Hvorfor koncentrerer Danmark sig om de mest velfungerende stater i Afrika frem for de vanskelige lande?
De grundlæggende præmisser i udviklingsmiljøet må til debat, siger direktør for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Nanna Hvidt, i et interview med Danidas månedsavis Udvikling, som er på gaden tirsdag.
Sierra Leone, Burundi, Eritrea, DR Congo og Etiopien deler en sørgelig verdensrekord: De 5 afrikanske lande er verdens absolut mest sultne lande. Og så har de en anden ting til fælles: De er alle – eller har for nylig været – plaget af voldelige konflikter.
Og så lige én ting mere: De fleste står nederst på modtagerlisten, når de interna-tionale donorsamfund skal dele penge ud. Faktisk modtager langt de fleste af de nævnte lande kun halvdelen af den støtte, som de såkaldte afrikanske donordarlings modtager. For pengene gives til de u-lande, hvis regeringer opfører sig bedst, ikke dem, der har flest sultne.
De 5 lande er da heller ikke på listen over Danmarks faste modtagere. Hvordan hænger det sammen med Danmarks ønske om at støtte de fattigste? spørger Nanna Hvidt, der blev direktør for instituttet på Christianshavn i København i september sidste år.
Slagsmål om ekstra kage
I de kommende måneder skal dansk udviklingsbistand til Afrika op til grundig overvejelse. For Danmark skal have ny Afrika-politik. Og det er en oplagt lejlighed til at tage fat på de veletablerede dogmer, som sjældent bliver diskuteret, mener Nanna Hvidt.
– Jeg synes, at vi skal stille spørgsmålet, om ikke Danmark kunne gøre noget andet end det, som alle andre donorer flokkes om og vove at hjælpe dem, der virkelig er fattige. Hvis vi ikke diskuterer denne problemstilling, når vi skal lave en helt ny politik, hvornår så? spørger direktøren.
Hun frygter, at debatten om Afrika-politikken over de kommende måneder blot kommer til at dreje sig om, hvordan den ekstra kage skal fordeles mellem de danske bistandsaktørers prioritetsområder.
Debatten, som Nanna Hvidt rejser, er ikke ny. Det er anledningen derimod.
Med den danske regerings løfte om at give 0,8 pct. af BNI i udviklingsbistand vil der næste år være 800 mio. kr. mere at gøre godt med – og de skal gå til Afrika, som fremover skal have to tredjedele af den samlede danske bilaterale udviklingsbistand (der i 2007 forventes at ligge på 7,7 mia. kr.). Samtidig ændrer virkeligheden sig hurtigt på kontinentet.
Regeringen har derfor besluttet, at Danmark skal have en ny Afrika-politik. Men vil man virkelig gøre en forskel, kommer man ikke uden om konflikterne og problemlandene, mener Nanna Hvidt.
Double up bistand
I godt et årti har der været konsensus (enighed) om, at dansk bistand hovedsageligt skal koncentrere sig om få programsamarbejdslande, der til gengæld skal udvikles på en langt mere gennemgribende måde igennem sektorprogrammer.
Danmark har valgt at koncentrere sit udviklingssamarbejde på 9 afrikanske lande. I disse 9 programsamarbejdslande er der demokratiske valg, og regeringerne fører det man kan kalde “god regeringsførelse”.
De fleste andre donorer bruger samme kriterier, så donorerne mødes i de 10-14 afrikanske lande, der modtager betydelige summer i u-landsbistand. Men skal det partout være sådan, spørger Nanna Hvidt.
– De lande kan løfte den indsats, vi gerne vil have. Her kan vi vise, at “vore” penge anvendes godt, og vi kan eksperimentere med større eller mindre grad af budgetstøtte, anfører Nanna Hvidt og uddyber:
– Men hvorfor er det lige, vi giver udviklingsbistand? Det er jo for at hjælpe landene. Landene er jo ikke perfekte fra starten, det er noget, de gerne skulle blive. Det er klart, at går vi ind i Sierra Leone, så får vi en anden bistand, der er baseret på enkeltstående projekter. Det er muligvis dyrere, men samlet set kan gevinsten være lige så stor, siger den 51-årige diplomat, der kom til DIIS netop fra Danida.
Flydende grænser
Kigger man på et kort over Afrika, vil man se, at næsten samtlige danske programsamarbejdslande ligger ved siden af lande, der har været eller er plaget af væbnede konflikter.
Nanna Hvidt:
– Der er seriøse problemer med det store fokus på velfungerende lande. Intet land er en ø. Det ved vi fra Europa, og det er endnu mere rigtigt i Afrika, hvor grænserne i høj grad er vilkårlige og porøse.
– Udviklingen i Ghana og Benin afhænger i meget høj grad af sikkerhedssituationen i nabolandene Sierra Leone, Liberia og Elfenbenskysten. Ustabilitet har det med at sprede sig. Og økonomisk betyder det alt for Benins økonomi, hvordan det går med den nigerianske valuta.
Mange af de lande, som Nanna Hvidt henviser til, er på vej ud af langvarige konflikter. Meget fungerer stadig ikke, sikkerheden er ikke for god og de politiske systemer lever ikke op til Danidas krav.
Hun mener derfor, at der er behov for en anden form for støtte til de lande – hvor man i stedet støtter brede dele af befolkningen, civilsamfundet og den private sektor. Et samspil mellem disse grupper og statsmagten vil bidrage til effektive stater, som er en forudsætning for at få landene ud af evindelige konflikter om de få ressourcer, der er, mener den bistandserfarne kultursociolog.
– De “svære” lande overlader vi til de multilaterale organisationer som EU og FN. Vi bør kunne diskutere, om det ikke giver mere mening, hvis der kun var en håndfuld bilaterale donorer og et par af de multilaterale i f.eks. Tanzania eller Uganda, som assisterede regeringen med at forvalte de tilskud det internationale samfund stillede til rådighed, siger Nanna Hvidt i interviewet.
– Det ville give mulighed for at “flytte” de andre bilaterale donorer til nogle af de vanskelige lande, hvor løsningerne stadig skal findes i målrettet projektbistand og i samarbejde med NGOer og nationale lokale bevægelser, siger Nanna Hvidt i Udviklings december-nummer.
DIIS blev dannet for 4 år siden ved en sammenlægning af Dansk Udenrigspolitisk Institut, Center for Freds- og Konfliktforskning, Center for Udviklingsforskning samt Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier.
Læs også www.udvikling.dk
