannelsessamarbejde med Benin vil man fra starten også lægge stor vægt på pigers uddannelse.
Det bør understreges, at Danmark vil prioritere uddannelse som den største sektor i bistanden som helhed. Uddannelse skal i 2008 udgøre 15 procent af den samlede bilaterale bistand. Et tiltag, der kan gøre en mærkbar forskel, hvis den samlede bistand vel og mærke ikke reduceres samtidig. (se en
mere detaljeret gennemgang af Danidas støtte til uddannelse i appendiks 1).*
* Denne analyse bygger på en større gennemgang af Danidas uddannelsessektorprogrammer, som kan læses i appendiks 1. Der er ikke foretaget en nærmere analyse af de enkelte budgetmæssige prioriteringer til at støtte pigers uddannelse inden for hvert enkelt sektorprogram. Det ville have skabt et mere præcist overblik.
Den danske indsats i vores mellemstatslige bistandssamarbejde kan vi godt være bekendt. Indsatsen skinner dog ikke igennem i Danmarks overordnede bistandsstrategier. I de danske bistandsstrategier er der en tæt årsagssammenhæng mellem de 3 områder: fattigdomsbekæmpelse, ligestilling og uddannelse.
Det skulle således være nærliggende at se pigers uddannelse som det centrale omdrejningspunkt og den motor, som kan skabe fremdrift på alle 3 områder. Desværre står pigers uddannelse ikke som en klar prioritet i Danidas politikker og strategier. End ikke i Danidas strategi på uddannelsesområdet er pigers uddannelse trukket frem som en central prioritering.
Heldigvis lader det til, at strategierne for en gangs skyld halter bagefter i forhold til, hvad den danske bistand egentlig gør i praksis.
I modsætning til det øgede danske bilaterale engagement for uddannelse, virker den danske indsats noget sløv i forhold til en international involvering. Ganske vist gav Danida 247 mio. kr. til (FNs Børnefond) UNICEF i 2003, hvoraf en del af dem var øremærket til pigers uddannelse. Til gengæld har Danmark forholdt sig passivt til det globale finansieringsinitiativ for at sikre grunduddannelse for alle i 2015 – det såkaldte Fast Track Initiative – der netop har blandt sine hovedprioriteter at sikre ligestilling i grundskolen.
Danmark deltager i initiativet, men er ikke blandt frontløberne, og har ikke støttet initiativet finansielt på trods af, at det har vist sig at nyde en bred opbakning. Det danske fedtspil har netop gjort, at initiativet ikke har fået den tilstrækkelige saltvandsindsprøjtning, som det har haft brug for fra Danmark og andre bilaterale donorer.
Derfor bør Danmark lade den store bilaterale indsats afspejle sig i et langt større internationalt engagement, når det gælder uddannelse – og særligt pigers uddannelse.
Konklusion
Det er tydeligt, at fiaskoen med at sikre kønslighed i grundskolen udstiller den internationale mangel på prioritering for at nå 2015-Målene. Det er dog ikke en løsning, at forbigå fiaskoen i fælles international tavshed. Tværtimod.
Hvis ikke antallet af uddannede piger og kvinder øges markant, når vi aldrig de andre 2015-Mål. Pigers lige ret til uddannelse bør derfor stå øverst på FNs høj-niveau møde om 2015-Målene den 14-16. september i New York.
Der kan ikke rejses tvivl om, at det internationale samfund, herunder Danmark, har ladet verdens piger i stikken. Efter en analyse af den danske indsats kan det konkluderes, at Danmark har gjort sit, men ikke har ydet en ekstraordinær indsats for at sikre piger lige adgang til at komme i skole.
Der mangler sammenhæng og overblik i den danske støtte til pigers uddannelse, men i en række lande har dansk bistand støttet specifikke tiltag for pigers uddannelse. Særligt positivt virker dog en række nye, fremtidige initiativer og den markante bilaterale forøgelse til uddannelse.
Pigers uddannelse er ikke klart prioriteret i Danidas overordnede strategier og heller ikke fremtrædende i strategien på uddannelsesområdet. På internationalt plan har den danske indsats været kritisabel. Vi har ikke spillet en markant rolle for at få kønsligheden i grundskolen på den internationale agenda. Vi har også været passive i forhold til den internationale finansieringsmekanisme Fast Track.
Den øgede bilaterale indsats til uddannelse er desværre ikke til at få øje på i det danske internationale engagement. Danmark har valgt at prioritere uddannelse øverst i vores bistandssamarbejde. Vi har evnerne, erfaringen og ressourcerne til at sætte pigers ret til uddannelse øverst på den globale dagsorden – det forpligter.
