Mellemfolkeligt Samvirke støtter og deltager i World Social Forum i Nairobi i januar, fremgår det af en artikel i seneste udgave af foreningens blad, “Magasinet”.
Af Lars Anderskouv, Claudia Juhl og Vibeke Quaade
”En anden verden er mulig” er det dobbelttydige slogan for World Social Forum (WSF) – en utilfredshed med verdens udvikling og en optimistisk tro på, at det kan gøres bedre.
Modstand mod en verden domineret af kapitalinteresser og undertrykkelse og tilslutning til en inkluderende, tolerant og bæredygtig verden bygget på frugtbart samarbejde.
I januar er Kenya Social Forum i Nairobi vært for WSF, der for første gang holdes i Afrika. Der ventes 50.000 deltagere – en kæmpe udfordring for et land med begrænset infrastruktur og erfaring med så store arrangementer. Mellemfolkeligt Samvirke har støttet forberedelserne økonomisk og med korttidsudsendte udviklingsarbejdere.
WSF opstod i Porto Alegre i Brasilien i 2001 og har siden udviklet sig gennem årlige samlinger til en kolossal folkelig proces med aktive deltagere i stort set alle lande.
Det er en proces i ordets bogstaveligste betydning. Alle tænkelige bevægelser, grupper og organisationer i civilsamfundet samles under den principerklæring, som organisationskomiteen udarbejdede efter den første samling.
Det er den eneste fælleserklæring, man vil se, for WSF er ikke én organisation, men en åben proces, hvor alle synspunkter, tanker og ideer kan præsenteres, diskuteres og videreudvikles.
Principerklæringen siger klart, at WSF vil skabe platforme, der samler og forbinder organisationer og bevægelser, men at ingen kan udsende erklæringer i alles navn eller i verdens samlede civilsamfunds navn. De deltagende kan udtale sig hver især og sammen med andre, men kun i deres eget navn.
Ideen er at skabe debat, inspiration og mulighed for at samles i alliancer og kampagner, der hver på deres måde arbejder for en bedre verden. Resultaterne viser sig derfor først på længere sigt.
Mellemfolkeligt Samvirke og foreningens partnerorganisationer vil være markant til stede i Nairobi for at sætte fokus på demokrati og folkelig deltagelse, som er et af WSFs 9 temaer denne gang.
Partnere fra næsten alle MS-samarbejdslande er med – i alt mere end 60 deltagere fra godt 30 organisationer med tilknytning til MS. Det vil MS udnytte til at udbygge samarbejdet om sit fokus på demokrati – f.eks. om demokratiets tilstand, det globale demokrati, folkeoplysning om demokrati og fælles regler for NGOer.
Under WSF arrangerer MS og partnere udstillinger og debat om demokrati, en konference om regeringsførelse og en workshop, der arbejder videre med målingen af demokratiets tilstand.
Mellemfolkeligt Samvirke deltager i WSF for – som noget helt afgørende – at fastholde bredden i processen, så også mere moderate synspunkter kan komme til orde og finde sig til rette. Uden denne bredde vil bevægelsen gøre sig selv uinteressant.
Derfor har MS i stigende grad engageret os i Danmarks Sociale Forum, de regionale fora og nu også de globale fora. Konkret forventer MS at blive inspireret af andre, der arbejder med lignende initiativer, så man kan opbygge nye kontakter og internationale alliancer om aktiviteter og kampagner, der handler om demokrati og deltagelse for verdens fattige.
Southern Africa Social Forum i Malawi
Som optakt til World Social Forum mødtes 3.000 aktivister fra det sydlige Afrika i oktober til det regionale Southern Africa Social Forum i Malawi – det tredje efter møder i Zambia 2004 og i Zimbabwe 2005. Møderne vokser fra år til år og går ud på at skabe en fælles platform for civilsamfundet.
– Vi opfordrer folk til at genoplive den solidaritet og kampånd, hvormed vi besejrede kolonialisme og apartheid. Dengang støttede vi som nabolande hinanden. I samme ånd bør vi bekæmpe nyliberalismen og kapitalismen, som er med til at fastholde os i fattigdom, siger Patricia Kasiyamhuru fra Zimbabwe.
– De udenlandske koloniherrer er nu afløst af en mindst ligeså grådig lokal overklasse, som lystigt fortsætter udbytningen under dække af selvstændighed, tilføjer Jacob Mafume fra Zimbabwe.
Ugandas budskab er fred og demokrati
De ugandesiske deltagere i World Social Forum kommer med et budskab om fred og forsoning – det mest presserende emne i Uganda efter 21 års krig og derfor også det budskab, som delegationen bringer med. Derudover deltager MS-Uganda med sit budskab om demokrati som livsform.
Konkret vil de ugandesiske deltagere i busserne til Nairobi få udleveret et sæt med 100 demokrati-spillekort til at fordrive rejsetiden med. Kortspillet er udviklet af MS-Uganda, og det unikke er, at spillet ikke går ud på at vinde, men på at debattere demokrati i praksis.
F.eks. lyder et af de 100 debatkort:
“Democracy is something the Western World has invented to suppress the poor countries. (Saddam Hussein, President of Iraq up to 2003). What would you tell Saddam Hussein, if you had a discussion with him?”
Læs mere på www.ms.dk