I Sudans Darfur-region lider mange mennesker nød som følge af borgerkrig og uro og på ny lyder der krav om, at Danmark og andre vestlige lande skal sende tropper af sted for at hjælpe, konstaterer Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, i et indlæg onsdag i Berlingske Tidende. Han fortsætter:
Ja, Danmark hjælper jo gerne rundt om – og skal også hjælpe. Snart vil mere end 1.500 danske soldater være i gang med sikkerheds- og fredsskabende missioner rundt om i verden, og også i det sydlige Sudan er danskerne på plads.
Men er det rimeligt, at Danmark igen skal holde for i Afrika?
Jeg spørger: Hvorfor løser Afrika ikke sine egne problemer? Hvorfor standser afrikanerne ikke selv slagterierne i Darfur? Hvorfor træder Den Afrikanske Union (AU) ikke i karakter?
Mangel på soldater? Mangel på militær kapacitet og militær kunnen? Næppe. Det formelig vrimler med soldater og militær kapacitet i det 49-land store AU. Det er alene viljen, det kniber med.
Forleden bad jeg Udenrigsministeriet om at opgøre – land for land – den militære kapacitet indenfor AU og resultatet var mildt sagt overraskende:
I Den Afrikanske Union er der 2,2 millioner mand under våben, og de 49 lande i Unionen anvender årligt 100 milliarder kroner på militære udgifter.
Alene i 6 af de lande, der ligger som naboer til Sudan – nemlig Egypten, Libyen, Etiopien, Uganda, Kenya og DR Congo – står der 882.000 mand under våben. I Egypten alene 450.000 mand og i Etiopien 162.000 mand.
Er det i den situation rimeligt, at danske soldater skal ud på en 6.000 kilometer lang rejse, så umiddelbart nærliggende stater med en dramatisk større militær kapacitet end Danmark kan køre på frihjul?
Det er ellers ikke, fordi FN ikke har forsøgt at få Den Afrikanske Union til at gøre sin pligt. Man har tigget og bedt om, at man griber ind i Darfur, men til dato har kun 2.000 AU-soldater vist sig i regionen – og det til at kontrollere et område på størrelse med Frankrig.
Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at Danmark igen skal gå foran. Men det skal være på den måde, at regeringen nu igennem FN og NATO sætter sig i spidsen for at lægge maximalt pres på Den Afrikanske Union, således at de selv kommer igang med at løse en humanitær katastrofe på eget kontinent – i egen umiddelbar nærhed.
Med 2,2 millioner mand under våben må opgaven siges at være overkommelig, slutter Søren Espersen.
Indlægget stod under Opinion i Berlingske Tidende onsdag den 21. december 2005.