Vi må vise ansvarlighed og gå forrest og bryde den rungende internationale tavshed og sætte kønslighed i grundskolen øverst på dagsordenen til FNs høj-niveau topmøde i New York til september. Hvem skal ellers?
Anbefalinger
Ibis synes på baggrund af vores analyse af den danske indsats, at Danmark fører en fornuftig politik, når det gælder om at støtte pigers uddannelse, hvis man ser bort fra et alt for svagt internationalt engagement.
Der er dog plads til forbedringer og Ibis anbefaler følgende tiltag for at styrke
den danske indsats for pigers uddannelse både når det gælder i det konkrete bistandsarbejde og på den internationale politiske scene.
(** Fast Track har netop lavet en intern kritik, hvor de erkender, at pigers uddannelser ikke har været prioriteret tilstrækkeligt i de 12 først godkendte uddannelsesplaner og det bør styrkes.)
1. Danmark bør bryde den internationale tavshed og gå i front på internationalt plan for at få sat en ny klar målsætning for ligestilling i grundskolen. Særligt vigtigt er det, at et nyt mål understøttes af en konkret handlingsplan og en finansieringsgaranti. Gerne rodfæstet i Fast Track Initiativet.
2. Danmark bør give en mere klar prioritering til pigers uddannelse i den overordnede bistandspolitik og i strategi-dokumenterne. Det virker oplagt, da hovedprioriteterne i forvejen er bekæmpelse af fattigdom, fremme af ligestilling og uddannelse, hvor pigers uddannelse spiller en gennemgående
vigtig rolle.
3. Danmark bør få et større og mere systematisk overblik over, hvordan vi konkret støtter pigers lige adgang til uddannelse i det danske bistandssamarbejde. Et sådan overblik kunne skabes ved at lave en årlig rapportering på den danske indsats på uddannelsesområdet med et særlig afsnit om pigers uddannelse. Desuden bør indsatsen for pigers skolegang også fremgå tydeligt af Danidas årsrapporter.
Appendiks 1
Hvad gør dansk bistand for pigers uddannelse?
I Danidas strategi for uddannelsesområdet fremhæves det, at pigers uddannelse skal fremmes ved bl.a. at støtte uddannelse af kvindelige lærere, skabe mere sikre skoler og skoleveje, forbedre sanitetsforhold på skolerne og føre en intensiveret dialog med de nationale beslutningstagere. Pigers
uddannelse spiller desværre ingen central rolle i strategien.
På ligestillingsområdet står der, at ligestilling skal fremmes i de enkelte sektorer ved at udvikle kønsspecifikke strategier. Det indebærer bl.a. ændring af lovgivning, institutionelle reformer og prioritering af ligestilling i landets strategier til bekæmpelse af fattigdom. Derudover vil man støtte konkrete innovative pilotprojekter, som kan danne grundlag for en ny og bedre ligestillingspolitik.
Der findes ingen samlet rapportering eller opgørelse over, hvordan og hvor meget Danmark støtter pigers uddannelse. Dansk bistand gives i dag i mindre grad til enkeltstående projekter, men som støtte til udvalgte dele af samarbejdslandets nationale uddannelsesplan.
I nogle få tilfælde gives der bistand som budgetstøtte, hvor bistanden ikke er øremærket til bestemte dele af uddannelsesplanen. Samarbejdslandets regering bestemmer således selv, hvordan pengene skal bruges. Denne form for støtte gives kun, hvis Danida kan tilslutte sig de overordnede målsætninger og strategier i uddannelsesplanen.
Det er en ganske fornuftig politik, men gør det svært at gennemskue, hvor stor vægt Danmark lægger på pigers lige ret til uddannelse, idet der mangler et samlet overblik.
Ibis har gennemgået de enkelte tilgængelige uddannelsessektorprogrammer. Her har Danmark i en årrække støttet uddannelsessektoren i Zambia, Nepal og Mocambique. Erfaringerne herfra viser, at man har lagt vægt på pigers uddannelse i aftalerne med samarbejdslandene, men at det ikke har givet
tilstrækkelige resultater. I det nedenstående er hvert enkelt sektorprograms indsats for pigers uddannelse kort skitseret.
I MOZAMBIQUE er der stor ulighed mellem drenge og piger i uddannelsessystemet med et markant lavere indtag af piger i både den første og anden halvdel af grundskolen. Danmark har støttet uddannelsessektoren i Mozambique siden 1996.
