Fra Cancun til Hong Kong via Dar es Salaam

Redaktionen

Journalister ved danske medier og freelance journalister, der ønsker at dække ministerkonferencen om handels- og udviklingspolitik i Dar es Salaam den 19.-20. januar 2005, kan søge om økonomisk støtte til dækning af udgifter til flybillet t/r til Dar es Salaam på økonomiklasse. Hotel og forplejning er for egen regning.

Journalister, der modtager rejsetilskud, skal selv arrangere rejse, hotelophold m.m. Der gøres opmærksom på, at der er et begrænset antal stipendier til rådighed.
Freelancere bedes vedlægge dokumentation for, at de kan få deres dækning af konferencen afsat.

Begrundet ansøgning om tilskud sendes til:

Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed
Att.: Janina Graae, Asiatisk Plads 2, 1448 København
Ansøgningsfrist: Mandag den 6. december

Opfølgning på DOHA-runden
Siden lanceringen af Doha-runden på WTO-ministermødet i Doha i 2001 har der i de internationale handelsforhandlinger været styrket fokus på udviklingslandenes integration og muligheder i den globale økonomi. Der er i dag en fælles erkendelse af, at handel skal være med til at skabe den vækst, der er nødvendig for at reducere fattigdommen i u-landene.

Danmark har efter blokeringen i Cancun sat initiativer i gang, der skal medvirke til at bringe fornyet fremdrift i WTO-forhandlingerne frem mod ministermødet i Hong Kong i december 2005. Blandt initiativerne er styrket dialog med landene i Afrika om emnerne på WTOs dagsorden.

På dansk foranledning har de nordiske lande lanceret et Nordisk Afrika-initiativ. Initiativet integrerer handels- og udviklingsaspekterne og blev indledt med et højniveau seminar i Dar es Salaam den 24.-25. november 2004, hvor Sverige og Tanzania forestod værtskabet.

Højdepunktet er en ministerkonference samme sted den 19.-20. januar 2005. Danmark og Tanzania vil stå for værtskabet ved konferencen, der således også markerer det øgede interessefællesskab, når de 2 lande sammen indtræder i Sikkerhedsrådet den 1. januar 2005.

Initiativet sigter på at øge forståelsen og samarbejdet mellem Nord og Syd samt indbyrdes mellem landene på den sydlige halvkugle til fremme af alle WTO-medlemmers aktive og konstruktive deltagelse i Doha-runden.

Dette samarbejde omfatter handelsrelateret bistand for at hjælpe udviklingslandene med at drage fordel af handelsliberaliseringen. Konferencen i Dar es Salaam vil særligt fokusere på, hvordan de fattige lande i Afrika opnår øget vækst gennem handel, og hvordan denne vækst bedst omsættes til fattigdomsreduktion. Intentionen er, at initiativet skal være med til at bygge bro til WTO-ministermødet i Hong Kong i december 2005.

Ministre fra alle 5 nordiske lande vil deltage i konferencen og styrke dialogen med indbudte minstre fra 20 afrikanske lande. De 20 er: Benin, Botswana, Burkina Faso, Egypten, Etiopien, Ghana, Kenya, Malawi, Mali, Mauritius, Marokko, Mozambique, Namibia, Niger, Nigeria, Tanzania, Senegal, Sydafrika, Uganda og Zambia.

Tillige forventes deltagelse på højt niveau fra EU Kommissionen, WTO, Verdensbanken, IMF, UNDP, UNCTAD, ITC og repræsentanter fra afrikanske og nordiske NGOer samt industri – og landbrugsorganisationer.

Læs mere om Afrika Initiativet på Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk