Nu er det officielt – et nyt programsamarbejdsland er på vej og det skal ligge i Afrika, skriver Danidas månedsavis Udvikling.
Det meddelte statsminister Anders Fogh Rasmussen under Folketingets afslutningsdebat.
Regeringen har lagt sig fast på, at bistanden ikke må komme under 0,8 procent af BNI efter de senere års milliard-nedskæringer, og dermed vil den samlede udviklingsbistand fra og med 2008 atter begynde at stige i kroner og ører.
Det åbner mulighed for, at et nyt land kan komme ind i varmen, efter at Danmark ellers har skåret antallet af samarbejdslande ned fra 18 i 2001 til de nuværende 15.
Det skete med VK-regeringens tiltræden i november 2001, hvor det sydlige Afrikas fattigste land, Malawi, Robert Mugabes kaotiske Zimbabwe og det fattige Eritrea på Afrikas Horn blev frataget statussen som programsamarbejdslande.
Med udfasningen af bistanden til Egypten i 2008 og på længere sigt (over 10 år) også bistanden til det lille Himalaya-land, Bhutan, vil antallet komme ned på 13.
Statsministeren har oplyst, at det nye land skal ligge i Afrika, men ellers holder embedsmændene, der forbereder politikernes vigtige valg, kortene tæt til kroppen, skriver Udvikling.
Danidas nuværende afrikanske programsamarbejdslande (bortset fra Egypten) er Benin, Burkina Faso og Ghana i Vestafrika, Kenya, Tanzania og Uganda i Østafrika og Mozambique og Zambia i det sydlige Afrika.
Selv i flere af disse 8 lande er der problemer omkring dansk bistands fremtidige rolle.
Mest udpræget p.t. i Kenya, hvor udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) netop har stillet udarbejdelsen af en ny landestrategi for bistanden i bero på grund af manglende forlængelser af arbejdstilladelser til 3 fremstående danske NGO-folk i Nairobi på et stærkt tvivlsomt grundlag. Dertil kommer, at regeringen i Nairobi har tabt reformpusten og anklages for omfattende korruption.
I Burkina Faso beskyldes ledende regeringsrepræsentanter for at have været involveret i indbringende handel med “bloddiamanter”, der er med til at finansiere Afrikas borgerkrige.
I Uganda tøver præsidenten med at demokratisere forfatningen, ønsker at kunne blive genvalgt igen og igen og er samtidig indblandet i en blodig borgerkrig i landets nordlige del.
I Zambia er fattigdom, korruption og hiv/aids-epidemien ved at vælte den engang så velsituerede kobbernation omkuld og truer flere dansk-støttede sektorprogrammer.
Iagttagere siger til u-landsnyt.dk, at det mest naturlige fattigdomsorienterede valg vil være enten Malawi eller Eritrea, men da netop disse lande blev fravalgt af VK-regeringen i 2001, skal der sluges politiske kameler for at omgøre denne beslutning.
Malawi får efter en periode med stærkt kølnet donorinteresse atter bistand fra de fleste donorer, som Danmark normalt sammenligner sig med (senest også Sverige), og Eritrea har tidligere samarbejdet med Danida om meget fremgangsrige sektorprogrammer.
Outsidere som nyt samarbejdsland er 2 tidligere programsamarbejdspartnere, nemlig Etiopien og ikke mindst ørkenlandet Niger i Vestafrika, der nu er blevet demokratisk, og hvor hjælpebehovet er enormt. Niger er et af verdens 3 fattigste lande.
Ønsker man sikret afløb for de danske midler i større målestok er Etiopien et naturligt valg. Landet med over 70 millioner indbyggere har behov for bistand på snart sagt alle områder og er tillige et af verdens fattigste.
Samtidig har Danmark – omsider – åbnet en repræsentation i hovedstaden Addis Ababa og Etiopien har lige holdt et parlamentsvalg, som var betydeligt mere demokratisk end tidligere set i det gamle kejserdømme.
Mulighederne for danske bistandsindsatser er nærmest uendelige.
For bare at tage et eksempel: Et dansk-ledet vejkonsortium vil uden besvær kunne holdes beskæftiget de næste årtier med at istandsætte kæmpelandets nedslidte vejnet, hvilket vil være en stor anspore til økonomisk vækst – såfremt Danida ellers ønsker at gøre en undtagelse fra sin nye holdning om ikke at støtte hovedvejsanlæg og -istandsættelse.