Fra 2002 til 2006 støtter Danmark den nationale uddannelsesplan indenfor alle dens 6 komponenter: Planlægning og styring, grundskole uddannelse,
sekundær uddannelse, læreruddannelse, infrastruktur og hiv/aids forebyggelse.
Det overordnede formål er at skaffe alle børn adgang til uddannelse af god kvalitet, og der lægges særlig vægt på at støtte pigers adgang til uddannelse i alle komponenter. Bl.a. fører man kønsopdelt statistik i uddannelsessektoren for at få bedre planlægning og evaluering.
Ved nyt skolebyggeri og renovering tages særligt hensyn til pigers behov. Der skal rekrutteres flere kvindelige lærere, og nye læseplaner og tekstbøger revideres ud fra bl.a. kønsperspektiver. Man giver økonomisk støtte til pigers
uddannelse, og lokalbefolkningen skal mobiliseres til at støtte pigers uddannelse.
I NEPAL har Danmark i perioden 1998-2004 sammen med andre donorer støttet det nationale uddannelsesprogram, hvor ét af elementerne er lige adgang for alle til undervisning.
Der er færre piger end drenge, som starter i skole i Nepal. En ny fælles donorevaluering har bl.a. analyseret den støtten til pigers uddannelse og konkluderer, at der er opnået gode resultater i visse distrikter, men at
man ikke er nået så langt som forventet.
På nationalt plan har programmet ikke ført til øget andel af piger i skole, og overordnet kritiseres det, at der ikke har været en tilstrækkelig kønsorientering i programmet. Mobilisering af lokalbefolkningen og stipendier til piger har i nogle distrikter ført til flere piger i skolerne. Men i andre distrikter er der ikke blevet gjort nok.
Stipendierne til pigerne synes at have været for lave og for få til at have haft en markant betydning. Der er ansat flere kvindelige lærere, men ikke så mange som forventet, og mange af dem har tidsbegrænsede kontrakter.
I landets nye Uddannelse for Alle plan for 2004 – 2009 er ligestilling blevet bedre integreret, og man planlægger at fremme pigers adgang til uddannelse ved at skaffe flere kvindelige lærere, træning af skoleledelse og lærere til at tage hensyn til kønsdimensionen, revision af læseplaner, mobilisering af
lokalbefolkning, og økonomisk incitament til forældrene.
I ZAMBIA halter pigerne kun lidt bagefter drengene. Her støtter Danida dele af den nationale uddannelsesplan, som sigter på at forbedre kvaliteten af grundskoleuddannelsen indenfor områderne: lærerudvikling, læseplansudvikling og ligestilling.
For at fremme ligestilling er det planlagt at øge antallet af kvindelige lærere på landet med 10 pct. Omlægninger indenfor Undervisningsministeriets
planlægning har dog betydet, at denne målsætning endnu ikke er nået. Programmet fortsætter til udgangen af 2005, og et nyt program planlægges.
I 5 lande starter Danmark nye uddannelsessektorprogrammer op som resultat af den øgede prioritering af uddannelse i den bilaterale bistand. I nogle lande er programmerne netop færdiggjorte, mens de i andre stadig er under udvikling.
I BHUTAN er der planlagt støtte til uddannelsessektoren for 2003–2008, og størstedelen gives som budgetstøtte. Der er i Bhutan næsten opnået ligestilling mellem drenge og piger i grundskolen, men ikke på sekundær niveau.
I den nationale uddannelsesplan er det overordnede mål at opnå skolegang
for alle børn, men der ser ikke ud til at være planlagt specifikke tiltag for at fremme pigers ret til uddannelse.
BENIN har en relativt stor tilgang til skoler – men der er en meget markant forskel på antallet af drenge og piger som starter i skolen. Det nye sektorprogram er under udarbejdelse, men de generelle retningslinjer er udstukket i den overordnede landestrategi for Benin.
Det fremgår her, at pigers uddannelse vil få en høj prioritet i det kommende program, særligt i landdistrikterne. Målet er at øge andelen af piger, der gennemfører grundskoleuddannelse, fra en tredjedel til halvdelen i 2008.
Samtidig vil man give øget adgang til tekniske uddannelser og faglige kurser for yderligere 5.000 studerende, heraf halvdelen kvinder.
BURKINA FASO er et af de lande i verden med den laveste skolefrekvens, og særligt piger kommer ikke i skole. Burkina Faso har siden 1998 haft en handlingsplan for at fremme pigers uddannelse med en bred vifte af tiltag såsom stipendier, mere sikre skoler, flere kvindelige lærere, holdningsbearbejdning mm.
Danida kører i øjeblikket en 18 måneders pilotfase, hvor man yder en generel støtte til uddannelsessektoren via en fælles donorfond. Sideløbende forbereder man det nye uddannelsessektor program.
Støtten til NICARAGUA skal for en stor del gives som budgetstøtte til den nationale uddannelsesplan. I Nicaragua har pigerne opnået lige ret til uddannelse. Faktisk er der lidt færre drenge end piger, der fuldfører en grundskoleuddannelse, primært fordi drengene går ud af skolen tidligere for at tjene penge.
Som en del af støtten til Nicaragua skal der foretages en styrkelse af den nationale uddannelsesplan, bl.a. med henblik på en bedre statistisk over kønsforhold, samt udvikling af handleplaner og indikatorer for, hvilke mål man ønsker at opnå på ligestillingsområdet.
I BOLIVIA er der næsten opnået ligestilling mellem drenge og piger i uddannelsessystemet. Det nye sektorprogram for uddannelse i Bolivia er endnu ikke udarbejdet, idet man afventer den endelige vedtagelse af landets uddannelsesplan.
Danmark planlægger sammen med andre donorer at støtte planen via budgetstøtte. I udkastet til den nye landestrategi for 2005-2010 fremgår det, at man er opmærksom på, at der er en stor analfabetisme i landet, specielt for kvinder.
Det er denne gennemgang af de enkelte uddannelsessektorprogrammer, som rapporten bygger sine konklusioner på omkring den danske bilaterale bistands indsats for pigers uddannelse. Der er ikke foretaget en konkret analyse af, hvor stor en procentdel af uddannelsesprogrammerne samlede
budget, der er øremærket til at fremme pigers uddannelse.
En sådan undersøgelse kunne være givtig for at få et fuldstændigt overblik. Alligevel mener vi, at konklusionen om, at dansk bistand gør en rimelig indsats for at fremme pigers uddannelse er rigtig, hvis programmerne er implementeret.
I 3 samarbejdslande har man allerede nået langt med ligestilling (Bhutan, Nicaragua og Bolivia). I ét land har man endnu ikke udarbejdet det nye sektorprogram (Burkina Faso), mens man i de resterende 4 lande lægger vægt på at fremme pigers uddannelse (Mozambique, Nepal, Zambia og Benin).
Erfaringerne fra Nepal og Zambia tyder på, at der er lang vej endnu for at sikre pigers adgang til uddannelse. Det synes vigtigt at sætte pigers uddannelse som en klar prioritet og udvikle en gennemarbejdet strategi for at nå målet. Det ser ud til at være gjort i den fremtidige støtte til Mozambique og Nepal. Med hensyn til Benin og Zambia, så er de nye planer ikke tilgængelige endnu.
Som en afsluttende kommentar, skal det understreges, at det er helt essentielt, at vægten på pigers uddannelse i sektorplanerne også følges op af handling. Danmarks rolle som donor må være at sikre, at der i budgetterne er sat øremærkede penge af til ligestillingsstrategierne.
I dialog med regeringerne og civilsamfundet må man følge op på, at planerne bliver ført ud i livet. Der bør måles på om flere piger får adgang til uddannelse, gennemfører den og klarer sig lige så godt som drengene. En
kvantitativ og kvalitativ måling bør også gå hånd i hånd med en bedre opsamling af erfaringer.
Appendiks 2
Hvad gør Ibis for pigers uddannelse?
Det er altid nemt at se, hvad andre kan gøre bedre. Det har dog også været vigtigt for Ibis at benytte lejligheden til at se på vores egen indsats for at fremme pigers ret til skolegang.
I det nedenstående en gennemgang af vores indsats og understregning af, hvordan denne indsats kan styrkes i de kommende år.
Set fra en international synsvinkel har Ibis siden 2003 været aktivt involveret i den globale paraplyorganisation, Global Campaign for Education (GCE). GCE har spillet en central rolle i at repræsentere civilsamfundsorganisationer i over 100 lande ved internationale møder og GCEs rapporter og kommentarer er blevet taget seriøst.
Pigers ret til uddannelse har stået øverst på GCEs dagsorden de seneste 3 år og Ibis har pigers uddannelse som helt centralt tema i vore kampagner. GCEs aktionsuge har Ibis haft stor succes med at mobilisere danske skoleelever. Første år deltog 36.000 elever og i år deltager mere end 110.000 danske skolelever. Fokus i den danske kampagne har i høj grad været på pigers uddannelse.
