Fokus på uddannelse i første af 5 tema-konferencer under VKs Afrika-kommission, som afvikles mandag

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Afrikas udfordringer på det uddannelsesmæssige område er på dagsordenen mandag i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, når VK-regeringens Afrika-kommission holder den første af 5 tematiske konferencer, fremgår det af en pressemelding fra kommissionen fredag.

Over 80 deltagere fra især vestafrikanske lande, inklusive adskillige ministre, samt 3 medlemmer af Afrika-kommissionen, vil drøfte, hvordan flere afrikanske unge kan få en kompetencegivende uddannelse, der kan skabe mere vækst og flere jobs.


Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der kommissionens formand, glæder sig over fremmødet og interessen for konferencen:

– Konferencen om udfordringerne på uddannelsesområdet er et vigtigt skridt i Afrika-kommissionens arbejde. Vi vil meget nøje studere de anbefalinger, vi får fra konferencen, og vi vil bruge så mange af dem som muligt for at sikre, at Kommissionens afsluttende rapport bliver så konkret og handlingsorienteret som muligt, siger Fogh Rasmussen og fortsætter:

– Vi ønsker, at Kommissionen skal gøre en forskel. Vi ønsker at få Afrika højere op på den internationale dagsorden, og vi ønsker at fremkomme med nye og innovative strategier til at forbedre det internationale udviklingssamarbejde med Afrika. Interessen for denne første konference giver mig håb om, at vi vil kunne nå vores mål.

Kommissionen har været mødt med skepsis fra flere sider, idet der allerede foreligger en stribe internationale rapporter og kommisionsanbefalinger, som indgående behandler bistanden og kontinentets fremtid og prioriteringer.

Dertil kommer, at VK-regeringen i august sidste år netop lancerede en ny strategi for det danske udviklingssamarbejde med Afrika, der bærer titlen “Danmark i Afrika – et kontinent på vej – regeringens prioriteter for samarbejdet med Afrika syd for Sahara”.

Værter for mandagens konference er 3 medlemmer af Kommissionen: Dr. Mohammed Ibn Chambas, President for den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS, Ellen Margrethe Løj, der leder FNs operationer i Liberia, og Lauritz Holm-Nielsen, rektor for Århus Universitet.


De 80 deltagere kommer fra et bredt udvalg af organisationer og NGOer, først og fremmest fra de vestafrikanske lande.

Formålet med konferencen er dels at få en række anbefalinger på området, som kan bruges i Afrika-kommissionens videre arbejde, dels at forankre Kommissionens arbejde i det afrikanske civilsamfund.

I de kommende måneder bliver der afviklet yderligere 4 konferencer med disse temaer:

– Kvinder og beskæftigelse, Maputo i Mozambique, den 16. august.

– Unge og beskæftigelse, Accra i Ghana, den 5. september.

– Klimaforandringer, Nairobi i Kenya, den 18. september

– At skabe økonomisk vækst, Kampala i Uganda, den 30. oktober.

Kommissionen mødes i slutningen af november for at diskutere anbefalingerne fra disse konferencer. Derpå skal der holdes nye seminarer og møder i forskellige arbejdsgrupper for at forberede den endelige rapport, som kommer ud i maj 2009.


Afrika-kommissionen blev nedsat af VK-regeringen i april. Målet er at præsentere et sæt nye og kreative strategier, der kan styrke og puste nyt liv i det internationale udviklingssamarbejde med Afrika.

Kommissionen består af 18 medlemmer, bl.a. Tanzanias præsident, Mozambiques ministerpræsident, direktøren for Verdensbanken, præsidenten for Den Afrikanske Udviklingsbank, ledende forskere samt højtstående medlemmer fra bl.a. Den Afrikanske Union, FN og EU.

Man kan læse mere om Afrika-kommissionen på www.africacommission.um.dk

Yderligere oplysninger hos journalist Bjarke Larsen, Afrika-kommissionens sekretariat, e-mail: [email protected], tlf. 33 92 03 83, mobil 25 28 37 62