I Ibis-arbejdet i Afrika og Latinamerika har vi en række uddannelsesprogrammer i samarbejde med civilsamfundsorganisationer og myndigheder – en del af dem med det direkte formål at fremme pigers
ret til uddannelse.
Programmerne er oftest en kombination af lobbyarbejde, hvor man påvirker
myndigheder til at føre en politik til fordel for pigers uddannelse, og konkrete aktiviteter til støtte for piger, såsom mobilisering af lokalbefolkningen, stipendier til pigers uddannelse og bekæmpelse af seksuelle overgreb på piger i skolen.
I Mozambique støtter Ibis en stort anlagt national kampagne mod seksuelle overgreb på piger i skolerne. Derudover har Ibis arrangeret en studierejse for mozambikanske lærere til Ghana, for at lære af The School for Life Project, hvor man har haft stor succes med at få flere piger i skole ved at inddrage forældre samt lokale og religiøse ledere.
I Guatemala støtter Ibis en organisation, som giver stipendier til maya-piger og organiserer workshops for at styrke deres selvværd og kendskab til rettigheder. Samtidig laver organisationen lobbyarbejde over for politikere og myndigheder, så pigers mulighed for uddannelse forbedres generelt.
I et andet projekt har Ibis støttet udgivelsen af undervisningsmaterialer, der er med til at bryde det traditionelle mønster, hvor mayapiger fremstilles som eneansvarlige for madlavning og børnepasning.
Også i Honduras og Nicaragua er kønsproblematikken en integreret del af de uddannelsesprojekter, som Ibis støtter. Gennem en honduransk udviklingsorganisation modtager både elever og lærere kurser i ligestilling.
I Nicaragua er et projekt for unge med til at sikre piger uddannelse, idet pigerne mindst er sikret halvdelen af de stipendier, som uddeles. De unge og deres familier bliver også bevidstgjort om ligestilling, kvinders rettigheder, og problemer med seksuelle overgreb og vold mod kvinder.
I Ghana har Ibis startet et omfattende uddannelsesprogram, hvor pigers ret til uddannelse er en integreret del af en bred vifte af tiltag, bl.a. oplysning til forældre, vejledning til piger om uddannelse og sundhed samt styrkelse af kvindelige lærere.
Dette er kombineret med lobbyarbejde for pigers ret til uddannelse og kampagnearbejde for at fremme ligestilling generelt i samfundet.
En række andre programmer har ikke pigerne som den direkte målgruppe, men Ibis søger at integrere ligestillingshensyn i programmernes aktiviteter.
I Namibia og i Sydafrika støtter man uddannelse af skolebestyrelser til at takle konsekvenserne af den udbredte hiv/aids epidemi og at yde hjælp til
udsatte og forældreløse børns skolegang. Pigerne er specielt sårbare, både når det gælder hiv/aids smitte, og rammes ofte hårdest når familiemedlemmer bliver syge eller dør af aids, og derfor vil især pigerne vil nyde godt af projektet.
I Angola støtter Ibis også uddannelse af skolebestyrelser og lokalbefolkning i forbindelse med skolebygningsprojekter, og der er lagt vægt på at inddrage kvinder på lige fod med mænd i skolebestyrelsesarbejdet.
Et andet program (Teacher Emergency Package, TEP), tilbyder børn udenfor skolesystemet et forløb i grundlæggende læse- og regnefærdigheder, som
skal hjælpe dem til at blive integreret i det formelle skolesystem. TEP træner også lærere via et 8 ugers kursus.
Man har søgt at få lige mange kvindelige og mandlige lærere og at opnå ligestilling mellem drenge og piger, men det har vist sig at være vanskeligt. Det har man taget konsekvensen af, og ønsker nu at udarbejde en egentlig kønsstrategi for hele TEP programmet.
I Sydamerika, Bolivia, Ecuador og Peru støttes et regionalt program for tværkulturel tosproget uddannelse, hvor der også tages hensyn til pigers ret til uddannelse.
Pigers ret til uddannelse spiller en central rolle i Ibis-arbejdet, men det kan stadig gøres bedre på både strategi- og programniveau. Ibis har netop nu en ny overordnet uddannelsesstrategi til høring, hvori køn og pigers adgang til kvalitetsundervisning står helt centralt.
Endvidere er Ibis ved at gennemføre et globalt læringssystem der skal sikre systematisering, udveksling og kontinuerlig kvalificering af organisationens
metoder i programarbejdet i Syd, herunder også metoder til at styrke pigers adgang til og færdiggørelse af uddannelse af god kvalitet.
Ibis Nørrebrogade 68 B, 2200 København N, [email protected], www.ibis.dk
